Derfor får mænd højere løn end kvinder
Mænd tjener mere end kvinder, fordi mænd oftere skifter job. Det viser ny dansk forskning.

Selv om mænd og kvinder får det samme i lønforhøjelse, når de skifter job, ender kvinder med en lavere livsløn, fordi mænd oftere skifter job. (Foto: Colourbox)

Kvinder og mænd får det samme i lønforhøjelse, når de skifter job. Men kvinder skifter ikke job så ofte som mænd, og derfor klatrer mændene hurtigere op ad lønstigen.

Det viser et studie lavet af forskere fra forskningscenteret ICOA ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences i samarbejde med forskere fra University of Hawaii.

»Mænd er simpelthen mere villige til at skifte job, enten fordi de kan se en kortsigtet gevinst i form af højere løn eller en mere langsigtet gevinst, eftersom det forbedrer deres forfremmelsesmuligheder,« forklarer lektor Anders Frederiksen fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences i en pressemeddelelse.

Resultatet bliver, at det for det meste er mænd, der høster de positive gevinster ved at skifte job i form af højere løn, hvilket er med til at øge uligheden mellem de to køn, uddyber han.

Mænd og kvinder får samme løn, når de skifter job

Fakta

Forskningen bygger på data fra Danmarks Statistik om alle virksomheder i Danmark med over 100 ansatte i perioden fra 1994 til 2005.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i ansatte, der har været i arbejde i hele denne periode.

Der er kun små - om overhovedet nogen - forskelle på de gevinster mænd og kvinder får ved at skifte job. Og 5-10 år efter, at jobskiftet har fundet sted, er der stadig kun små forskelle i lønstigningen blandt de to køn.

Forskellen ligger altså ikke her, men derimod i hvor ofte mænd og kvinder skifter job.

Forskerholdet, der består af Anders Frederiksen fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, Alexander K. Koch fra Aarhus Universitet og Timothy Halliday fra University of Hawaii, er de første til at undersøge mobiliteten mellem og inden for virksomheder i Danmark.

Projektet er støttet af Det Frie Forskningsråd, Samfund og Erhverv (FSE) med 1,25 million kroner.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.