Sådan fik ugen sine syv dage

Kalender og ur strukturerer og styrer vores liv og samfund og er helt uundværlige i et moderne samfund. Men engang var det dagens antal af lyse timer, Månens udseende og årets temperaturer, der dikterede dagenes rytme og årets gang.

Lasse Christian Arboe Sonne, adjunkt i Middelalderhistorie ved Københavns Universitet, forsker i, hvordan denne store samfundsomvæltning skete i Norden fra sidste halvdel af 900-tallet og frem til 1350.

»Først blev den julianske kalender indført og senere den gregorianske. Men hvordan lod det sig overhovedet gøre? For kalenderen var revolutionerende og blev i løbet af et par hundrede år en hel fundamental del af samfundsopbygningen, der dog først skulle indrettes efter den. Tænk, hvis vi pludselig skulle have ny kalender – måske med 10 dages uge og skulle fejre nytår for eksempel 1. marts? Eller at vores timer skulle være på 50 minutter? Det er umuligt at forestille sig – vores kalendersystem er næsten ‘genetisk’ indkodet i os,« siger Lasse Sonne.

Kalenderen styrer vores psykologi og fællesskab

Kalenderen er så fast en bestanddel af vores liv, at den er med til at styre vores individuelle psykologi og fællesskabsfølelse.

»Når tiden nærmer sig nytår, sætter vi os alle op til årsskiftet – til en højtidelighed der signalerer en ny start. Vi tænker på året, der gik, og beslutter måske nytårsforsætter og laver planer for det nye år. Strengt taget kunne alt dette lige så godt ske i forbindelse med en anden dato, men 31. december er blevet indkodet i os som en skelsættende begivenhed. Man kan undre sig over, at det i sin tid lykkedes blandt andet at flytte nytåret,« siger Lasse Sonne.

Ud over at forske i, hvordan det lod sig gøre at indføre kalendersystemet i datidens Norden, vil Lasse Sonne gå skridtet videre.

»Kalendersystemet i Norden har været studeret meget i de sidste 30 år, men mest ud fra et mere generelt sociologisk synspunkt. Omvendt har forskningen i middelalderens kalenderbrug i høj grad fokuseret på det kalendertekniske – og udeladt sociologien. Jeg vil gerne kombinere de forskellige discipliner og se på alt samlet – også de historiske elementer,« siger Lasse Sonne.

Små samfund havde brug for faste holdepunkter

Inden for selve opbygningen af kalenderen i Norden er der flere forskellige skoler for, hvornår syvdages-ugen kom til.

En gruppe forskere mener, at det allerede skete i forhistorisk tid. En anden gruppe hælder mod, at ugen fik denne længde i yngre romersk jernalder mellem år 200 og 400; mens en tredje – som Lasse Sonne hører til – mener, at den først for alvor blev gennemført i Norden fra sidste halvdel af 900-tallet med den julianske kalender.

»Vi kender meget lidt til vikingetidens – og tidligere tiders – fysiske kalendere mod nord. Kalenderstave i træ placeret på en særlig måde blev fra middelalderen brugt til at følge årets gang. De hvilede på den julianske kalender,« siger Lasse Sonne.

Han mener, at der i disse århundreder fandtes mange lokale kalendere, der fulgte årstiderne med måneskift, solhverv med mere. Sådanne havde man allerede i tiden før Kristi fødsel i de græske bystater. Han pointerer, at i der i det gamle Norden lokalt må have været stor forskel på tidsregningen/kalenderen.

»Dagenes længde er jo forskellige på Bornholm og i Nordnorge. Men selv i før-vikingetiden var mange små samfund så velorganiserede, at man havde brug for nogle faste holdepunkter – for eksempel, hvornår man skulle mødes på Tinge og til landsbyråd, og hvornår der kom skatteopkrævere,« siger Lars Sonne.

Store bygningsværker krævede administration

Lasse Sonne mener, at det administrative niveau, samfundet havde nået lidt før år 1000 – blandt andet med for den tid store bygningsværker som Dannevirke og Trelleborg – krævede en kalender, som alle fulgte:

»Når så store byggerier skal styres, er der behov for en masse præcise aftaler for at kunne koordinere arbejdet: Hvornår skal manden med tømmer komme præcist, i forhold til de som skærer sten til?«

»Det kan ikke lade sig gøre uden mere præcise aftaler end ‘bare til nymåne’,« siger Lasse Sonne.

Samfundets vigtigste stod for kalenderen

I Romerriget stod der kalendere på torve og pladser. Særligt udvalgte præster havde ansvar for at ‘opdatere’ og fastsætte årets skuddage.

»Og i det gamle Israel skulle præsterne ved templet i Jerusalem bestemme tidspunkter for hver nymåne på grundlag af deres observationer,« fortæller Lasse Sonne.

Helt oppe i middelalderen havde man forskellige datoer for nytår. Årsskiftet kunne falde 25/12, 1/3, 1/9 og 31/12.

»Det er voldsomt; og jeg tror, at også folk tilbage i tiden havde behov for en vis kalendermæssig forudsigelighed,« siger Lasse Sonne.

Den julianske kalender kom ud af trit

I det gamle Romerrige fandtes der forskellige forudsigelige kalendere. En ny kom til, da Julius Cæsar indførte den faste julianske kalender i år 45. f.Kr.

Den julianske kalender afløste kalenderen for Den Romerske Republik. Den gregorianske kalender dukkede op i 1582 og blev først indført i de katolske lande.

»Forskellene mellem den julianske og den gregorianske er i praksis små. Men den julianske kalender var gennem de forløbne århundreder kommet ud af trit med den astronomiske virkelighed,« forklarer Lasse Sonne.

Han understreger, at kalenderen var vigtig ikke alene som en praktisk foranstaltning, men for at fastlægge de kirkelige højtider.