Hvert år afleveres i omegnen af 26.000 kandidatspecialer, men der er ikke forsket i, hvad samfundet og de studerende får ud af den afsluttende projektopgave.
I hvert fald ikke ifølge de i alt seks uddannelsesforskere, Videnskab.dk har forhørt sig ved.
»Forskningen skelner ikke mellem effekten af specialet og den øvrige kandidatuddannelse,« fortæller Tine Wirenfeldt Jensen, ph.d. i læring og uddannelse og forfatter til bogen 'Det danske universitetsspeciale – topografi, tekster og tendenser'.
»Jeg tror heller ikke, et studie om kandidatspecialets isolerede effekt er muligt,« fortsætter hun.
»Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvordan et forskningsdesign skulle se ud.«
Effekten af at have et kandidatspeciale kan heller ikke undersøges i en sammenligning med andre lande, da de lande, der ligner os, langt hen ad vejen har samme speciale-form som Danmark, forklarer Tine Wirenfeldt Jensen.
»Hvad man kan sige er, at danske arbejdsgivere generelt er tilfredse med de nyuddannede - også mere tilfredse end i lande, hvor der ikke er samme tradition for at tage kandidatuddannelsen med som herhjemme,« tilføjer hun.
Værdien af universitetsspecialet har den seneste tid været til debat i forbindelse med regeringens uddannelsesreform 'Forberedt på fremtiden', der blandt andet vil skære flere 2-årige kandidatuddannelser ned til 1 år.
Den akademiske svendeprøve
Selvom forskningen i specialets samfunds- og læringsmæssige værdi ikke er blevet undersøgt i forskningsøjemed, mener flere uddannelsesforskere, at kandidatspecialet er en vigtig og uundværlig del af de danske universitetsstuderendes uddannelse:
»Min erfaring er, at specialet er dér, hvor de studerende for alvor får mulighed for at vise, hvad de kan i forhold til undersøgelser og analyser – altså den akademiske svendeprøve,« fortæller Anne Larson, der er lektor ved Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.
»Vi stiller jo ikke spørgsmål om, hvad samfundet får ud af erhvervsuddannelsernes svendeprøver, og med god grund, da det også er der, at de viser, hvad de har fået ud af deres uddannelse.«
Marianne Høyen, lektor i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet, lægger sig på linje med sin kollega:
»Tanken med specialet er, at de studerende skal kunne indsamle og analysere data samt relatere deres analyse til relevante kilder og undersøgelser,« siger hun til Videnskab.dk.
»Det er det, man får afprøvet og gennemarbejdet med specialet. Det er mindre vigtigt, præcis hvad man skriver speciale om. Det er det selvstændige aspekt i forhold til at samle, syntetisere og kommunikere viden, der er det centrale.«
Tine Wirenfeldt Jensen mener, at kandidatspecialet også har en demokratisk dannende funktion:
»Ved at arbejde selvstændigt lærer de studerende at indhente og forholde sig kritisk til information. Det giver en oplyst befolkning, der ikke så nemt falder for ‘fake news’ og nemmere kan forholde sig til komplekse ting,« siger hun.
»De fleste universitetsstudier er bygget op ud fra en logik om progression,« tilføjer Gitte Wichmann-Hansen, som er seniorforsker på Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.
»Først læser de studerende sig ind i stoffet og lærer at beherske fagets metoder, men i den afsluttende eksamen på kandidatniveau forventes de at kunne bruge andres arbejde til at gennemføre deres egen undersøgelse. Man kan sige, at de går fra at konsumere viden til at producere viden i specialet.«
Skæring i specialetid viser specialets funktion
I 2018 stod Gitte Wichmann-Hansen i spidsen for en undersøgelse, der blev lavet i forbindelse med fremskridtsreformen, som betød, at de tidligere formelle seks specialemåneder nogle steder blev reduceret til så lidt som fire måneder.
Undersøgelsen blev igangsat af Aarhus School of Business and Social Sciences (Aarhus BSS) og skulle vurdere, hvordan kvaliteten af specialerne blev påvirket af den kortere opgave- og skrivetid.
Den viste blandt andet, at karaktererne ikke led betydeligt under de kortere specialeperioder.
Dog mente 37 procent af vejlederne, at specialerne var blevet fagligt svagere.
24 procent af vejlederne vurderede, at specialerne byggede på mindre empiri, som de studerende selv havde indsamlet.
Dertil faldt de studerendes eksterne samarbejde med virksomheder i forbindelse med deres speciale med 20 procent, og 56 procent af vejlederne rapporterede, at de i højere grad frarådede de studerende at lave et risikofyldt projekt.
Det belyser til en vis grad, hvad de unge studerende får ud af specialeskrivningen, mener Gitte Wichmann-Hansen:
»Resultaterne er en god påmindelse om, at reduktioner i uddannelsestid ikke kommer uden et vist kvalitetsfald,« fortæller hun til Videnskab.dk med henvisning til, at kandidatspecialets værdi har været oppe til diskussion i forbindelse med Regeringens forslag om at halvere mange kandidatuddannelser.
»Vores resultater tyder på, at den reducerede specialetid har betydet mindre tid til fordybelse, ringere vilkår for eksternt samarbejde, og tilsyneladende også færre originale bidrag for kandidatspecialerne. Det er ting, som de fleste studieordninger har som erklærede læringsmål, hvilket understreger et potentielt læringstab når man skærer i kandidatspecialerne.«
Ikke enlig svale
Gitte Wichmann-Hansen tilføjer, at resultaterne fra undersøgelsen ved Aarhus BSS formentlig ikke er en enlig svale:
»Der er ingen grund til at tro, at resultaterne fra vores undersøgelse på Aarhus BSS ikke kan genfindes på de andre danske universiteter. Men man kan undre sig over at der ikke blev igangsat flere undersøgelser. Det var modigt af ledelsen på Aarhus BSS at sætte undersøgelsen i gang, for der var mange spekulationer og fortællinger i omløb om, at specialerne ikke længere var de samme efter Fremdriftsreformen,« fortæller Gitte Wichmann-Hansen til Videnskab.dk.
»Universiteterne er vidensproducerende organisationer, og vi har derfor en særlig forpligtigelse til at undersøge om vores praksis fungerer og om politiske uddannelsesreformer har den ønskede værdi. Det er vejen frem til at træffe informerede beslutninger.«
Udover de citerede kilder har Videnskab.dk også talt med Ning de Coninck-Smith, professor ved Danmark Pædagogiske Universitetsskole og Kasper Risbjerg Eskildsen, lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet.
\ Kilder:
- Gitte Wichmann-Hansens profil (AU)
- Kasper Risbjerg Eskildsens profil (RUC)
- Anne Larsons profil (AU)
- Marianne Høyiens profil (AU)
- Tine Wirenfeldt Jensens profil (METoDo)
- Ning de Coninck-Smiths profil (AU)
- "Specialekvalitet under fremdriftsreformen", Aarhus: Aarhus School of Business and Social Science (2018). Bager-Elsborg, Herrmann & Wichmann-Hansen
































