Det Gamle Testamente er den første - og største - del af Bibelen, og det er en tekstsamling, som de fleste mennesker har det lidt ambivalent med.
På den ene side spiller Det Gamle Testamente en vigtig rolle i vores mytologi. Det er jo her vi finder Adam og Eva og Slangen og Paradisets Have. Det er her vi kan læse om Noa og Syndfloden og regnbuen og alle dyrene ombord på arken.
Det er i Det Gamle Testamente, at David kæmper mod Goliat, og Josef tyder Faraos drømme, og selvom vi ikke ligefrem går, og er bevidste om det hele tiden, er Det Gamle Testamente med os med sin mytologi og sit persongalleri. Ja, selv i sproget, når vi eksempelvis taler om noget som en ørkenvandring, eller at vi skal ruste os til syv magre år. Det kommer alt sammen fra Det Gamle Testamente.
Det er de fortællinger, vi har tegnet til, dengang der stadig undervistes i 'kristendomskundskab' i skolen, og det er da også i denne den første del af Bibelen, de gode historier står. Med al respekt for mine nytestamentlige kolleger, så daler fortælletempoet noget, når først Jesus og disciplene kommer på banen med deres lange taler og deres lignelser.
Massemord og moderne værdier
Men hvad er så problemet? Jo, problemet er, at Det Gamle Testamente i bund og grund er en uhåndterlig og uensartet buket af tekster, der stritter i alle retninger, og som ofte indeholder en morale, som er meget svært forenelig med moderne værdier.
Tag nu bare historien om Noa og syndfloden. Den er og bliver et sikkert hit i flertallet af børnebibler, og det er på sin vis underligt, når man tænker på, at den i bund og grund er fortællingen om en gud, der insisterer på at revse sit skaberværk ved hjælp af massemord i form af en verdensomspændende oversvømmelse.
Det Gamle Testamente indeholder glødende erotisk poesi: »Hvor er du smuk, hvor er du yndig, du elskede, du vellystens datter! Din skikkelse er rank som en palme, dine bryster er som klaser. Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen, jeg vil gribe fat i dens grene.« (Højsangen 7,7-9) Men man kan også være uheldig at slå op på en lovtekst, hvor forbud og straf remses op uendelig omhyggeligt og urimeligt detaljeret.
Det sker faktisk slet ikke så sjældent, at man læser en tekst i Det Gamle Testamente og tænker, hvad i alverden bestiller denne historie overhovedet i Bibelen? Lovteksterne er én ting, og man kan vel til nød bære over med en gud, der tager fløjlshandskerne af, når han skal opdrage sit udvalgte folk. Men hvad så med alle de forfærdelige historier om mord, vold og overgreb? Hvorfor skal vi læse om voldtægt, incest og folkedrab? Så er det måske alligevel bedre med Jesus og hans lignelser…?
Klassisk nærorientalsk mytologi
Sandheden er, at Det Gamle Testamente er en gåde i bedste Dan Brown-stil. Vi ved rent faktisk ikke, hvem der skrev det, præcis hvornår de skrev det, eller hvorfor de skrev det.
Der er god grund til at tro, at den samling af tekster, der er blevet til Det Gamle Testamente, og som ad omveje er endt som en del af den kristne Bibel, er blevet til i oldtidens Palæstina engang i løbet af sidste halvdel af det 1. årtusinde f.v.t.
Det Gamle Testamente trækker på en lang række klassiske mytologiske temaer, som vi kender fra andre dele af Nærorienten i oldtiden. Men Det Gamle Testamente er også et eksempel på en religion, der er ved at forandre sig.
Jahve-religionen, som det hele begyndte med, undergik en forvandling, fra at være en klassisk nærorientalsk tempel-religion til at være en spirende skrift-religion, der udviklede sig til jødedom og kristendom og nogle århundreder senere til Islam.
Ny forståelse af historierne
I den traditionelle bibelforskning var det helt almindeligt at tage de gammeltestamentlige fortællinger for pålydende. Hvis der stod i Bibelen, at Moses vandrede i 40 år i Sinajørkenen sammen med 600.000 israelitter, så var det jo nok det, der var sket. I hvert fald i grove træk – plus-minus et par år, og plus-minus et par israelitter.
Helt frem til 1970'erne mente de fleste bibelforskere, at fortællingerne i Det Gamle Testamente afspejlede faktiske begivenheder, og at eksempelvis stamfædrene, Abraham, Isak og Jakob, var historiske personer, der formodentlig levede engang i bronzealderen.
Denne holdning har imidlertid ændret sig radikalt i løbet af det sidste knapt halve århundrede, og mange vil nu mene, at Det Gamle Testamente er skrevet på et langt senere tidspunkt end de begivenheder, det beskriver.
Det gør en markant forskel for vores måde at forstå historierne på, for hvis der ikke er tale om historieskrivning i egentlig forstand, hvad er så meningen med det hele? Hvad er pointen med at fortælle om samspils- og incestramte familier, voldtægter og massemord, hvis det oven i købet aldrig er sket?
Historien om et imaginært folk
Det forholder sig formodentlig sådan, at Det Gamle Testamente, ligesom enhver anden historisk roman, forsøger at adressere sin samtid ved at fortælle historier om fortiden.
Hvis vi har ret i vores formodning om, at Det Gamle Testamente blev skrevet i en brydningstid, hvor Jahve-religionen var ved at rive sig løs fra sin nærorientalske kulturarv og langsomt blev til noget andet, så giver det mening at forstå de gammeltestamentlige tekster som et forsøg på at bygge bro mellem det kulturelle arvegods og dette andet, og at skabe sig en identitet og en historie.
Det Gamle Testamente bør således ikke læses som en historiebog, der lidt usædvanligt vælger at tage alle de slibrige detaljer med. Det er snarere en samling af kunstfærdigt komponerede myter, der fortæller den utrolige historie om et imaginært folk, Israels, tilblivelse.
Den parterede konkubine
Til eksempel kan nævnes historien om den parterede konkubine i Dommerbogen 19. I denne fortælling møder vi en mand af Levis stamme, en levit, der er på rejse sammen med sin konkubine.
Undervejs gør de holdt i byen Gibea, hvor en gammel mand tilbyder dem husly. De tilbringer aftenen på fornøjelig vis med mad og drikke, men pludselig banker det på døren. Det er byens mænd, der står udenfor. De vil have fingre i levitten, så de kan voldtage ham. Husets ejer tilbyder sin jomfruelige datter til hoben udenfor i stedet for levitten.
Det vil mændene fra byen ikke høre tale om, og i stedet skubber levitten sin konkubine ud på gaden og smækker døren i. Konkubinen bliver voldtaget og mishandlet hele natten, og ved daggry ligger hun livløs foran huset. Levitten drager hjem, skærer konkubinens krop op i tolv stykker og sender dem ud til Israels stammer, for at kalde dem til kamp mod folkene i Gibea.
Dommerbogen indeholder fortællinger om borgerkrig, massemord og gruppevoldtægt
I Dommerbogen 20-21 følger fortællinger om borgerkrig, massemord og endnu en gruppevoldtægt. Levitten kalder folket sammen, så de kan tage hævn over Benjamins stamme, og det bliver en blodig krig med mange ofre, og til sidst sejrer israelitterne over benjaminitterne.
Men israelitterne får ondt af de besejrede benjaminitter, for alle deres kvinder er blevet slået ihjel i krigen, og nu har de ingen koner. Derfor råder israelitterne benjaminitterne til at tage på kvinderov i byen Shilo, hvor de unge piger går ud for at danse i vingårdene og derfor er nemme at snige sig ind på, overmande og bortføre.
Som sagt så gjort og hele fortællingen slutter med, at de alle sammen tager hjem til deres respektive områder og genopbygger byerne efter krigen.
Opvarmning til lov og orden
Hvorfor er sådan en tekst overhovedet med i Bibelen, og hvad i alverden er det, den prøver at fortælle os?
Hvis udgangspunktet er, at Bibelen er sand, og beretter om begivenheder, der faktisk har fundet sted, ja, så bliver det den uhyggelige historie om et tilsyneladende meget sort kapitel i folket Israels tidlige historie. Hvis Bibelen på den anden side kan læses som en gruppe Jahve-tilbedende lærdes forsøg på at skabe en ny identitet i form af det fiktive og udvalgte folk, Israel, så åbner der sig nye muligheder for fortolkningen.
Flere steder i Dommerbogen 19-21 gentages det refræn, at der endnu ingen konge var over Israel, og at alle gjorde, hvad der var ret i deres egne øjne. Dette omkvæd, hvis vi kan kalde det det, leder opmærksomheden hen på, hvor vi befinder os i den overordnede fortælling, nemlig ved slutningen af Dommerbogen og overgangen til 1 Samuels Bog, hvor vi som noget af det første hører om monarkiets indførelse, og salvingen af den første konge over Israel, Saul.
Historien om den parterede konkubine, som er en beretning om grænseoverskridende vold og overgreb og alle former for lovløshed, varmer så at sige læseren op til det, der skal ske i næste bog, nemlig valget af en konge, der skal indføre lov og orden. Og sjovt nok er det ikke Saul, der er den leder, folket længes efter. Det er snarere Sauls efterfølger, David, og dennes søn Salomo, der er svaret på Israels bønner.
Samtidig med at Dommerbogen 19-21 slår fast med syvtommersøm, at de hårdprøvede israelitter har desperat brug for en konge, lykkes det nemlig også forfatteren at køre Saul ud på et sidespor. Saul er nemlig benjaminit, præcis ligesom voldtægtsforbryderne fra Gibea er det, og derfor forstår læseren nok, at Saul kun er en midlertidig løsning. En overgangskonge, der vælges af Jahve og forkastes igen, så den rigtige vare, David, kan komme til.
En chance til
Det er en lidt indviklet måde at fortælle historier på, men når først man har vænnet sig til at læse under overfladen, åbner Det Gamle Testamente sig med et væld af betydninger og fortolkningsmuligheder.
Så hvad skal vi stille op med Det Gamle Testamente? Hvis man har givet op, skal man give det en chance til. For hvis man ikke lader sig skræmme af overfladen, af de lange lovtekster og al den tilsyneladende meningsløse vold, men i stedet dykker ned i de glemte og grusomme fortællinger, åbner der sig et skatkammer af fantastiske og fantastisk frygtelige fortællinger, der handler om meget mere og meget andet, end man lige skulle tro.
