Udsmykning, hårfjerning og sexede mænd var på mode i én historisk periode, mens våben og krigsfærdigheder dominerede en anden.
Så kom der en tid, hvor mænd i højere grad kunne vælge.
»Der var flere måder at være mand på, end vi hidtil har troet,« siger arkæolog Lisbeth Skogstrand, der har noget så sjældent som et kønsperspektiv på mænds gravhøje.
I sin doktorafhandling fra Universitetet i Oslo forsøger hun at vise, hvordan maskulinitet i Skandinavien har ændret sig gennem dele af historien.
Studiet strækker sig over en tidsperiode på 1.500 år, fra yngre bronzealder, 1.100-500 før vores tidsregning, frem til år 400 i romertiden, en del af ældre jernalder.
Krigeren var ikke altid et ideal
Lisbeth Skogstrands undersøgelse bygger på 805 gravfund fra Norge og Danmark. De 197 norske grave med kremerede lig er fra Østlandsområdet.
Det var næppe tilfældigt, hvilke genstande folk blev begravet med. Gravene kan på den måde sige noget om, hvad der var vigtige genstande i datidens samfund, selvom de ikke nødvendigvis fortæller noget om, hvordan folk levede.
Der er mange, der har studeret disse gravfund tidligere, men der er ikke nogen, der har set på dem med et perspektiv på det mandlige køn. Hvad var det, mænd tog med sig i graven?
Lisbeth Skogstrand mener, at fundene viser, at krigeren ikke altid var et ideal. Det var særligt i en kort periode i romertiden omkring år 200, at mænd blev begravet med våben.
Det skete desuden hovedsageligt nogle steder i Oppland, Hedmark og Buskerud. I Østfold så man ikke den samme dyrkelse af krigeren.
Kontrasten til de kvindelige grave er stor
Halvdelen af de mandlige gravsteder, som hun har studeret fra indlandet i denne periode, indeholder spyd, skjold og andre våben af jern.
Lisbeth Skogstrand mener, at våbnene viser et ideal om maskulin styrke. Kontrasten til de kvindelige gravsteder er stor. Kvinderne blev begravet med redskaber som sakse, knive og spindehjul.
Lisbeth Skogstrand gør sig derfor følgende overvejelser om datidens krigerkultur:
I et samfund præget af lokale høvdinge og klaner måtte alle slås for sig og sit. Jernvåben var tilgængelige for mange. Det var måske forventet, at alle frie mænd skulle beherske våben. Kamptræning begyndte allerede fra barnsben af.
Tre forskellige slags mænd igennem tiden
»Idealet om manden som kriger varede ikke længe. Efter 200-tallet forsvinder krigeren næsten helt fra gravene,« siger Lisbeth Skogstrand.
Alligevel har både den brede befolkning og arkæologer oftest peget på krigeren som den typiske mand fra langt flere perioder, mener arkæologen.
Hun vil nuancere billedet ved at referere til tre tendenser i det mandlige ideal for forskellige tidsperioder ud fra, hvad mændene blev begravet med:
- Yngre bronzealder (1100-500 f.v.t.): Toiletsager. Forfængelige mænd, der dyrkede krop og krigskunst.
- Ældre og yngre romertid omkring år 200: Våben og pynt. Krigerkultur, hvor det forventedes, at alle sloges.
- Yngre romertid (år 200-400): Redskaber og udsmykning, samme genstande som i de kvindelige grave. Flere manderoller. Professionelle krigere, men også håndværkere og andre.
Eksklusive toilettasker i gravene
I bronzealderen var det toiletsager, der var mest fremtrædende i de mandlige grave. Barberknive af bronze, pincetter og noget, der muligvis har været udstyr til at pleje negle med, viser, at mændene dyrkede hårfjerning og anden kropspleje.
»En eksklusiv toilettaske,« siger Lisbeth Skogstrand og peger på, at dette var elitens grave.
»Vi har fundet hår fra både skæg og muligvis øjenbryn på barberknivene, så her fjernede man nok hår på forskellige dele af kroppen,« siger hun.
Den sexede kriger havde stor fallos
Lisbeth Skogstrand har tidligere studeret helleristninger fra samme periode. Motiverne viser mænd, der bærer våben og har store fallosser, og sammen med toiletsagerne får det hende til at antage, at den sexede kriger var et ideal i datidens samfund.
»Krigerne blev anset for at være de smukkeste, mest sexede og de ideelle mænd,« skriver Lisbeth Skogstrand i afhandlingen.
»Bodybuilding er måske at tage det lidt for langt, men det var vigtigt med en trænet krop,« siger hun.
Rituelle kampe var sandsynligvis vigtige for eliten. Der skulle veltrænede kroppe vise krigerkunsten frem. Våbnene krævede særlige færdigheder, bronzesværdene kunne knække, hvis man brugte dem på en forkert måde.
Det var formentligt stort set kun overklassen, der kæmpede med bronzevåben. Bronze var kostbart og måtte importeres fra udlandet. Få havde råd til barberknive af bronze.
Uafhængig forsker: Konklusionerne er for bastante
Ikke desto mindre var den sexede kriger et ideal for hele samfundet, mener Lisbeth Skogstrand - men her lægger hun lidt for meget tolkning i opdagelserne, synes Julie Lund, lektor i arkæologi ved Universitetet i Oslo. Hun sad i komiteen, der vurderede Skogstrands afhandling.
»Vi ser antydninger af dette i materialet, men ikke nok til at drage så bastante konklusioner. Jeg ville ønske, hun havde holdt sig til at sige noget om, hvordan køn iscenesættes i gravritualer. Gravene siger ikke nødvendigvis så meget om, hvordan folk levede i samfundet,« siger Julie Lund.
Hun mener, at opdagelserne havde stået langt stærkere, hvis Lisbeth Skogstrand også havde studeret grave, hvor skeletterne ikke var kremeret.
Så kunne man se, om der var spor efter krig på kroppene, eller om den veltrænede kriger mere var en myte end en realitet. Selvom det skulle vise sig, at eliten havde krigerkroppe, kan vi kun spekulere i, om mandsidealet påvirkede den brede befolkning.
Det var de færreste, der fik en grav på denne tid, påpeger Lund.
»Jeg synes alligevel Skogstran rejser nogle kærkomne problemstillinger. Der har været et manglende fokus på mandlige kønsroller i arkæologien. Når forskerne har studeret køn, har de primært været optaget af kvinder,« tilføjer hun.
Interessant forsøg på at åbne debat om stereotyper
Arkæologiprofessor Elisabeth Arwill-Nordbladh ved Göteborgs Universitet sad også i komiteen, der vurderede Lisbeth Skogstrands afhandling.
Hun har selv et kønsperspektiv på historien og mener, at Lisbeth Skogstrand rejser nogle vigtige spørgsmål.
»Forskerne har tidligere ført den stereotype mandlige kriger frem, og hun er den første, der giver belæg for at sige noget om variationen i den mandlige kønsrolle i ældre jernalder,« siger hun.
Det er en svaghed, at Skogstrand deler sit i udgangspunktet store materiale så meget op, at det bliver svært at foretage statistiske analyser, mener Arwill-Nordbladh. Så kan man ikke foretage særlig sikre konklusioner.
Men det er en udfordring, som gælder for meget arkæologisk forskning, forklarer professoren.
»Uanset hvad er dette en begyndelse og et interessant forsøg på at åbne op for en diskussion.«
Romerne påvirkede os
Der er et stort hul i historien, hvor Skogstrand ikke kan sige noget om maskulinitet, nemlig de sidste 500 år før vor tidsregning. Gravene fra denne tid indeholder kun få genstande.
Lisbeth Skogstrand sammenligner derfor perioder, der ligger langt fra hinanden i tid. Efter 500 år er det måske ikke så underligt at både samfundet og manderollen havde ændret sig.
Det mægtige Romerrige fik indflydelse over store områder og påvirkede også os i Skandinavien.
Vi fik efterhånden mere professionelle krigere, som ikke længere bare gik i krig for sig selv, men som blev hyret til at beskytte andres værdier. Der blev lagt mere vægt på færdigheder.
Krige blev for de få, man kan vel nærmest kalde dem lejesoldater.
Barberknivene forsvandt
I de yngste grave, som Skogstrand har studeret, fra år 200 til år 400, blev mænd og kvinder begravet med samme type genstande.
Hun tolker dette som et tegn på at køn blev mindre vigtigt, og at klassetilhørsforhold fik større betydning.
Samfundet blev mere differentieret, og også overklassemændene fik flere roller at spille på. Krigeren var ikke længere det eneste ideal.
De redskaber, som mænd og kvinder er begravet med, varierer efter, hvor fornemme gravene er, og dermed sandsynligvis efter, hvilke sociale lag de tilhørte.
Begge køn kunne være håndværkere, shamaner eller fine folk, der bød til fest med romerske drikkekar.
Alle gravene giver et forholdsvist fri fortolkningsrum. Det, at barberknivene forsvandt fra gravene, kan lige såvel skyldes, at barbering blev så almindeligt, at eliten ikke så barberknivene som et statussymbol længere, som det, at de var sluttet med at fjerne kropsbehåring, ifølge Skogstrand.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
