Dansk kultur og lovgivning udfordrer skilsmisser mellem tyrkere

Forestil dig at flytte til et andet land uden familie, sprog eller penge for at gifte dig med en person, du ikke kender.

Det er virkeligheden for mange ægtepar af tyrkisk oprindelse i Danmark, og flere vælger måske netop derfor skilsmisseudvejen. Anika Liversage, seniorforsker ved SFI, har interviewet 31 skilte kvinder og mænd, som boede i Danmark, men var af tyrkisk oprindelse, for at forstå, hvordan det danske samfund og danske værdier spiller ind i skilsmisserne. Og det er ikke så lidt.

Læs bare denne historie:

En tyrkisk mand fra Danmark møder på en ferie i Tyrkiet en tyrkisk kvinde. For hende virker han civiliseret og europæisk sammenlignet med tyrkiske mænd. Uanset at hendes far er imod ægteskabet, gifter hun sig og flytter med manden til Danmark.

Hun står nu uden netværk, sprog, arbejde eller permanent opholdstilladelse, hvilket gør hende dybt afhængig af sin nye mand. Hun finder hurtigt ud af, at hun er rykket ind hos en misbruger med alvorlige psykiske problemer. Hun får tæsk, men tør ikke forlade ham, da hun så risikerer hjemsendelse til Tyrkiet, hvor hendes far truer med at slå hende ihjel, fordi hun trodsede ham, da hun giftede sig.

Efterladt uden penge i udlandet

På en ferie til udlandet undlader manden at købe en returbillet til kvinden og deres barn. Kvinden får med nød og næppe skrabet penge sammen til to returbilletter ved at sælge sine smykker.

I Danmark forsøger han endnu engang at smide hende ud af landet, da han under en ferie på egen hånd flytter sin adresse og efterfølgende melder sin kone til socialforvaltningen.

Det er rent held, at socialforvaltningen kender til familien, og at hun endnu en gang slipper for hjemsendelse. I stedet får hun hjælp til at flytte på krisecenter, hvor manden hverken kan tæske hende eller tvinge en skilsmisse igennem uden hendes samtykke.

Voldsom stigning i tyrkiske skilsmisser

Ovenstående er blot én historie – og en af de værste – som Anika Liversage har lagt øre til under sit forskningsprojekt, der er støttet af Det Frie Forskningsråd.

»Projektet siger i høj grad noget om, hvordan ens juridiske situation i en bestemt kontekst fuldstændig kan trække tæppet væk under dig, og lovgivningen er med til at skabe rammen om folks liv,« siger Anika Liversage.

En skilsmisse er fortsat en sjældenhed i Tyrkiet, mens andelen af skilsmisser mellem personer af tyrkisk oprindelse i Danmark er tre- til firedoblet siden 1980'erne – og er nu på niveau med den danske skilsmisserate. Anika Liversage mener dog ikke, at man får så meget ud af at sammenligne danske og tyrkiske skilsmisser.

»Man sammenligner lidt pærer og bananer. Tyrkere bliver godt nok ofte skilt for mindre i Danmark, end i Tyrkiet, men man skal huske på, at man bliver gift tidligere. Ægteskabet er måske deres første forhold. Det svarer til et dansk kærestepar, der går fra hinanden, og det ville ikke figurere i danske skilsmisser,« siger Anika Liversage.

Det er en fordel med rødder i Danmark

Langt de fleste ægteskaber indgået mellem tyrkere i Danmark i 1980'erne og 1990'erne, før reglerne om familiesammenføring blev strammet i 2002, er familiesammenførte ægteskaber.

Dvs. hvor den ene familiesammenføres fra Tyrkiet, mens den anden bor permanent i Danmark. Alle interviewpersoner er ligeledes blandt den gruppe. I et ægteskab, hvor den ene part skal grave rødderne op og flytte, har den herboende part – altså personen der bor i Danmark – automatisk en hjemmebanefordel i form af netværk, familie, sprog, værdier og ikke mindst juridisk opholdstilladelse, især i ægteskabets første år.

»Når du laver regler omkring, hvornår folk får deres egen opholdstilladelse, så gør du den ene ægtepart voldsomt afhængig af den anden. Det kan især være slemt for en familiesammenført kvinde, fordi hun kan være elendigt stillet, hvis hun dels bliver skilt, dels er nødt til at vende tilbage til Tyrkiet,« siger Anika Liversage, der også har været på feltophold i Tyrkiet for at snakke med kvinder og mænd, som var vendt tilbage til Tyrkiet efter en skilsmisse.

I andre tilfælde kan hjemmebanefordelen tippe magtforholdet mellem manden og kvinden til kvindens fordel, hvis hun er den herboende ægtepart. Så sidder hun på en uventet stor magt – til stor forvirring for manden.

»Hvis manden er den familiesammenførte, så kan han på den ene side forvente at være herre i huset, mens han på den anden side står svagt, hvis hans kone vil skilles,« siger Anika Liversage.

Kløften mellem Danmark og Tyrkiet

Skilsmisse virker tilsvarende mere accepteret blandt herboende tyrkiske kvinder end mænd, og kvinderne er da også overrepræsenteret i forskningsprojektet, da det var svært at finde frivillige blandt mændene.

»Kvindernes muligheder er i højere grad under forandring. Der sker en individualisering i Danmark, og der er nogle helt andre muligheder ved velfærdsstaten, lovgivningen og på det danske arbejdsmarked. Det giver kvinden nogle muligheder også uden familiens hjælp, men det skaber nogle kampe om, hvad man kan tillade sig, før man bliver så 'dansk', at nogle kan mene, det er for meget,« siger Anika Liversage, der netop påpeger, at den danske individualisme ofte kolliderer med tyrkisk kollektivisme.

Kulturkløften er helt naturligt et omdrejningspunkt i forskningsprojektet, da registeranalyser viser, at det er helt op til 90 procent af ægteskaber mellem tyrkere i Danmark fra 80'erne og 90'erne, der er sammenførte.

»Hvis du skal skabe en familiekultur hos et par opvokset i hvert sit land, så skal du have nogle elementer fra Tyrkiet og nogle elementer fra Danmark, som kan føjes sammen på mange forskellige måder. Hvem bestemmer? Hvem vasker op? Hvem er på arbejdsmarkedet? Der kan der opstå konflikter,« siger Anika Liversage.

Stor succes med kreativ kvindelist

I Danmark er familien dog fortsat vigtig for kvinden, og der skal ofte enten utroskab eller vold til, før kvinden forlader et ægteskab med støtte fra familien. Alligevel er det hyppigt kvinden, som afbryder et ægteskab.

»Mænd har ofte teknisk set lettere ved at afbryde ægteskabet. Har manden fået familiesammenført en hustru, han ikke vil have, har han anderledes nemt ved at sætte hende på et fly og sige farvel. Kvinder kan ikke gøre det på det på samme måde, da de ikke har samme umiddelbare magt.«

»Jeg har nogle interessante fortællinger om, hvordan kvinder er sluppet af med deres familiesammenførte mænd på en snu måde, for eksempel ved at tage på en lille ferie, og så tage tilbage til Danmark uden ægtemanden,« siger Anika Liversage, som dog understreger, at skilsmisser trods alt er mindre stigmatiserende i dag end for år tilbage, og at man oplever, at tyrkiske kvinder og mænd lader sig skille for stadig mindre ting – især i nyere skilsmisser.

Hvem drager fordel af udviklingen?

Anika Liversage har forsket meget i parforhold og familierelationer, og hun afviser, at udviklingen 'bare' er et udtryk for, at danske værdier smitter af på tyrkere.

»Det handler i højere grad om, at den struktur man bliver en del af, for eksempel via arbejdsmarked, uddannelsessystem og velfærdstruktur, går ind og påvirker samt med- og modarbejder nogle tyrkiske dynamikker og værdier. At kalde det integration bidrager ikke med noget. Det kan nærmest betyde hvad som helst,« siger Anika Liversage, som ligeledes afholder sig fra at give et entydigt svar på, hvorvidt udviklingen er udpræget god eller dårlig.

»Der er en voldsom proces, forhandling og konflikt om, hvem udviklingen skal komme til gode. I mine interview har der været et enorm spænd mellem familiesammenførte indvandrerkvinder i forfærdelige situationer, og andengenerations-indvandrerkvinder, der virkelig har fat i den lange ende. Det bliver meget tydeligt, hvordan køn og opholdsret spiller sammen med indvandring, og hvordan de krydser hinanden og betinger hinanden. Så der er - ikke overraskende - uenighed om, hvorvidt den proces er en god ting eller dårlig ting,« lyder det fra Anika Liversage.