Dårligt valgsystem giver Afghanistan tandløst parlament

Da Afghanistan i 2005 afholdt det første demokratiske parlamentsvalg nogensinde, gik nyheden verden rundt. Politikere fra hele kloden glædede sig over, at det krigsplagede folk endelig kunne bestemme i eget hus.

Endelig kunne afghanerne stemme repræsentanter ind i det nyoprettede parlament, der skulle lave gode love. Men sådan kom det ikke helt til at gå.

Valgsystemet – altså den måde, hvorpå man lod afghanernes stemmer blive omdannet til parlamentsmedlemmer – viste sig at ødelægge drømmen om et velfungerende afghansk parlament.

Systemet betød nemlig, at det i nogle tilfælde var alt for tilfældigt, hvem der blev valgt ind.

»Det var ikke nødvendigvis de klogeste eller dygtigste eller politisk mest visionære, der fik en plads i parlamentet. Og det har vist sig, at medlemmerne har svært ved at samarbejde,« siger professor Jørgen Elklit, som forsker i valgsystemer ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Få stemmer valgte heldige kandidater ind

Valgsystemet var bygget op på en måde, som lidt ligner systemet i England – såkaldt flertalsvalg. I England kan kun én politiker blive valgt ind i parlamentet for hver valgkreds.

Men der var en vigtig forskel på det engelske og det afghanske valgsystem:

»Man delte Afghanistan op i 33 valgkredse og besluttede, at hver valgkreds skulle have ikke ét, men flere parlamentsmedlemmer,« fortæller Jørgen Elklit.

Det betød, at i en valgkreds, hvor der skulle vælges 14 kandidater, kunne de fem mest kendte kandidater måske tilsammen løbe med 90 procent af stemmerne.

Men da der skulle vælges 14 personer ind i valgkredsen, måtte resten af kandidaterne deles om de sidste 10 procent af stemmerne.

Det fik den konsekvens, at nogle af parlamentsmedlemmerne blev valgt ind med en vælgeropbakning på under én procent af kredsens stemmer.

»Det var ret tilfældigt, hvem der kom ind,« siger Jørgen Elklit.

Valgsystemet leverer kaos-parlament

Han fortæller, at Afghanistans parlament derfor har en hel del medlemmer, der i virkeligheden kun har ringe opbakning i befolkningen.

Situationen i parlamentet blev yderligere forværret ved, at de afghanske magthavere havde forbudt kandidater at stille op for partier.

Så hver gang der skal samles flertal for en lov i det afghanske parlament, skal de enkelte parlamentsmedlemmer tale sig tilrette.

Det er meget vanskeligere end i et valgsystem som det danske, hvor vi har partier.

Når Folketingets medlemmer skal blive enige om en lov, er det groft sagt kun partiernes ordførere, der skal blive enige. Resten af partiets folketingsmedlemmer stemmer så som regel efter, hvad ordføreren anbefaler. Men det afghanske parlament er splittet. Derfor kan det blandt andet ikke holde præsident Hamid Karzai i ørerne, som det ellers var meningen.

Velfungerende demokrati kræver godt valgsystem

Eksemplet med Afghanistan viser, at et ordentligt valgsystem er meget vigtigt for et velfungerende demokrati.

Valgsystemet i Danmark fungerer på mange måder bedre end det i Afghanistan.

»I Danmark har vi valgkredse ligesom i Afghanistan. Men her fungerer de på en noget anden måde. Her kan man stemme på lokale kandidater eller på et parti, som ikke nødvendigvis får et mandat i ens valgkreds. Men stemmen går videre og kan hjælpe en kandidat et andet sted i landet.«

Vestjyder kan stemme Enhedslisten ind i København

Enhedslisten stiller for eksempel kandidater op i Vestjylland, selvom de ved, at de efter al sandsynlighed ikke får folk valgt ind i en vestjysk kreds.

Det samme gælder Kristendemokraterne, som stiller kandidater op i byerne, selvom de ved, de får flest stemmer i Vestjylland.

Men fordi de danske stemmer alt i alt opgøres og i første omgang omsættes til mandater nationalt – i stedet for i valgkredsene – kan en stemme på Enhedslisten i Vestjylland hjælpe partiets kandidat i København.

»Havde systemet derimod været som i Afghanistan eller England, ville Enhedslistens vestjyske stemmer være gået helt tabt,« fortæller Jørgen Elklit.

Danskerne gjorde stemmer op som englænderne

Danmarks valgsystem er altså anderledes end valgsystemerne i andre demokratier. Men sådan har det ikke altid været.

Fra Danmark fik grundlov og demokrati i 1849 og frem til 1915 lignede valgsystemet det, vi kender fra England og USA: Kun én kandidat blev valgt ind i Folketinget for hver valgkreds.

»Men det gav i slutningen af 1800-tallet spændinger. Der var nemlig virkelig mange kredse på landet og ikke så mange i byerne. Og på landet boede der knap så mange mennesker pr. kreds som i byerne.«

Det betød, at en forholdsmæssig lille del af befolkningen fik ret stor magt. Nemlig bønderne på landet, der stemte på Venstre.

»Byboerne stemte typisk på de konservative – eller Højre som de hed dengang. Og de følte ikke, valgsystemet var retfærdigt. Derfor ville de have det lavet om,« fortæller Jørgen Elklit.

Et nyt valgsystem blev importeret fra Belgien

I Belgien havde to matematikere hver for sig foreslået metoder til, hvordan man kunne forny valgsystemet, så mandaterne blev bedre fordelt.

Det havde ført til en ændring af valgsystemet i Belgien – og det fungerede godt.

Efter mange års forhandlinger bøjede Venstre sig i 1915 omsider for de andre partiers ønske, og valgsystemet for folketingsvalg i Danmark blev lavet om.

Efter et par justeringer i 1920 - og i senere i 1960'erne samt i forbindelse med kommunalreformen - endte folketingsvalgsystemet med at blive det, vi bruger i Danmark i dag:

Så snart et parti kan få stemmer nok i en valgkreds til at tage et såkaldt kredsmandat, får det plads i Folketinget. Men det får også folketingsmedlemmer, hvis det skraber mindst to procent af stemmerne sammen på landsplan.

Man vænner sig til systemerne

»I Danmark synes de fleste nok, at vores valgsystem er det mest demokratiske. Det er virkelig svært at udslette selv små partier i Danmark, hvis man sammenligner med England eller USA,« siger Jørgen Elklit.

I de lande har valgsystemerne været stærkt medvirkende til, at to store partier dominerer parlamenterne (I USA Demokrater og Republikanere, i England Konservative og Labour).

Det kan derfor sikkert undre en dansker, at man holder fat i de gamle valgsystemer i USA og England.

Danskeren vil sikkert mene, at der ikke er så meget plads til forskellige holdninger. Men sådan tænker de fleste ikke i England og USA. »Systemerne fungerer jo, og man har vænnet sig til, at magten skifter mellem to partier. Og alt i alt hersker der en følelse af, at systemet er retfærdigt, fordi begge partier har magten på forskellige tidspunkter.«

»Alle valgsystemer har gode og dårlige sider. Og afhængig af hvordan man ser på tingene, kan man argumentere for, at det ene er bedre end det andet. I USA er der for eksempel ikke problemer med at få flere forskellige partier til at danne regering og samarbejde i den bagefter,« konstaterer Jørgen Elklit.

Håbløst i Afghanistan

Men uanset hvad man måtte mene om de engelske og danske valgsystemer, kan Jørgen Elklit ikke sige meget godt om det afghanske.

»Det virker ikke. Du kan bare spørge dig selv, hvornår du sidst hørte noget til det afghanske parlament. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst hørte om det.«

»Nu skal de afholde valg igen senere på året. Med det samme valgsystem, hvor der kun er ændret et par småting. Det er stadig håbløst,« siger Jørgen Elklit.