Næsten 4 ud af 10 voksne amerikanere rapporterer i en en ny spørgeundersøgelse, at de har tyet til farlige rengøringspraksisser i forsøget på at forhindre smitte med COVID-19
I undersøgelsen reporteres der blandt andet om vask af madvarer i blegemiddel, brug af husholdnings-desinfektionsmidler på huden og inhalering af dampene fra rengøringsmidler. Det skriver Live Science.
Den nye rapport baserer på en online-undersøgelse foretaget på en repræsentativ gruppe af omkring 500 voksne amerikanere, og svarene er samlet og analyseret af det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse (CDC), der har udgivet undersøgelsen på centerets egen hjemmeside.
De 500 amerikanere har alle besvaret spørgsmål om deres generelle kendskab til rengøringssikkerhed samt mere specifikke spørgsmål om deres tiltag og adfærd i forbindelse med at forsøge at forebygge COVID-19, skriver Live Science.
De fleste deltagere havde noget kendskab til sikker rengøring, og størstedelen vidste for eksempel, at man skal vaske sine hænder, efter man har anvendt rengøringsmidler.
Men ifølge rapporten viste det sig, at der var mange huller i deres viden.
Endnu værre er opdagelsen af, at 39 procent af deltagerne har svaret, at de har udført potentielt skadelige rengøringsaktiviteter den seneste måned for at forebygge og forhindre smitte med COVID-19. Det skriver Live Science.
For eksempel har 19 procent af de adspurgte vasket madvarer såsom frugt og grøntsager i blegemiddel, selvom det er farligt at indtage. 18 procent har anvendt rengøringsmidler eller desinfektionsmiddel til husholdning på hænder eller hud, og 10 procent har sprøjtet sig med desinfektionsmiddel.
Faktisk fremkommer der endnu mere alvorlige resultater i undersøgelsen. For seks procent af deltagerne har svaret, at de har inhaleret dampene fra rengøringsmidler, mens fire procent har drukket eller skyllet munden i fortyndet blegemiddel i et forsøg på at forhindre coronasmitte, skriver Live Science.
De personer, som rapporterede at have tyet til disse potentielt farlige og skadelige metoder, svarede også oftere, at de havde oplevet mindst en skadelig bivirkning ved brugen af rengøringsmidler – eksempelvis irritationer i næse, øjne eller på hud, svimmelhed, hovedpine og vejrtrækningsbesvær – end dem, der ikke har kastet sig over de potentielt farlige metoder, viser undersøgelsen.
»Udmeldingerne omkring COVID-19-forebyggelse bør fortsat fremhæve evidensbaserede, sikre metoder som for eksempel hyppig håndhygiejne, hyppig rengøring og disinfektion af berøringsoverflader. Men de bør også lægge vægt på at man skal undgå metoder med store sundhedsrisici,« påpeger forfatterne bag studiet ifølge Live Science.
Forbrugere bør altid læse instruktionerne på rengøringsmidler, bære beskyttelsesudstyr og undgå at blande kemikalier, når de gør rent, understreger Live Science.

































