Christiania og Ungdomshuset – hvordan kan man gøre krav på noget, vi alle ejer?

Hvis du for nylig har fået stjålet din telefon eller din cykel, så tvivler du måske lidt på, hvor udbredt respekten for den private ejendomsret er. Ejendomsretten er nemlig den, der burde fortælle tyveknægten, at han skulle holde nallerne fra din cykel.

Du har købt og betalt den, og derfor er det retmæssigt din, indtil du går med til at overdrage den til en anden mod en passende kompensation. Men så simpelt er det ikke altid, når vi kæmper om de fælles goder i vores samfund.

Når en offentligt park for eksempel pludselig skal laves om til en parkeringsplads, så mener mange, at der er andre hensyn, der trumfer kommunens skøder. Nogenlunde samme historie lyder, når et ungdomshus skal ryddes, eller når en bydel som Christianias fremtid skal diskuteres.

Det vender vi tilbage til lidt senere.

Men hvordan kan man egentlig gøre krav på at bruge eller bestemme over, det vi allesammen ejer?

Det skal et nyt forskningsprojekt undersøge.

Stier, strande og skove - privat, men fælles

Projektets forskere skal se nærmere på, hvordan den traditionelle forestilling om den private ejendomsret udfordres af forskellige dele af samfundets grupper.

»Hvis du spørger folk, hvad ejendomsret er, så vil de fleste sige, at det er den enkeltes eksklusive ret til at bruge en ting,« siger lektor Mikkel Thorup fra Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Han leder forskningprojektet 'Contested Property Claims: Moral Reasoning about Property and Justice in Practice, Debate and Theory', som er støttet af Det Frie Forskningsråd.

De næste tre år skal projektet se nærmere på grænserne for den private ejendomsret, som de fleste ser som det mest naturlige i verden.

»Vores telefon og vores vanter tilhører naturligvis os selv, og vi er heller ikke interesserede i, hvem der ejer husene i et villakvarter. Det er ikke fælles gods, som bare kan cirkulere blandt folk - vi bestemmer selv, hvad vi vil gøre med det.«

»Men i det offentlige rum er der en lang række ting, som på den ene side er privat eller offentligt ejet, men på den anden side opfattes som noget fælles, som vi alle sammen har ret til. Man har for eksempel lov til at færdes på private stier, i skove eller til at få adgang til stranden,« siger Mikkel Thorup.

Vi slås om at eje det fælles

Det ville jo ikke være noget problem, hvis vi bare kunne bruge de fælles ting i fred og fordragelighed, men det er ifølge Mikkel Thorup langt fra altid tilfældet:

»Selvom vi normalt ikke stiller spørgsmålstegn ved den private ejendomsret, så begynder folk pludselig at gøre krav på retten til at bruge et område, de ikke ejer, når et fælles område som for eksempel en park, som de har været vant til at bruge på en særlig måde, pludselig skal asfalteres, så biler kan overtage pladsen.«

Men her kan vi ikke bare påkalde os den private ejendomsret, som vi ville gøre, hvis nogen nuppede vores cykel.

»Vi har jo ikke juridisk ejendomsret til området, men vi mener alligevel, at det tilhører fællesskabet, og at der ikke skal bygges en parkeringsplads. Vi er altså nødt til at trække på en alternativ forestilling om ejendomsret.«

»På den måde er der nogle alternative ejendomsforestillinger, som først bliver tydelige for os, når vi føler os krænket, og så hævder vi fællesskabets ret til området. Vi siger for eksempel, at det altid har været åbent for kvarterets børn, at der har vi altid kunnet lufte vores hund, eller der har vi altid haft adgang til stranden. Vi synes, at fællesskabet har vundet hævd på det, og det, mener man, trumfer det private krav på området, som vi ellers altid anser som naturgivent.«

Fodgængere betragtes som en del af fællesskabet

I forbindelse med det arabiske forår og finanskrisens efterdønninger er gaderne i verdens byer i stigende grad blevet inddraget til politiske spørgsmål, og det gør ifølge Mikkel Thorup netop spørgsmålet om ejerskabet over det fælles særligt aktuelt.

Men vi behøver ikke gå til Tahrir-pladsen for at finde eksempler på kampen om det fælles rum.

»Vi ser også flere kampe om det offentlige rum i Danmark. Senest har vi haft en debat i Odense om, hvorvidt en hovedvej skulle laves om til et grønt område. Her har vi altså et tilfælde, hvor man vil fjerne bilisternes mulighed for at bruge et område, som de ellers har været vant til at kunne bruge.«

Bilen er ifølge Mikkel Thorup traditionelt blevet betragtet som 'privat ejendom på hjul', mens fodgængerne er blevet betragtet som fællesskabet.

Men den traditionelle modsætning mellem det private og fælles kan ikke bruges, fordi de to grupper begge prøver at lægge beslag på det fælles.

»Det kan man selvfølgelige se som en privatisering af det offentlige rum, men det er jo en privatisering, som ikke kan bruge den private ejendomsret som argument, for uanset om man vil parkere sin bil eller have en græsplæne til at lufte hunde på, så må man trække på en forestilling om fællesskabets ret. Her har vores hunde altid gået, her har vores børn altid leget, eller her har altid været biler.«

Vi vil gerne bestemme over det fælles

Spørgsmålet om den private ejendomsret over for fællesskabets ret til dele af vores byer har især været diskuteret i forbindelse med kampen om Christianias fremtid og rydningen af ungdomshuset på Jagtvej i København.

Mikkel Thorup skal da også netop kigge nærmere på, hvordan de forskellige aktører i disse konflikter har forsøgt at legitimere deres krav på områderne.

Eksemplerne viser nemlig ifølge Mikkel Thorup netop, hvordan selv folk, der argumenterer for den fælles ret til at bruge steder som Christiania og Ungdomshuset, ikke helt kan slippe den private ejendomsret.

»I Ungdomshuset var der jo særlige former for opførsel og særlige politiske holdninger, som ikke var velkomne. På den ene side snakkede man altså om rummelighed og plads til alle, men samtidig håndhævede man meget strenge normer for, hvem der havde adgang til huset.«

Det samme kan man ifølge Mikkel Thorup se på Christiania.

Vi genkender spontant vigtigheden af, at vi ikke skal dele vores tandbørste med hele verden.

Mikkel Thorup, Aarhus Universitet

»Mange christianitter vil sige: Det tilhører os. Men det ejes jo juridisk af nogle andre. Her har vi altså en gruppe, som mener, at fællesskabets ret til at bruge et område trumfer den private ejendomsret, men som samtidig trækker på sproget fra den private ejendomsret, hvor man har ret til at ekskludere andre fra området og sætte særlige regler for folks opførsel, og det rejser nogle meget interessante spørgsmål om, hvordan noget både kan være fælles og eksklusivt.«

Vi laver usynlige hegn

Forestillingen om den private ejendomsret er altså så fundamental for os, at selv de grupper, der forkaster den, alligevel henter den frem fra gemmerne, når de selv skal sætte grænser for brugen af området.

Ifølge Mikkel Thorup skyldes det formodentlig, at mennesket grundlæggende er et territorialt dyr, der helt naturligt markerer sit territorium og forsvarer det.

»Ofte giver den traditionelle private ejendomsret jo god mening, fordi der er en grundlæggende tryghed forbundet med den. Det er en forudsætning for, at vi kan agere i verden, at vi har noget, som kun er vores, noget vi ikke konstant behøver at retfærdiggøre vores ret til og forsvare mod andre. Vi genkender spontant vigtigheden af, at vi ikke skal dele vores tandbørste med hele verden.«

Ifølge Mikkel Thorup hævder grupperne gerne deres ret til et område ved at opstille et symbolsk hegn omkring deres territorium.

»Når man ikke kan trække på juraen for at hævde sin ret, så kan man i stedet markere sit ejerskab over et sted ved at indfører adfærdskodeks eller symbolske markeringer, som viser, at den særlige gruppe gør krav på stedet. Man kan for eksempel svine et område til, så andre ikke har lyst til at være der. Sætte klistermærker op eller male graffiti, og på den måde lave en slags symbolsk hegn, som tydeligt viser, at man mener at have krav på området, selvom man ikke kan påberåbe sig privat ejendomsret over stedet.«

Privat ejendomsret har ikke altid været normen

Men selvom den mekanismerne bag følelsen af private ejendomsret måske nok ligger som noget grundlæggende for de fleste af os, så er det dog ikke ensbetydende med, at den forestilling altid har domineret.

»Tidligere var det snarere forskellige fællesskabsorienterede ejendomsforhold, der var dominerende. Man havde ret til det fælles og kunne for eksempel gå ud på fælleden og lade sine køer græsse, man kunne hente brænde, og man opdelte landsbyens marker i forskellige jordlodder, som man ikke havde ejendomsret over, men som man havde ret til at bruge,« siger Mikkel Thorup.

Over tid løb den private ejendomsret dog af med sejren.

»Vi har haft et system, der meget tydeligt har beskyttet den private ejendomsret, hvorimod beskyttelsen af det fælles har været meget mere uklar. Vores retssystem er helt grundlæggende indrettet til at tage sig af tyveri og røveri, som er en helt klassisk måde at krænke den private ejendomsret på, mens systemet slet ikke på samme måde er gearet til at tage sig af krænkelser af den kollektive ejendomsret,« slutter Mikkel Thorup.