Sent lørdag aften lokal tid gennemførte USA flere angreb rettet mod iranske atomanlæg i Fordow, Natanz og Isfahan. Angrebene markerede for første gang USA’s direkte deltagelse i konflikten mellem Iran og Israel.
USA siger, at de affyrede 30 missiler fra ubåde, rettet mod anlæg i Natanz og Isfahan, foruden mere end et dusin såkaldte ’bunker buster’-bomber i Fordow og Natanz.
Mere specifikt er der tale om de ekstremt destruktive GBU-57 Massive Ordnance Penetrator-bomber, forkortet MOP, der vejer omkring 13,5 ton per styk.
Med disse angreb følger en række spørgsmål. For hvad er det for nogle enorme bomber? Hvorfor mener USA, at de blev nødt til at deltage i konflikten? Og hvad betyder det alt sammen fremadrettet for Irans atomkrafts-ambitioner?
Hvad er en 'bunker buster'?
'Bunker busters' er en type våben, der er designet til at ødelægge særligt velbeskyttede anlæg, der ikke kan rammes med normale bomber, eksempelvis bunkere.
En bunker buster er specialdesignet til at grave sig dybt ned i jorden, før den går af. På den måde når eksplosionens kraft bedre ned gennem jordlagene, fremfor at rejse gennem luften henover overfladen.
Irans atomanlæg i Fordow, Natanz og Isfahan er netop bygget langt under jorden – man anslår, at anlægget i Fordow kan ligge så dybt som 80 meter under overfladen, yderligere beskyttet ved hjælp af lag af jernbeton og jord.
Hvad er en MOP?
Bunker busters som dem, der blev brugt til angrebet lørdag den 21. juni, er de største i USA’s våbenarsenal. Ser man bort fra atomvåben, er MOP den største kendte bunker buster i verden.
Med sin kampvægt på 13,5 ton anslår man, at MOP kan bore sig op til 60 meter ned i jorden, hvis de rigtige forhold er til stede.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange af disse våben, USA ligger inde med, men man anslår, at antallet er begrænset til omkring 20 alt i alt.
Vi ved heller ikke, hvor mange der helt præcist blev brugt i Iran, men flere kilder har anslået, at tallet er 14. Uanset hvad er det sandsynligt, at der er tale om en betydelig andel af USA’s samlede MOP-beholdning.
Hvorfor er det kun USA, der bruger MOP?
USA er ikke den eneste nation, der besidder bunker busters, men MOP’s størrelse betyder, at de kun kan transporteres og bruges ved hjælp af specialbyggede bombefly.
For nu er det kun det såkaldte B-2 Spirit stealth bombefly, der er i stand til at affyre en MOP. Hver B-2 kan maximalt bære to MOP’er ad gangen, og ud af USA’s 19 fungerende B-2 bombefly anslår man, at syv blev taget i brug under angrebet på Iran.
Det er desuden blevet diskuteret, hvorvidt man ville kunne ombygge store militære transportfly som C-130 Hercules, således at man ville kunne smide en MOP ud af godsdørene bagerst i flyet.
Hvis denne hypotetiske situation blev til virkelighed, ville det betyde, at andre lande – heriblandt Israel – også ville kunne bruge MOP’er.
Hvorfor brugte USA bunker busters i Iran?
Israel har imidlertid ikke selv adgang til bunker busting-bomber i en vægtklasse, der ville kunne gøre skade på de underjordiske og tungt beskyttede anlæg i Fordow, Natanz og Isfahan.
Det resultat ville kun kunne opnåes ved hjælp af en MOP (eller et atomvåben), og selv da ville det kræve, at man brugte flere af dem.
Trump-administrationen hævder, at Iran muligvis er få uger fra at udvikle atomvåben, og at USA derfor blev nødt til at handle hurtigt for at ødelægge Irans atomanlæg – en påstand, der bemærkelsesværdigt nok ikke stemmer overens med rapporter fra de amerikanske efterretningstjenester.
USA hævder, at de angrebne faciliteter er blevet destrueret totalt. Vi ved ikke med sikkerhed, om dette udsagn er sandt.
Det er desuden muligt at Iran er i besiddelse af andre, hidtil hemmeligholdte atomanlæg andetsteds i landet.
Hvordan kommer Iran til at reagere?
USA har angiveligt forsøgt at kontakte Iran via diplomatiske kanaler for at understrege, at angrebet den 21. juni var en engangsforestilling, og således ikke skal ses som en del af et militært projekt med det formål at vælte regimet i landet.
Det er svært at spå om, hvad der kommer til at ske de kommende uger.
Det er muligt, at Iran vælger at svare igen mod Israel eller mod amerikanske tropper udstationeret i regionen.
De kunne også vælge at blokere eller på anden måde forstyrre de shippingruter, der går gennem Hormuz-strædet. Dette ville påvirke store dele af den globale olie-shipping, hvilket ville have markante økonomiske konsekvenser.
Alternativt kunne Iran overgive sig og begynde at arbejde hen mod en afskaffelse af landets atomprogram. Men kapitulation ville ikke nødvendigvis betyde, at Iran lagde sine atomkrafts-ambitioner i graven.
Atomvåbnenes værdi
Faktisk bør man nok nærmere frygte, at lørdagens angreb kommer til at styrke Irans ønske om at være en atommagt; uden atomvåben var det ikke muligt for Iran at afskrække USA fra at angribe.
Det er muligt, at Iran kommer til at tage bestik af andre nationers skæbner. Ukraine overgav som bekendt deres arsenal af sovjettiske atomvåben i starten af 1990’erne, og efterfølgende har russerne annekteret Krim-halvøen i 2014, for slet ikke at nævne den igangværende invasion, der startede i 2022.
Også potentielle atommagter som Irak og Gadaffis regime i Libyen er blevet mål for militære interventioner.
Og så er der Nordkorea, der lykkedes med at teste sit første atomvåben i 2006. Siden da er der ingen, der seriøst har overvejet at gribe ind i landet ved hjælp af militær magt.
Iran har potentielt stadig mulighed for at producere store nok mængder af uran af en kvalitet, der kan bruges til atomvåben, og landet vil muligvis sigte efter at vinde tid – tid, der kan bruges til at bygge et relativt beskedent atomvåben, i samme størrelsesorden som de bomber, der blev brugt i Hiroshima og Nagasaki i 1945.
Alt efter hvilke faciliteter, der har overlevet USA’s angreb, har operationen sandsynligvis blot bestyrket Irans regime i, at deres overlevelse kun kan garanteres ved hjælp af atomvåben.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Sara Eleonora Hougaard.
