Brændevins-historie: Snapsens storhedstid og pludselige fald

Dengang for 100 år siden var Danmark kendetegnet af industrialisering, klasseskel og et voldsomt drikkeri.

Brændevinen var billig og let tilgængelig, hvilket især håndværkere og arbejdere benyttede sig flittigt af.

Indtil begivenheden i 1917 satte en prop i brændevinsflasken.

I takt med de industrielle fremskridt strømmede fattige landboere til byerne. Det gav sig selv, at borgerskab og arbejdere ikke kunne bo side om side, så man opførte hele arbejderbydele.

Forholdene kan man f.eks. læse om i Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren”.

Overfyldte lejligheder drev arbejderne på værtshus

Lejlighederne var små og overfyldte, så socialt samvær foregik ude i byen.

På værtshusene fik man enten øl, kaffepunch (kaffe og brændevin), en mælkedreng (mælk og brændevin) eller slet og ret brændevin.

Fra 1903 kunne arbejderne endda vise deres politiske ståsted gennem deres valg af øl ved at bede om en fra bryggeriet Stjernen, der var en af arbejderbevægelsens kooperative institutioner.

Julius Grøndahl beskrev værtshus-situationen således:

»Værtshusene skød op alle Vegne. I praktisk talt alle Kældere var der Værtshus sommetider 3-4 Stykker ved Siden af hinanden, og Forretningen gik strygende, de lukkede op Kl. 4 om Morgenen. Den Gang begyndte Arbejdet paa Fabrikerne Kl. 6 om Morgenen.«

De ædruelige blev kanøflet

Hvis man ikke deltog i drikkeriet, kunne det få konsekvenser.

Den ædruelige murersvend Rasmussen havde tidligere haft konflikter med en kollega over drikkeri på arbejdspladsen.

Under et værtshusforsøg spidsede situationen til, indtil kollegaen forsøgte at få Rasmussen fyret:

»En dag da vi var paa Værtshus (…), bestilte alle Svendene Kaffe med Brændevin, men jeg bestilte Kaffe med Wienerbrød, saa var den jo gal igen. Har man nogensinde set en Murersvend drikke Kaffe med Wienerbrød sagde han. Saa gik han til. Formanden og forlangte han skulle jage mig væk, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en Svend, der drak den slags Pigepatte.«

Heldigvis viste mester sig at være mere tolerant, og Rasmussen fik lov at beholde sit arbejde på trods af sine uheldige drikkevaner.

Arbejdsdagen blev skyllet ned med en hel flaske snaps

Øl og brændevin var også en fast bestanddel af arbejdslivet, i hvert fald så længe man udførte praktisk arbejde.

Alkohol var billigt og let tilgængeligt, hvilket havde visse konsekvenser, som murer P. Nissen berettede:

»Det gik haardt til med Drikkeri paa Arbejdspladserne, Spiritus var saa forbandet billig dengang, en Bajer kostede 12 Øre, en Flaske Brændevin 25 Øre, en Kaffepuns, lavet af Kaffe, Sukker og Brændevin kostede 15 eller 18 Øre, saa var Brændevinsflasken endda sat paa Bordet, saa vi kunde hælde af den i Kaffen efter Behag. Naar vi kom i Gang med at drikke Øl og Brændevin paa Arbejdspladserne, kunde der gaa hele Dage, hvor vi ikke bestilte noget.«

Det var ikke usædvanligt at hver mand drak ½ flaske brændevin i løbet af formiddagen og ½ flaske i løbet af eftermiddagen, hvortil kom de obligatoriske øl.

Nogle kiggede dybere i flasken end andre, men den generelle holdning var, at drikkeri i arbejdstiden var i orden.

Denne indstilling til drikkeri var en af grundene til, at afholdsbevægelsen for alvor fik vind i sejlene i starten af århundredet med 130.000 medlemmer.

Dansk snaps: Mikro-snapserier blev opkøbt

De Danske Spritfabrikker blev stiftet i 1881 af finanskongen Carl Frederik Tietgen, en af dansk industris største personligheder gennem tiderne. På dette tidspunkt var der utallige små lokale brænderier, faktisk over 2500. I København alene var der 273.

Efter oprettelsen af Tietgens firma, blev mange af brænderierne opkøbt og samlet.

På Grønland var det kun tilladt at udskænke snaps på Kongens fødselsdag, og kun én snaps til de voksne fangere ved butikkens disk.

Det fortælles, at nogle af fangerne løb hjem med snapsen i munden, og lod den gå på omgang til hele familien. Det nævnes som eksempel på grønlændernes gode familiesammenhold.

Takt og tone: Snapseri er suspekt

Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for det voldsomme drikkeri. Blandt det pænere borgerskab mente man, at alkohol var noget, der skulle nydes i begrænsede mængder.

Hvis man alligevel var i tvivl om de uskrevne regler, kunne Takt og Tone-bøger heldigvis hjælpe med at afklare dem.

Emma Gad er nok mest berømt for sin ”Takt og Tone” fra 1918, men hun skrev adskillige bøger af samme type, som f.eks. ”Man skal aldrig” efter engelsk forlæg.

Bogen er fra 1909 og indeholder mange gode råd, som f.eks. dette:

»MAN SKAL ALDRIG drikke Vin eller Spiritus om Morgenen, man bør overhovedet aldrig drikke undtagen ved Maaltiderne. Snapseri er ikke blot vulgært, men det er ogsaa skadeligt for Sundheden.«

Borgerskabet var tilbageholdende

Ordentlige folk betragtede druk på arbejdspladser og værtshuse som noget uciviliseret og ukultiveret. I stedet gik man til middagsselskaber hos hinanden. Og selvom borgerskabet havde råd til fine drikkevarer, var man tilbageholdende med mængderne.

Svend Blæsbjerg, der var boghandlerlærling, har beskrevet hvordan man opføte sig til et selskab:

»Om nogen Overdrivelse i Nydelsen af Vin med dens Følgetilstande var der aldrig Tale – efter Bordet trak Herrerne sig – under langsomt dalende Stemning – tilbage til Rygeværelset, mens Damerne drak Kaffen i Dagligstuen eller »Salonen«… og Selskabet sluttede ret stilfærdigt ved 10-11 Tiden.«

Brændevinsskat fik Stauning op af stolen – revolution i lovgivningen

I 1914-18 hærgede første verdenskrig Europa, hvilket havde fået de danske fødevarepriser til at stige voldsomt. Derfor besluttede regeringen, at høsten remover skulle bruges til mad og ikke til brændevin, som dengang blev lavet på korn.

Midlet skulle være en afgiftsstigning, som ville mere end ti-doble prisen på brændevin.

Staunings socialdemokrati var imod. De så alkohol som en af arbejdernes basale rettigheder (Stauning selv var i øvrigt absolut ikke afholdsmand selv). Men da regeringen foreslog at provenuet fra afgiften blev brugt til at nedsætte prisen på almindelige fødevarer, blev Stauning overbevist.

Historikeren Bo Lidegaard har konstateret, at spritafgiften fra 1917 var en lovgivningsmæssig revolution. Det var danmarkshistoriens første eksempel på, at det var moralsk acceptabelt at indføre skatter på ”skadelige” varer.

Senere eksempler var tobak, sukker, biler, energi og fedt. Afgiften var både et bidrag til statens finanser og en måde at regulere befolkningens dårlige vaner på.

Skatten fik snapsedrikkeriet til at styrtdykke

Afgiften medførte et øjeblikkeligt fald i forbruget, som gavnede økonomien og sundheden.

Samtidig glædede faldet også kritikerne af drikkekulturen blandt det arbejdende folk.

Blandt arbejdere og håndværkere var reaktionerne mere blandede. Christian Christiansen var omrejsende arbejdsmand i 1917, og han huskede afgiftsforhøjelsen således:

»Den dag der blev lukket for spiritussen, var det ikke 1917, var en sorgens dag (…) Vi plejede at sende en mand til landsbyen Faaborg efter brændevin hver dag. Det var gerne 4-8 potter, ligesom vi nu kunne skramle pengene sammen. Da budet kom tilbage med tomme dunke, var han nær bleven lynchet.«

Men der var ikke noget at gøre.

Brændevin var pludselig dyrt, og det blev det ved med at være, hvilket påvirkede forbruget de følgende årtier.

Faktisk er det først for nylig, at danskernes alkoholforbrug har nået samme niveau som før 1917 – selvom vi nu om dage har ændret måden hvorpå alkoholen drikkes.