Forskningens Døgn slår endnu en gang dørene op med både velkendte og nye foredrag – 275 er det blevet til i år, og det er rift om de spændende foredrag.
Nogle er allerede fuldt booket, men der er stadig mange gode i folden.
Læs med her og se, hvad du stadig kan nå at booke, hvis du for eksempel er interesseret i erhvervsliv og samfund.
Kommunistisk utopi eller fremtidens virksomhed?
\ Forskningens Døgn og Bestil en Forsker
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Festivalen foregår hvert år i slutningen af april (uge 17).
Bestil en Forsker er et af de mange tilbud under Forskningens Døgn.
Tilbuddet giver alle, der kan samle et publikum på mindst 20 personer, mulighed for gratis at bestille en forsker til at holde et foredrag i løbet af uge 17.
Foredraget plejer at foregå på arbejdspladsen, skolen, i en forening eller på et bibliotek. Se mere på Bestil en Forsker.
Det skurer måske lidt modsatrettet i ørerne, med ’demokrati’ og ’virksomhed’ i samme sætning, men det er ikke desto mindre, hvad vi præsenteres for i det fascinerende foredrag.
Der knytter sig en lang række fordele og udfordringer til en unik type firma, der først og fremmest har set dagens lys på baggrund af en tro og håb på fælleseje.
Kommunistisk utopi eller fremtidens virksomhed? Få svaret i ’Fælleseje: Fortid, nutid og fremtid’.
Hvis du derimod er mere interesseret i HR og i at optimere arbejdsgangene på arbejdspladsen, skal du vende hovedet mod ’Knowledge sharing and patterns in decision making’.
Foredraget, som tager udgangspunkt i to danske cases, præsenterer os for de mest populære værktøjer, HR-medarbejdere har i deres værktøjskasse, når de skal pumpe produktiviteten i vejret, og giver et kvalificeret bud på, hvordan kontoret skal indrettes (spoiler alert: det er ikke med feng shui).
Lytter politikerne overhovedet?
Det kan man fra tid til anden spørge sig selv om, og det har forskeren bag foredraget ’Lytter politikerne – giver høringssvar bedre regler?’ brugt lang tid på at finde ud af.
Høringssvar er en del af den demokratiske dialog, men det kan virke, som om de tit bliver udeladt, når politikerne stemmer en af de 200 nye love igennem årligt. Love, som påvirker dig og mig.
Er den demokratiske maskine rent faktisk gearet til al den information, man propper ind i den, eller er det endnu et bureaukratisk benspænd? Book og få svaret!
En lov, der dog ikke ændres 200 gange om året, er Grundloven. Sidste gang var faktisk da Dronning Margrethe skulle have lov til være tronfølger efter sin far, og så kan du nok selv fornemme, at det er ved at være et stykke tid siden (i 1953!).
Faktisk er Grundloven kun blevet ændret fem gange i alt. Det skyldes en uhyrlig kompliceret proces, der stammer tilbage fra 1915 – altså da kvinder og tjenestefolk fik stemmeret. Konsekvenserne og meget mere kan du høre om i foredraget ’Evigtgyldig eller foranderlig? Derfor er grundlovsændringer så sjældne’.
Digitaliseringens alder
’Et digitaliseret syn på verdenen’ er navnet på et foredrag, der skal give os netop disse digitaliserede briller på:
Hvordan anskuer et menneskeskabt, digitalt system verden?
Det er klart, at vores liv er blevet lettere med de digitale løsninger, men det er ikke altid, vi selv forstår, præcis hvilke (u)muligheder de kommer med.
Book foredraget og bliv helt knivskarp på, hvad du kan forvente af din computer.
Det sidste foredrag, vi skal runde i artiklen, handler om Big Brother. De næsten uendelige muligheder, internettet har bragt med sig, har også skabt en ny valuta: Dine personlige informationer.
Tusindvis af kroner bliver brugt på af skræddersy reklamer til netop dig og dine behov, men det kan også være af mere alvorlig karakter.
Med foredraget ’The psychology and economics of privacy decisions in the digital age’ bliver du klædt på til at gebærde dig på en smart måde på nettet og træffe valg på et informeret grundlag, frem for at famle i blinde. Ikke helt dumt!
Søg i det spændende og alsidige katalog
Hvis du interesserer dig for andre emner end naturvidenskab, byder dette års katalog også på mange andre fascinerende emner, såsom:
- Fra barn-centreret leg til barnet i centrum: Hvad kan man lære?
- Jagten på den sidste, modvillige valkyrie – kvinder, køn og identitet i Jernalderen
- Jardin – den franske mønsterbryder, der grundlagde den danske klassicisme
Hvordan bestiller jeg en forsker?
Bestillingsperioden slutter 27. marts, og du kan finde de mere end 275 foredrag på Forskningens Døgns hjemmeside.
Husk de få krav, før du bestiller:
- Det er dit ansvar at stille de nødvendige faciliteter til rådighed – det kan være et passende lokale med projektor eller en internetbaseret mødeplatform
- Der skal mindst være 20 personer til foredragene
- Nogle forskere skal desuden have deres rejseudgifter dækket
Bestil en Forsker varetages af Videnskab.dks Center for Faglig Formidling.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os på bestilenforsker@bestilenforsker.dk