En mumificeret østrigsk munk fra det 18. århundrede har formentlig fået forskere til at måbe.
Munken, der blev fundet i en kirkekrypt i St. Thomas am Balstenstein nær Donau-floden i Østrig, havde nemlig fået maven fyldt ud med kviste, træflis og stof gennem endetarmen, skriver forlaget Frontiers i en pressemeddelelse.
Den mumificerede munk menes at være en lokal præst ved navn Franz Xaver Sidler von Rosenegg, der døde på uforklarlig vis i 1746.
Men nu – godt og vel 280 år senere – ved vi, at det var tuberkulose, der kostede ham livet.
Det fremgår af et studie publiceret i tidsskriftet Frontiers in Medicine.
Det var i forbindelse med at afklare munkens dødsårsag, at forskerne gjorde det overraskende fund.
»Vores undersøgelse afslørede, at den fremragende bevaring (af munken, red.) kom fra en usædvanlig type balsamering,« udtaler Andreas Nerlich, studiets hovedforfatter og mumieforsker ved Ludwig-Macimilians Universitet i München, ifølge pressemeddelelsen.
Den usædvanlige balsameringstype var altså at »fylde maven gennem endetarmen med træflis, kviste og stof og tilsætte zinkchlorid til intern tørring,« uddyber hovedforfatteren.

Mumificering er historisk set sket ved at åbne kroppen gennem bugvæggen i maven.
Men eftersom den østrigske munks mave var intakt, fik det forskerne til at konkludere, at hans mave var blevet fyldt ud via hans endetarm, som forskerne også mente var bemærkelsesværdigt udvidet.































