Umiddelbart er det svært at forestille sig, at man kunne undvære sit numsehul. Men ny forskning tyder på, at hullet faktisk ikke altid har eksisteret, men først opstod for mange millioner år siden. Her udviklede flere dyr en endetarmsåbning, og det skete tilsyneladende på mange forskellige måder.
Evolutionsbiologerne Andreas Hejnol og Mark Martindale fra Pacific Biomedical Research Center, University of Hawaii har netop publiceret en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, hvor de blandt andet fremlægger beviser for, at nogle organismer kan have fået deres anus på som en forlængelse af munden - alternativt kan de have fået det fra det væv, der skal danne kønsorganerne. Forskerne mener, at kønsorganerne er blevet udviklet først og dernæst er fusioneret med tarmen og har dannet anus.
To ting på én gang
For at kunne forstå, hvordan numsehullet er opstået, må man tage udgangspunkt i dyrenes evolution, argumenterer forskerne. De allerførste mikroskopiske dyr på jorden havde en sækformet tarm med kun én åbning, der derfor måtte fungere både som mund og anus. Men efterhånden som organismerne udviklede sig og blev store, blev det upraktisk kun at have ét hul til begge dele.
Dette argument køber Claus Nielsen, der er Professor Emeritus og Zoolog på København Universitet. Han har tidligere skrevet en bog om dyrerigets udvikling.
»Hvis man kun har en sækformet tarm, må der nødvendigvis gå lang tid mellem måltiderne. Så skal man nemlig vente på at maden er fordøjet, før man kan fjerne afføringen og få et nyt måltid - har man derimod en rørformet tarm, kan man spise når man har lyst, og det er meget mere praktisk,« fortæller han.
550 millioner år gammelt
Deres nye teori om numsehullets opståen er baseret på omfattende studier af gener - forskerne har kort sagt undersøgt hvilke gener, der er aktive, mens mund og anus dannes. Som forsøgsdyr har de brugt en lille simpel fladorm kaldet Convolutriloba longifissura, som kun har én kropsåbning, og sammenlignet dens udvikling med andre, mere komplekse orme, der både har mund og anus. På den måde repræsenterer ormene forskellige udviklingstrin gennem historien.
\ Fakta
Forsøget viste, at alle ormene udviklede deres mund på same måde. En endnu vigtigere opdagelse var derfor, at en bestemt type anus-gener som lå langt fra munden også var aktive i Convolutriloba selvom den ikke har et anus. Det er disse gener, der har fået forskerne til at opstille den nye teori, for de har hidtil kun været fundet i den bagerste del af tarmen hos de orme, der både har mund og anus.
Hvis anus skulle stamme fra en forlængelse af munden, burde disse gener stadig være i munden hos Convolutriloba, fordi den er den mest primitive af ormene. De to forskerne foreslår derfor, at anus enten må være en slags forlængelse af munden eller også er blevet dannet ud fra kønsorganerne. Kønsorganerne er ganske enkelt blevet udviklet først. Dernæst har den fusioneret med tarmen og har dannet anus.
Starten på enden
Den nye teori bliver dog mødt med nogen skepsis i visse forskerkredse. Kritikerne påpeger, at Convolutriloba er et hurtigt udviklende dyr, og aktiviteten af et eller to gener er langt fra tilstrækkeligt til at vise, hvordan tarmkanalen og kønsorganerne har udviklet sig.
»Det er den første af en hel række undersøgelser, der skal laves for at bekræfte oprindelsen af mund og anus. Der skal laves meget mere arbejde, hvor man sammenholder resultaterne med dyrenes anatomi og embryologi,« udtaler Claus Nielsen.
Derfor må forskerne tilbage i laboratoriet for at undersøge andre orme, og finde ud af hvad der kom først; anus eller kønsorganer.
Det er ikke første gang, at forskere forsøger at forklare, hvor numsehullet er kommet fra. Andre forskere har tidligere fremsat en teori om, at anus er opstået, ved at den oprindelige mund er blevet forlænget og delt midt over, så den forreste del har beholdt funktionen som mund, mens den bageste del er blevet til anus. Den sækformede tarm er derved blevet til et rør, hvor føden kunne passere igennem fra mund til anus. Hvilken af de to teorier, der er mest hold i, ved forskerne endnu ikke - men det kan kommende undersøgelser forhåbentlig afsløre, påpeger de. Indtil da kan vi bare glæde os over, at naturen har været så betænksom at skænke os denne diskrete anordning.
