Hedder det ‘formand’, hvis der er tale om en kvinde?
Det mener 54 procent af de adspurgte i Dansk Sprognævns undersøgelse, der undersøger danskernes syn på kønnede endelser.
Det skal dog nævnes, at undersøgelsen ikke er udgivet i et fagfællebedømt tidsskrift, og at den ikke er repræsentativ for befolkningen - blandt andet deltog flere kvinder end mænd (se faktaboks).
\ Om undersøgelsen
I undersøgelsen er aldersgrupperne 31-40 år samt 41-50 år overrepræsenterede, mens grupperne 0-17 år og 71+ år er underrepræsenterede.
Samtidig med det er der en overrepræsentation af kvinder, der står for 69,6 procent af undersøgelsens besvarelser.
Til sammenligning er 27,9 procent mænd, 1,6 procent er nonbinære, og 0,9 procent angav deres køn som ’andet’.
Resultatet af undersøgelsen blev, at den kønnede endelse -mand (eksempel: bedemand) stadigvæk er udbredt, mens der er en voksende accept af kønsneutrale alternativer, såsom -person (eksempel: bedeperson).
Accepten var især til stede blandt yngre personer, og det peger på, at sproget bevæger sig væk fra de kønnede endelser, henimod de kønsneutrale udtryk, vurderes det.
Overraskende nok viser undersøgelsen også, at feminiseringsprocessen – altså hvor betegnelser som -kvinde og -inde (eksempel: bedekvinde, skuespillerinde) bruges som modstykke til mandlige former – er nedadgående. Det indikerer, at feminiseringsprocessen har fået konkurrence eller er blevet erstattet af de kønsneutrale alternativer.
»Fremtiden for dansk sprogbrug ser altså ud til at bevæge sig mod en øget brug af kønsneutrale betegnelser, mens traditionelle kønnede former langsomt udfases,« konkluderes der afslutningsvist i undersøgelsen.
































