På listen over verdens top 200 universiteter, som fremgår i Times Higher Education World University Rankings 2014-15, er det nu næsten en ottendedel af universiteterne, der er asiatiske. Med denne hastighed kunne en fjerdedel af verdens bedste universiteter være asiatiske, når vi når 2040, fraregnet de australske universiteter, som nogle anser for at høre til den asiatiske blok.
Blandt de 24 asiatiske universiteter i top 200, bevarer University of Tokyo sin plads som det højest rangerede og som nummer 23 i verden, og National University of Singapore (nummer 25) og University of Hong Kong (nummer 43) får atter en anden- og tredjeplads blandt de asiatiske topuniversiteter.
Overraskelsen dette år er Singapores Nanyang Technological University, der er sprunget 15 pladser op til en 61. plads. Også Tyrkiet, som medregnes som en del af det asiatiske kontinent, har fire universiteter med, som overgås af Middle East Technical University og Israel med Tel Aviv University.
De asiatiske universiteter klarer sig over en bred kam godt
Kinas universiteter bevarer en stabil placering med et ubetydeligt lille ryk op eller ned af den glatte rangstige, herunder Peking University fra nummer 45 til 48, Tsinghua University fra nummer 50 til 49 og Shanghais Fudan University med et spring ind på top 200 for første gang på en 193. plads.
Sydkorea har endnu en gang tre universiteter med i top 200 og Taiwan National University er også med igen på en 155. plads.
Japan har fem universiteter med i top 200, selvom fire har haft tilbagegang i dette års placeringer. Lille Hongkong formåede at udfordre både Singapore og Japan ved at have fire ud af sine otte forskningsuniversiteter i top 200, til trods for at have brugt en mindre andel af sit BNP på forskning og udvikling end andre.
Malaysia og Indien er de næste
Disse asiatiske universiteter, som alle er en del af den konfucianske kulturarv, har lagt enhver antydning af begrænset fremgang til side.
Derudover begynder Sydøstasiatiske universiteter at bruge mere tid på at studere universiteter i det asiatiske område end universiteter i Nordamerika.
Det er netop, hvad Malaysia gør, og sammen med deres Sydøstasiatiske naboer er de fast besluttede på at sikre sig, at endnu et af deres universiteter snart vil blive en del af eliten.
Indien befinder sig fortsat i et dødvande for universitetsrangering, men det vil ændre sig. Med tegn på at Indien nu følger de samme vækstmønstre som Kina, men bare 13 år bagud, vil deres topuniversiteter ikke stå tilbage for evigt.
De asiatiske universiter har god timing
Der er allerede noget, der tyder på, at de indiske universiteter er meget eftertragtede på nettet med fem universiteter lokaliseret i Indien på Googles top 20 mest søgte universiteter.
Timing er ikke alt, men det har hjulpet de asiatiske universiteter. Vigtigheden af globale ranglister opstod i 1990'erne, da Japans universiteter allerede var veletablerede, og Kina og Korea allerede diskede op med imponerende BNP-tal.
Da Kina fulgte Koreas mønster mod masseuddannelse, blev hele regionen engageret i at gøre højere uddannelse til drivkraften for deres globale konkurrencedygtighed.
21. århundredes visioner
I modsætning til Hongkong og Singapore, der har små, yderst selektive systemer forankret i serviceøkonomier, har de tre andre industrigiganter modtaget enorm finansiel støtte fra deres regeringer i form af politikker, planer og programmer som Brain Korea, Japans plan for at blive et af det 21. århundredes centre of excellence og Kinas 211 og 985 planer for at støtte forskning og højere videregående uddannelse.
Disse statsinitiativer gav universiteterne en solid start, netop som ranglister blev et mål for prestige, sikkerhed og investeringspotentiale.
Udfordringen i de kommende år for de Østasiatiske områder bliver at skabe lige så gavnlige samarbejdspartnere og uddannelses- og forskningsprogrammer på tværs af grænser.
\ Fakta
Mens de asiatiske universiteter rykker op ad ranglisten, falder de danske universiteter lidt tilbage. Læs mere om de danske placeringer i en kort omtale på Videnskab.dk.
Det vil kunne hjælpe Asien til at blive centrum for verdens vidensproduktion og innovation i 2050.
Stor udfordring at sikre kvalitet på tværs
Det er ikke en mindre proces.
Mens Asiens topklasseuniversiteter har prioriteret kvalitet, er kun Singapore og Hongkong lykkedes med at sikre kvalitet på tværs af hele systemet for videregående uddannelser.
Med indskrivning af mere end 90 procent af unge mennesker på videregående uddannelser i Korea, er opgaven fortsat overvældende.
I Kina, som har flest universitetsstuderende i verden, vil det tage noget tid, før et tilfredsstillende niveau bliver normen over hele linjen.
Udfordring for universitetsverdenen
For at positionere sig selv som et verdenscentrum, må det være hele systemet, der bygger deres ry for kvalitet op.
Reformer i Asien bliver nødt til at pålægge det akademiske erhverv en forpligtigelse til at tilpasse sig hurtige forandringer, integrere vidensudveksling, der tager fat i de presserende problemer, der hersker i deres samfund, i undervisningen og forskningen.
Præstationsbaserede vurderinger bliver nødt til at blive mere almindeligt i det asiatiske universitetsmiljø.
Hos alle disse asiatiske systemer, måske lige med undtagelse af Hongkong og Singapore, der er højt på strå, vil det kræve store multikulturelle kompromiser, hvis de skal fortsætte deres færd op ad rangstigen.
Det vil betyde, at de fortsat skal give afkald på hvert mindste tegn på spor af fremmedfrygt for at hyre forskere fra andre lande som færdiguddannede medlemmer af deres akademiske personale, noget som ikke nødvendigvis betyder indførsel af engelsksproget undervisning.
Universiteter skal give slip på fremmedfrygt
Korea har ansat mange kompetente medarbejdere, som er vendt tilbage til Korea efter ophold i udlandet, inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.
Japan er endda begyndt at ansætte nogle enkelte kinesiske professorer.
Kina er fortsat med at ansætte berømte hjemvendte kinesere, men er også så småt begyndt at åbne dørene op for professorer fra andre nationer.
De førende universiteter i verden vælger de bedste uden hensyn til nationalitet og formår at integrere dem i universitetets fællesskab og give dem de fornødne teknologiske resurser, der skal til, for at de kan yde den bedst mulige undervisning og forskning.
Gerard A Postiglione arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
