Tidligere børneordfører for Socialdemokratiet Ane Halsboe-Jørgensen er udnævnt til ny uddannelses- og forskningsminister.
»Tidligere i dag sagde statsminister Mette Frederiksen til mig, at det her hus bliver afgørende for at nå de grønne løsninger og lave månelandinger (i overført betydning - tidligere forskningsminister Tommy Ahlers (V) havde kort inden rådet hende til at 'sigte efter Månen', red.),« sagde hun i en kort tale ved ministeroverdragelsen og fortsatte:
»Vi skal styrke vores uddannelser, de unge skal kunne vælge om, og vi skal stoppe besparelserne og fjerne uddannelsesloftet.«
Ane Halsboe-Jørgensen er 36 år og født i Fjerritslev. I 2011 blev hun valgt til Folketinget i Nordjyllands Storkreds.
På Christiansborg er hun medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes ledelse og har desuden varetaget mange forskellige poster, som du kan se i boksen nederst i artiklen.
Hun er uddannet som sproglig student fra Fjerritslev Gymnasium og cand.scient.pol fra Københavns Universitet.
Før hun blev valgt ind, arbejdede hun som konsulent ved LO fra 2009-2011.
Mindst én procent af BNP til forskning
David Dreyer Lassen, der er formand for Danmarks Frie Forskningsfond og professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, ser frem til samarbejdet med den nye minister.
»Dansk forskning klarer sig virkelig godt internationalt. Det glæder vi os til at samarbejde om at fastholde og udbygge,« siger han.
Han glæder sig især over én bestemt formulering i det nye aftalepapir fra regeringen og støttepartierne. Her skriver de, at den kommende regering vil »...styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst én procent af BNP.«
»Formelt set ligger vi på én procent i dag. Men det er nok nærmere lige i underkanten. Det kræver nemlig lidt talgymnastik at sige, vi ligger på en reel procent af BNP. Det har beregninger fra Dansk Industri og Novo Nordisk Fonden vist, og dem støtter vi os op ad,« siger David Dreyer Lassen og tilføjer:
»Den ene procent var oprindeligt tænkt som et minimumsmål, men er gået hen og blevet et loft. Vi håber, at den her formulering betyder, at den ene procent kan komme til at være et minimum fremover,« siger han.
Derudover skriver regeringen og støttepartierne, at de vil øge midlerne til grøn forskning.
Artiklen er oprindeligt publiceret 27. juni kl. 11.00, og den er opdateret med de førstnævnte citater fra ministeroverdragelsen kl. 16.45.
LÆS OGSÅ: Her er opskriften på en dansk Nobelpris
LÆS OGSÅ: Hvad får man for en forskningsmillion?
LÆS OGSÅ: Få lande bruger flere penge på forskning end Danmark