American Idol blev 'født' nøjagtigt ni måneder efter 9/11. Timingen havde stor betydning, fordi showet siden premieren den 11. juni 2002 var en integreret del af landets overlevelsesstrategi som en slags guide til den vanskelige start på det 21. århundrede.
I rollen som kuratoren, der omhyggeligt organiserede et udpræget amerikansk mixtape bestående af musik, personlige narrativer og kulturel doktrin, har American Idol tegnet et portræt af, hvem, vi tror, vi er - især i kølvandet på tragedie, krig og økonomisk uro.
Nu, da showet efter 15 sæsoner er slut, er det værd at se på, hvordan fortid og nutid kolliderede og skabte et kulturelt fænomen, og hvordan vi ser nuancer af showets indflydelse i nutidens kaotiske præsidentvalgskapløb.
American Idol knytter alle amerikanske myter sammen
American Idol's præmisser - ideen om at en ganske almindelig person kan være ekstraordinær - er fast forankret i en national meritokrati-myte (meritokrati - samfundsform, hvor 'meritter', dvs. uddannelse, erfaring og dygtighed, er afgørende for den enkeltes position i samfundet, red.).
Det nationale narrativ inkluderer Horatio Algers skillingstryk; fra avisdreng-til-millionær-eventyrene, der skulle fremkalde glæde, inspiration og optimisme blandt de amerikanere, der kæmpede for at klare sig efter borgerkrigen.
(Horatio Alger er så godt som ukendt i Danmark, men i USA er hans navn blevet et begreb, der dækker den traditionelle, amerikanske drøm om at blive millionær i en fart. Enhver er sin egen lykkes smed, bare man vil arbejde. Algers forfatterskab består af en serie drengebøger, som understreger denne tro, red.)
American Idol er en del af den amerikanske drøm
Udtrykket ‘Den amerikanske drøm’ blev opfundet af den amerikanske historiker og forfatter James Truslow Adams.
I sin bog Amerikas saga fra 1931 skriver Adams:
»Den amerikanske drøm er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde, uanset herkomst, at opnå det fulde udbytte af sine evner«.
I dag bliver udtrykket 'den amerikanske drøm' flittigt brugt af amerikanerne. Betydningen har ændret sig fra at handle om den økonomiske mobilitets ideal under depressionens håbløse år til nu at dække over troen på de demokratiske idealer som vejen til et bedre liv for alle.
Faktisk er vi rejst til Hollywood - både i drømme og på filmlærredet - igennem flere årtier, før programværten på American Idol, Ryan Seacrest, uddelte den første 'Golden Ticket' til den første pige med en gylden røst, der arbejdede på bar, mens hun ventede på at blive ‘opdaget’.
Showet med arketypiske immigranter og patriotisme
Showet har præsenteret os for arketypiske immigrant-narrativer, som i sæson 3 hvor Leah Labelle fortalte om sin bulgarske families afhopning til Nordamerika.
Showet har demonstreret, hvordan man kan sætte sin lid til troen over for modgang, eksemplificeret ved Fantasia Barrino sejrssang, 'I Believe', sunget med et gospelkor.
I mellemtiden tjente showet som talerør for passioneret patriotisme og transmitterede hele to opførelser af Lee Greenwoods 'God Bless the U.S.A', da USA indtog Irak i 2003.
Fiasko var både anstødssten og affyringsplatform
I mellemtiden minder de mange 'Idol Gives Back'-specials os om de amerikanske filantropiske værdier.
Showet fejrede fiasko og flop som både en nødvendig anstødssten og som en affyringsplatform for berømmelse.
Mange af deltagerne var nødt til at gå til audition år efter år, før de fik chancen for at deltage. For andre - for eksempel William Hung - bragte transmissionen af afslaget berømmelse og muligheder (se videoen nedenfor).
'American Idol' har også været et kursus i amerikansk musikhistorie og har budt på genrer som Southern soul og Southern rock sammen med nyere, mere slørede kategorier som pop-country og pop-punk.
(Video: American Idol)
American Idol er en ny version af gamle forretningsmodeller
I en forstand var der ikke noget nyt ved American Idol's format.
De britiske talentspejdere og artistudviklere Simon Fuller og Simon Cowell - der førte an i det 21. århundredes version af en 'British Invasion' - formede deres mastodont-show som en ny version af gamle forretningsmodeller.
Der er noget ærke-amerikansk over deltagere, der står i et Ford-sponsoreret spotlight, dommere, der nipper fra Coca-Cola glas og seere, der sidder foran tv-skærme og stemmer på deres AT&T telefoner.
Showets iøjnefaldende kommercialisering minder om tv's allertidligste dage, hvor programmerne var ejet og produceret af annoncører.
Og ligesom de tidligste programmer skulle America Idol også være 'appointment-tv', der skulle bringe familierne sammen på samme tidspunkt hver eneste uge.
Bygger på retro-produktionsmodel
American Idol's produktionsmodel er også en tilbagevenden og struktureret som Berry Gordy's Motown; en one-stop fame-fabrik, der tilbyder stjernerne en pakkeløsning med coaching, 'finpolering', band, albumproduktion og markedsføring.
Formatet henter inspiration fra regionale og nationale amatør-radiokonkurrencer fra det tidlige 20. århundrede. (Frank Sinatra startede sin karriere ved at vinde 'Major Bowes Amateur Hour' i 1935 med Hoboken Four).
Endnu en indflydelse er det halvt latterlige og helt politiske Eurovision Melodi Grand Prix; den enormt populære årlige tv-transmitterede begivenhed, der bliver nødeløst latterliggjort, og som sætter nation mod nation i en (næsten) venligskabelig sangkonkurrence.
Effekten af American Idol strækker sig længere end til kåring af stjerner
Det Europæiske Melodi Grand Prix har fundet sted siden 1956, og arrangeres af sammenslutningen af europæiske tv-selskaber European Broadcasting Union (EBU).
Den årlige international musikbegivenhed startede som en test af de transnationale netværkers kapacitet og efterkrigstidens internationale relationer.
Konkurrencen introducerede telefonafstemning et par år før, American Idol havde premiere.
Og ligesom Melodi Grand Prix strækker American Idol's effekt sig langt ud over den årlige kåring af en ny popstjerne.
Grænserne mellem underholdning, politik og erhvervsliv er slørede
Showets vækst har fundet sted på et tidspunkt, hvor grænserne mellem underholdning, politik og erhvervsliv i stigende grad er blevet slørede.
Sæson efter sæson har fans'ne stemt på deres favoritter; valgmuligheder, der, lidt ligesom de amerikanske præsidentkandidater, er omhyggeligt kultiveret af et ekspertpanel på udkig efter en sikker satsning.
American Idols umiddelbare succes varslede ikke bare en æra af lignende tv-programmer, men også en ny æra, hvor vi får mulighed for at 'stemme', uanset om det er på popsange eller verdens mest indflydelsesrige personer.
Disse tendenser taget i betragtning er det ikke så langt ude at antyde, at shows som American Idol’s vilde popularitet har spillet en rolle, når det kommer til at sætte scenen for den skingre tone ved dette års præsidentvalg.
Donald Trump er endnu en reality-stjerne
Og ikke kun fordi Donald Trump præsiderede over 'The Apprentice' - en reality-tv konkurrence, der hoppede med på American Idol-vognen.
Hans personlighed synes også at opfylde det samme sadistiske behov, som den oprindelige American Idol-dommer, Simon Cowell, opfyldte: den udøvende arving, den dominerende smagsdommer, der har tjent sin formue, mindst lige så meget pga. sin overlegenhed som eventuel finansiel kløgt.
Både Cowell og Trump nedlader sig til at give den almindelige, hårdtarbejdende amerikaner en chance.
Denne indbildskhed afbødes dog behændigt af begge moguler: De kapitaliserer begge, hvad Cowell har identificeret som et universelt ønske om at føle sig betydningfuld.
Kernen i deres personlige tiltrækningskraft er, at de forstår, at alle ønsker at spille en rolle og gøre en forskel, og at vi er villige til at risikere en frygtelig masse bare for at få fornemmelsen af, at vi gør.
Vi ønsker hver især at forestille os vores eget skyhøje potentiale og griner af lettelse, når vi ser andre, der aldrig vil lette fra jorden. Vi har et ønske om at være dommer og jury, men også om at blive bedømt og om at bedømme andre.
American Idol har givet mulighed for at bedømme hinanden
American Idol giver amerikanerne mulighed til at bedømme hinanden; til at få os seere til at føle, at vores mening gør en forskel.
Trumps ufiltrerede retorik har gjort noget lignende og har givet hans tilhængere implicit og til tider eksplicit ret til at håne, forkaste, udstøde og endda angribe andre på basis af herkomst og etnisk identitet, religion eller evner.
Og nu, hvor American Idol for sidste gang tager fra Studio 36 til Dolby Theatre, kan vi votere om, hvem der kommer til at bebude 'Seacrest - out' for sidste gang (måden værten Ryan Seacrest siger farvel og tak til konkurrencedeltagerne, red.)
USA står over for nye tider og kulturelt skift
Men lige meget hvad der sker, og uanset hvordan præsidentvalget ender, står USA ansigt til ansigt med nye tider; et stor kulturelt skift.
Uanset hvor vi er på vej hen, har American Idol opfyldt sit formål, og vi behøver ikke showet på den samme desperate måde længere.
Alligevel tror jeg, at vi altid vil søge efter den næste 'big thing'.
Men vi vil altid være glade for, at vi havde 'A Moment Like This'.
(Video: American Idol)
Katherine Meizel hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
