Det er næppe gået nogens næse forbi, at England blev snydt for et mål i ottendedelsfinalen mod Tyskland under VM i Sydafrika. Og situationen får nu to danske forskere op af fodboldsofaen dagen før dagen, hvor Tyskland skal møde Argentina i kvartfinalen.
For i deres øjne skal en dommer altid dømme mål, hvis et langskud fra over 10 meters afstand rammer overliggeren to gange med græsplænen som mellemstation.
»Bolden får et underskru, når den rammer undersiden af overliggeren. Det betyder, at den vil springe med retning ud af målet efter den har fået kontakt med grønsværen. Hvis bolden så rammer overliggeren igen, er der absolut ingen tvivl om, at der har været mål,« siger fodboldforsker Thomas Bull Andersen fra Aarhus Universitet.
Han fandt det helt utroligt, at den uruguayanske dommer Jorge Larrionda ikke dømte mål per refleks på Frank Lampards langskud mod Tyskland.
»Det burde være et skoleeksempel i alle teoribøger, at man altid skal dømme mål i sådan en situation,« siger Thomas Bull Andersen, som får fuld opbakning til sine synspunkter af lektor Robert Mikkelsen fra Institut for Mekanisk teknologi ved DTU.
»For det vandrette langskud vil der altid være mål i en situation, hvor bolden atter rammer overliggeren efter, den har været nede og vende på jorden. Ingen som helst tvivl om det,« siger Robert Mikkelsen.
Underskru trækker bolden ud af målet igen
For ifølge Robert Mikkelsen bliver bolden fyldt med rotationsenergi, når den rammer undersiden af overliggeren.

»Man skal forestille sig, at den øverste del af bolden bliver bremset af overliggeren, mens undersiden ikke gør det. Det vil give bolden et underskru på vej ned mod jorden. Når bolden så rammer jorden, vil rotationsenergien blive omsat til en kraft, som vil trække i bolden med en retning ud af målet. Hvis bolden så rammer overliggeren efter, at den har haft kontakt med jorden, jamen, så er der mål, fordi bolden nødvendigvis har været langt inde over målstregen,« siger Robert Mikkelsen.
De to forskere er enige om, at lige præcis i sådan en situation vil målteknologi, målkameraer eller granskning af tv-optagelser være overflødige.
»Hvis en dommer oplever den samme situation igen, skal han have sin fodboldteori i orden og stole på sin egen dømmekraft og dømme mål uden at ty til andre hjælpemidler. For der er helt sikkert mål,« siger Thomas Bull Andersen.
Undtagelse tæt under mål
Robert Mikkelsen og Thomas Bull Andersen understreger, at situationen er en anden, hvis spilleren, der udfører sparket, står meget tæt inde under mål, eksempelvis to meter fra målstregen. For så er der ikke nogen garanti for mål, selvom fodbolden rammer overliggeren to gange.
»Ved situationer tæt på mål er indfaldsvinklen en anden i forhold til det vandrette spark længere udefra. I sådan en situation er der en stor chance for, at bolden vil ramme midt på målstregen, og så er der ikke mål. Så i de situationer kunne man godt overveje at bruge målteknologi som en ekstra dommer,« siger Robert Mikkelsen.
Robert Mikkelsen tænker i samme stund på det legendariske mål af Geoff Hurst i VM-finalen mellem England og Vesttyskland i 1966, hvor bolden ramte undersiden af overliggeren og sprang ud i spil igen. Bolden ramte altså ikke overliggeren efter kontakten med jorden.
Hvis en dommer oplever den samme situation igen, skal han have sin fodboldteori i orden og stole på sin egen dømmekraft og dømme mål uden at ty til andre hjælpemidler.
Thomas Bull Andersen
»Her var det meget tvivlsomt, om der var mål, og det havde været oplagt med et målkamera eller lignende,« siger Robert Mikkelsen.
Som en lille bonusinfo skal det nævnes, at forskere fra Oxford University i 1995 lavede en nøje billedanalyse af Geoff Hurst skud og konkluderede, at hele bolden ikke havde været over målstregen. Så det var en fejlkendelse at dømme mål.
'Obligatorisk viden hos topdommere, tak!'
Før et VM er der tradition for, at man samler turneringens dommere for at lægge en linje for, hvordan der skal dømmes under turneringen. Som for eksempel, at det er forbudt at tackle bagfra eller trække tiden ud. Thomas Bull Andersen mener, at man nu også bør have den dramatiske Tyskland-England situation med på skemaet.
»Det ville være oplagt for at kunne klæde dommerne ordentlig på, før turneringen starter,« siger Thomas Bull Andersen.


































