Coronapandemien og klimakrisen er to af verdens allerstørste udfordringer, som menneskeheden lige nu står overfor.
I et nyt studie advarer forskere om, at en hidtil uset kombination af disse problematikker kan være på vej.
Det skriver forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Amerikanske forskere har i hvert fald fundet mere end 30 forskellige typer virusser i isen i Tibet.
Disse virusser har ligget i isen i mere end 15.000 år og stammer således fra den pleistocæne periode, der løb fra omkring 2,58 millioner år siden frem til for 11.700 år siden.
Forskerne fra Ohio State University i USA vurderer, at virusserne oprindeligt stammer fra planter, der er blevet frosset ned i isen sammen med en række gasser og støv.
\ Læs mere
Forskerne skaffede prøverne ved at bore ned i isen og hente iskerneprøver ved hjælp af store stave.
Herefter blev prøverne bragt til laboratoriet, hvor de blev steriliseret, vasket i alkohol og vand og badet i ultraviolet lys.
Til sidst tog forskerne DNA-prøver af materialet, som de sammenlignede med genmateriale fra andre virusser.
28 af de 33 virusser er ikke kendt i videnskabens verden, og alle virusserne stammer fra familier af virus, der typisk angriber bakterier.
Ifølge forskerne er omkring halvdelen af de fundne virusser tilpasset til at leve under en istid:
»Disse virusser trives i ekstreme miljøer,« siger Matthew Sullivan, der er en af forfatterne bag studiet, i en pressemeddelelse ifølge forskning.no.
Sullivan og resten af forskerne advarer mod, at en fremtidig nedsmeltning af 'naturens fryseboks' kan føre til frigivelsen af et væld af virusser.
Det er ikke sikkert, at eventuelle virusser stadigvæk er aktive, men man skal stadig tage fundet alvorligt, skriver forskning.no, der henviser til en artikel fra National Geopgraphic, som skriver om et studie fra 2005, hvor forskere formåede at vække 32.000 år gamle bakterier til live.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Microbiome.


































