Du har måske hørt om et øje for et øje, men hvad med en nyre for en nyre?
Et usædvanligt kuponsystem er sat i søen i USA for at øge antallet af organdonationer. Du får simpelthen et tilgodebevis på et organ, hvis du donerer din nyre væk – og det virker. Det skriver newscientist.com.
I øjeblikket er der mere end 93.000 mennesker i USA, der venter på en nyre, og 12 af dem dør dagligt. Den eneste måde, man hidtil har kunnet komme udenom ventelisten, var, hvis du havde en ven eller et familiemedlem, som ville donere direkte til dig.
LÆS OGSÅ: Forskere om organdonation: Tving bilister og NemID-brugere til at tage stilling
Idéen til det nye kuponsystem stammer fra en pensioneret dommer ved navn Howard Broadman i Californien i USA, som blev den første donor i ordningen i 2014.
Howard Broadman ville gerne give sin nyre til sit fireårige barnebarn, der lider af kronisk nyresvigt, hvilket betyder, at han sandsynligvis får brug for en nyre i løbet af de kommende årtier.
Problemet var, at til den tid ville Howard være for gammel til at kunne donere sin nyre. Derfor henvendte han sig på University of California i Los Angeles, USA, hvor han spurgte, om han kunne få en kupon på en ny nyre, hvis han donerede sin egen væk.
Lægen Jeffrey Veale gik med på idéen, og et kuponsystem blev sat i værk.
LÆS OGSÅ: Hvorfor siger vi nej til organdonation?
Og nu har samme læge og hans forskerhold altså udgivet en analyse af ordningen i tidsskriftet Ovid Insights, som viser lovende resultater.
»Hvis bare en brøkdel af de 40 millioner mennesker med kronisk nyresvigt i USA havde en donor som Broadman, så ville titusinder af højkvalitets-organer komme ind i systemet, og for første gang i historien vil vi kunne reducere ventelisten,« siger Jeffrey Veale til newscientist.com.
Indtil videre er der foretaget 68 nye transplantationer, og 21 kuponer er blevet indløst på 30 hospitaler i USA, rapporterer US National Kidney Registry.
LÆS OGSÅ: Gennembrud vækker håb om at bruge grise som organdonorer
ams

































