Fokus har for længst flyttet sig fra ebolaepidemien i Vestafrika til asylpolitik og grænsebomme i Danmark og bådflygtninge og finanskrise i Sydeuropa.
Men problemerne på de vestafrikanske hospitalsgange er der stadig.
Ifølge et nyt studie, der er udgivet i det anerkendte lægetidsskrift The Lancet Global Health, er hele 8,07 procent af sygehuspersonalet i Liberia døde på grund af ebola. Det svarer til hver 10. sundhedsarbejder.
Høje dødsrater i sygehussektoren gør sig ligeledes gældende i nabolandene Sierra Leone og Guinea.
Behandlingspresset er derfor stort - både når det kommer til modtagelse af ebolapatienter, og når der er tale om almindelige sygdomstilfælde.
I jagten på helbredelse søger mange vestafrikanere derfor væk fra hospitalsgangene og ud på gaderne.
»Der trives en parallel sundhedssektor i landene, som består af små-apoteker, og folk der selv sælger medicin på markederne. Det erstatter den rigtige sundhedssektor, og det er et problem, for det er ikke kvalificerede folk, der tager over,« siger overlæge Kåre Mølbak fra afdelingen for infektionsepidemiologi ved Statens Serum Institut.
Han har ikke selv været involveret i det nye studie, men beskæftiger sig til dagligt med behandlingsvacciner og smitsomme virusser som ebola.
Healere og heksedoktorer erstatter lægehjælp
Det er forringede behandlingsmuligheder, der rundt omkring på de vestafrikanske sygehuse er med til at umuliggøre tilgangen til det offentlige sundhedsvæsen.
\ Fakta
På nuværende tidspunkt er cirka 11.000 mennesker døde under ebolaepidemien, som har været i udbrud i det vestlige Afrika siden december 2013. Virussen havde sit udspring i Guinea og har siden bredt sig til Sierra Leone, Liberia, Nigeria og Senegal.
Samtidig holder en udbredt frygt for ebolavirussens smittefare befolkningen væk fra det etablerede hospitalssystem.
»Folk tør ikke komme på sundhedsklinikkerne på grund af smittefare. De er bange for, at de ikke kommer ud igen, for de ser ambulancer komme for at hente folk, men de ser dem ikke vende tilbage igen,« forklarer Kåre Mølbak.
Den udbredte smitteangst har affødt en efterspørgsel på alternativer, og det har fået et parallelt sundhedssystem til at vokse frem på gader og stræder.
Et system, hvor alternative behandlingsmetoder erstatter den gængse lægevidenskab.
»Presset på hospitalerne betyder ikke, at folk ikke får behandling. Det er bare en anden type behandling – eksempelvis ved små privatklinikker. Derudover tyer de også til healere og heksedoktorer,« siger Kåre Mølbak.
Hospitaler afviser hårdt trængende patienter
Udfordringerne i sundhedssystemet er ifølge det nye studie en af de mest fatale konsekvenser ved det ebolaudbrud, som siden december 2013 har hærget store dele af Vestafrika.
Enorme tab af både læger, sygeplejersker og jordemødre gør, at hospitalerne ofte må afvise patienter, der ellers har hårdt brug for hjælp.
»Muligheden for at føde på et sygehus eller en fødselsklinik er blevet stærkt begrænset. Og har du eksempelvis malaria eller lungebetændelse, kan det sjældent behandles. På grund af ebolaen og det manglende personale er det blevet svært at gennemføre vaccinationsprogrammer,« forklarer Kåre Mølbak.
Der foreligger indtil nu ingen data på, om dødeligheden er steget på baggrund af det funktionsnedsatte hospitalsvæsen.
Men det nyligt publicerede studie anslår, at Liberia, Sierra Leone og Guinea, ifølge internationale standarder, tilsammen mangler 43.565 læger, sygeplejersker og jordemødre for at opnå en sundhedsdækning, der i forhold til befolkningstal og areal er bare 80 procent holdbar.
Lige nu svarer antallet af læger i Liberia på landsplan til antallet af læger, der er på én dansk medicinsk afdeling.
»Nødhjælp er dikteret af egoistiske årsager«
Den nye forskning på området vidner om, at katastrofens efterdønninger er lige så fatale som selve udbruddet.
Alligevel er opmærksomheden udefra sparsom.
Ifølge Kåre Mølbak hænger manglen på international bevågenhed sammen med, at den politiske dagsorden ændrede sig, da smittefaren ikke længere pegede mod vest.
»Udbruddet her var jo for noget tid siden af enorme størrelser og var ikke mindst en trussel for Vesten. Men nu da det ikke truer os længere, er nødhjælpen og opmærksomheden blevet væsentlig mindre,« siger han og understreger, at en genopbygning af sundhedssektoren kan have lange udsigter.
Ifølge ham kunne processen skubbes godt på vej, hvis verdenssamfundet gjorde en fælles indsats for at hjælpe.
Men det er et utopisk ønske, og virkelighedens realiteter forhindrer på nuværende tidspunkt at finde en forkromet løsning.
»Nødhjælp er desværre dikteret af egoistiske årsager,« fastslår Kåre Mølbak.
