Søvnløs? 4 tips til at sove godt
Det er frustrerende og usundt ikke at få nok søvn. Heldigvis har forskerne en række gode råd, der kan hjælpe dig til drømmeland.
Søvnløshed råd forskning tips sove godt bedre søvn

Din hjerne fungerer dårligere allerede efter en enkelt nat med for lidt søvn. (Foto: Shutterstock, Mathilde Valsgaard)

Din hjerne fungerer dårligere allerede efter en enkelt nat med for lidt søvn. (Foto: Shutterstock, Mathilde Valsgaard)

Vi bruger en tredjedel af vores liv på det - at sove.

Er det er der altså en rigtig god grund til.

Hjernen har nemlig brug for at være offline efter en lang dag med indtryk og processer, så den kan rense sig selv og blive klar til en ny dag.

Men mange oplever søvnproblemer - og hvad sker der så, når hjernen ikke får den hvile, den har brug for? Og hvad kan man gøre for at sove bedre?

Tirsdag 13. april gik Brainstorm live sammen med Birgitte Rahbek Kornum, som er lektor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, og du kan gense sendingen i videoen herunder eller høre den som podcast herover eller i dit podcast-feed!

Sov syv-otte timer - men det gør ikke noget, hvis du bliver afbrudt

Du slider på din hjerne, når du bruger den. Derfor har du brug for søvn, så din hjerne kan reparere sig selv.

Det er derfor, du allerede efter en enkelt nat med dårlig søvn kan opleve, at du ikke fungerer helt optimalt.

Om Brainstorm sæson 2

’Brainstorm' er Videnskab.dk’s ugentlige podcast om hjernen - udkommer fredage.

Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning.

Videnskab.dk og Lundbeckfonden deler en ambition om at udbrede viden til alle om hjernen og hjerneforskningen.

Brainstorm kan produceres takket være støtte fra Lundbeckfonden.

Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.

Birgitte fortæller, at for lidt søvn på kort sigt medfører nedsat koncentrationsevne, reaktionshastighed, og at man får svært ved at fokusere.

Og et par dage i træk, hvor søvnen har drillet, går ud over din evne til at reagere og agere fornuftigt.

Du kan ifølge Birgitte opleve, at du bliver mere og hurtigere sur eller ked af det, og at din sunde fornuft svækkes.

Og vi kan ligeså godt slå det fast - du HAR altså højst sandsynligt brug for syv-otte timers søvn.

Det har langt de fleste af os nemlig, men timerne behøver ikke være uafbrudte. Vi vågner nemlig allesammen lidt hver nat, det er bare ikke altid, at vi kan huske det, fortæller Birgitte Rahbek Kornum. Det vigtige er, at du falder i søvn igen.

Og kan du ikke det, så kan du alligevel godt rette op på sagerne og indhente en times tabt søvn ved at tage en middagslur.

Det handler nemlig bare om at få sovet nok, så din hjerne kan holde sig frisk og skarp.

Guide til bedre søvn

Hvis du har svært ved at falde i søvn, vågner meget om natten og ikke når op på den søvnmængde, din hjerne har brug for, så er der heldigvis nogle ting, du kan gøre, for at hjælpe din hjerne til at falde i søvn.

Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser på Rigshospitalet har udarbejdet en række gode råd til bedre søvn, og du får nogle af dem og Birgittes skarpe betragtninger her.

Tip 1: Læg krimien væk, og sluk for action-serien

Hvis du er vant til at se et godt afsnit af en spændende serie eller læse et kapitel i en nervepirrende bog, lige inden du skal sove, og du bagefter har svært ved at falde til ro, så er det ikke så mærkeligt.

Din hjerne er nemlig blevet fyldt med signalstoffer, som skal nedbrydes, inden den kan slappe nok af til at overgå fra vågen til sovende tilstand.

Birgitte fortæller, at det tager tid at falde til ro, og at vi skal give hjernen den tid, det tager.

Derfor bør du lave noget roligt - måske ligefrem kedeligt - op til, du skal sove, for at være sikker på, din hjerne er klar til at sove.

Tip 2: Sørg for, dine behov er stillet

Er du sulten eller tørstig, inden du går i seng, kan det være svært at falde i søvn.

Så har din hjernestamme nemlig travlt med at minde dig om, at du har behov, som mangler at blive opfyldt.

Et glas vand og en lille ostemad kan altså hjælpe dig til at få din hjerne til at forholde sig i ro, så den ikke forstyrrer sig selv så meget, at du har svært ved at sove.

På samme måde er det en god ide, at du sikrer dig, at indeklimaet og lysmængden i dit soveværelse er ordentligt, og at du har en god seng, så du giver din hjerne de bedste forudsætninger for at kunne falde til ro.

Tip 3: Stå op, hvis du ikke kan sove

Birgitte fortæller, at noget af det bedste, du kan gøre, hvis du ligger i din seng og simpelthen ikke kan falde i søvn, er at sige pyt.

Hvis du begynder at fokusere for meget på, hvor få timer du nu kan sove, og hvor frustrerende søvnproblemerne er, så bliver det nemlig højst sandsynligt bare meget værre.

I stedet for at ligge og vende og dreje dig skal du stå op i et stykke tid, så du bryder med søvnløsheden, og lave noget roligt og afslappende, indtil du føler dig træt nok til at give søvnen et skud mere.

Tip 4: Søg læge, hvis det er nødvendigt

Hvis dine søvnproblemer er meget slemme og påvirker din hverdag negativt, kan du gå til din læge.

For at blive diagnosticeret med søvnbesvær skal du opleve problemer med både din søvn og følgesymptomer dagen efter i mindst tre dage om ugen i tre måneder.

Men før du gør det, fortæller Birgitte, at du skal huske på, at det faktisk er helt normalt at være vågen mange gange om natten - langt de fleste voksne mennesker vågner nemlig hver nat, når de når stadiet let søvn i de halvanden time lange søvncyklusser.

Og husk så på, at det er mængden, der er vigtig, så snup en lur - du fortjener det!

Vil du vide mere om hjernen? Lyt til Brainstorm!

Vil du blive klogere på din hjerne? Din nabos hjerne? Din kærestes hjerne? Så har vi et tilbud til dig! 

I Videnskab.dk's hjernepodcast Brainstorm, som er støttet af Lundbeckfonden, undersøger de to værter, Jais og Asbjørn, alt mellem hjerne og jord. Du kan for eksempel høre:

Du finder alle afsnit lige her - eller på Spotify, Apple Podcasts og Google Podcasts.

Brainstorm er også på Instagram, hvor du får sjove memes, videoer og masser af spændende hjerneviden. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om påfugleedderkoppen, der er opkaldt efter fisken Nemo.