Nogle medier og politikere bruger følelsesladede og dramatiske ord, når de taler om kriminalitet, mens andre holder sig til neutrale vendinger. Ordvalget er ikke ligegyldigt, når tilhørere og mediebrugere danner deres holdninger til, hvordan kriminelle bør straffes.

Forskere har for nyligt identificeret de hjernecentre, der er involveret, når du afgør, hvilke konsekvenser du synes, en skadebringende forbrydelse skal have. De har blandt andet fundet ud af, at hjernens aktivitet afhænger af, hvilket sprog der bliver brugt til at beskrive forbrydelsen.

»Det er endnu en påmindelse om, at den måde, man beskriver noget sprogligt, kan provokere forskellige følelser og påvirke vores holdninger,« siger professor Jesper Mogensen, der forsker i hjernens strukturer og funktioner på Københavns Universitets Institut for Psykologi, som en kommentar til den nye undersøgelse, der er lavet af hjerneforskere på Harvard University i USA.  

Hjerneaktivitet varierer 

I studiet, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature, har Harvard-forskerne undersøgt, hvordan testpersoners hjerner arbejder, når de vurderer, hvor strengt forbrydelser eller hændelser, hvor nogen er kommet til skade, bør straffes.

Forskerne fandt ud af, at forskellige centre i testpersonernes hjerner blev aktiveret afhængigt af:

• om gerningsmanden blev beskrevet som om, han havde haft til hensigt at skade sine ofre, eller om det skete ved et uheld
• om testpersonerne blev præsenteret for en følelsesladet og dramatisk beskrivelse af forbrydelsen, eller om den var beskrevet i neutrale vendinger.

Testpersonerne ville straffe gerningsmanden hårdere, hvis hans udåd var beskrevet med følelsesladede ord, men kun hvis han havde haft til hensigt at gøre skade. Hvis skaden var sket ved et uheld, havde det stort set ingen effekt på testpersonernes strafudmåling, om episoden var beskrevet følelsesladet eller objektivt.

Forskellige områder i testpersonernes hjerner blev aktiveret afhængigt af, hvilket scenarie de skulle bedømme, og hjernemekanismerne var afgørende for, hvordan de dømte, viste det sig. Det vender vi tilbage til. Første går vi et skridt tilbage. 

Sådan gjorde forskerne

I undersøgelsen læste 37 testpersoner en række skriftlige beskrivelser af situationer, hvor mennesker eller materiel var blevet skadet. I nogle scenarier havde gerningsmanden til hensigt at gøre skade, i andre var det sket ved et uheld.

Desuden var nogle af de opdigtede hændelser beskrevet dramatisk og følelsesladet, mens andre blev refereret helt objektivt. 

Mens testpersonerne afgjorde, hvordan de synes, gerningsmændene skulle straffes, blev deres hjerner fMRI-skannet (Læs om fMRI-skannning i artiklen: Sådan læser forskerne dine tanker).

Resultatet viste ikke overaskende, at testpersonerne ville straffe hårdere i de tilfælde, hvor gerningsmanden havde gjort skade med vilje. Deres strafudmålinger var også strengere, når den planlagte forbrydelse var beskrevet med følelsesladede ord. (Se eksempel på en følelsesladet beskrivelse i faktaboks til højre)

Amygdala er mere aktiv ved følelsesladet beskrivelse  

Mere forbavsende er det måske, at der som nævnt var forskel på, hvordan testpersonernes hjerner arbejdede afhængigt af, hvilke skadebringende scenarier de vurderede, og hvordan scenarierne blev beskrevet. Hjerneskanningerne viste:

• Hver gang testpersonerne skulle udmåle straf, spillede amygdala en rolle. Amygdala er det område i den forreste del af hjernen, som blandt andet er involveret, når vi håndterer frygt og forsvarsreaktioner.
   
• Når gerningsmanden havde til hensigt at skade andre eller deres ejendomme, var testpersonernes amygdala aktiv, og der var en klar forbindelse mellem amygdala og dorsolateral prefrontal korteks (DLPFC), som er et område i hjernen, der også i tidligere undersøgelser har vist sig at være involveret, når man straffer.
   
• Når den planlagte forbrydelse var beskrevet i følelsesmæssige og dramatiske vendinger var testpersonernes amygdala endnu mere aktiv, og forbindelsen til DLPFC var endnu stærkere.
   
• I de tilfælde, hvor gerningsmanden ikke havde skadet andre eller deres ejendele med vilje, faldt amygdalas aktivitet, og der var ikke den samme forbindelse til DLPFC. Det samme gjaldt, selv om den uheldige hændelse blev beskrevet i følelsesladede vendinger.
   
• Forskerne konkluderer, at et grænseområde i den forreste del af hjernen kaldet orbifrontal kortex (OFC), der blandt andet er involveret i følelsesafstemning og beslutningstagning, lagde en dæmper på amygdalas aktivitet og fik testpersonerne til at dømme mildere i de tilfælde, hvor gerningsmanden ikke havde haft til hensigt at gøre skade.

Fundet kan bruges i behandlingsøjemed

»Resultaterne giver øget forståelse for, hvordan vores hjerne bruger oplysninger om en gerningsmands hensigt til at regulere vores følelsesmæssige reaktioner. De giver os også en forståelse for, hvordan hjernen justerer vores holdning til straf ud fra den følelsesmæssige reaktion,« skriver ph.d. Michael Treadway, der har været med til at lave undersøgelsen på Harvard Medical School i en mail til Videnskab.dk.

»Vi har isoleret de kredsløb i hjernen, som afgør hvordan beslutninger om straf bliver truffet. Det giver indsigt i alle former for social interaktion, der involverer konflikter og konfliktløsning, ikke bare i det strafferetlige system. Vores identifikation af de involverede kredsløb kan i sidste ende bidrage til, at vi bliver bedre til at behandle personer, der har problemer med at regulere deres følelser, eller som har svært ved at vurdere andres hensigter,« fortsætter han.

På sigt kan det for eksempel tænkes, at de nye fund kan bruges til at behandle folk, som har en personlighedsforstyrrelse, en defekt i hjernen, eller som har været ude for et uheld, som medfører, at de ikke reagerer henigtsmæssigt på deres medmenneskers handlinger og hensigter.  

Resultaterne kan misforstås

Professor Jesper Mogensen fra Københavns Universitet, som har læst den videnskabelige artikel, er enig med Harvard-forskeren i, at de nye resultater giver øget forståelse for, hvordan hjernen fungerer, og at de har potentiale i behandlingsøjemed.

Professoren advarer dog mod, at man forstår resultaterne som et udtryk for, at strafudmåling udelukkende sker på baggrund af en biologisk mekanisme i hjernen.

»Man kan være bekymret for, at nogle læser resultatet som om, at vores holdning til straf bliver dannet ud fra en medfødt hjernemekanisme. Sådan er det ikke. Hjernens reaktioner og mekanismer er afhængig af de erfaringer, man har gjort sig gennem livet, og de kan være kulturelt eller socialt betingede,« siger Jesper Mogensen.

Det er en veludført undersøgelse

Normer i det omkringliggende samfund, opvækstbetingelser, skolegang, personlige oplevelser og så videre, er faktorer, der spiller en rolle for, hvordan hjernen reagerer, når vi skal vurdere, hvordan en kriminel handling skal straffes, forklarer professoren.

»Det er ikke så overraskende, at hjernen bliver påvirket af, om en forbrydelse bliver beskrevet objektivt eller i følelsesladede vendinger, og om den skadelige hændelse er planlagt eller er sket ved et uheld. Det nye er, at forskerne her har identificeret nogle af de dele i hjernen, der er involveret. Det er et flot og velgennemført studie,« siger Jesper Mogensen. 

Retssystemet kan ikke bruge det

Hvorvidt de nye fund kan bruges i retssystemet, tvivler Jesper Mogensen på: 

»Jeg kan ikke se, hvordan man skulle kunne bruge det i det juridiske system. I retssager ser man allerede, at advokater forsøger at påvirke nævningene ved at beskrive lovovertrædelsen i følelsesladede vendinger, for det er jo velkendt, at sproget påvirker folks holdninger. Studiet her giver en forståelse for, hvordan hjernen bliver påvirket at det,« siger han.

Michael Treadway afviser også, at undersøgelsen har potentiale til at blive anvendt til noget konkret inden for retsvæsenet:

»Hvis juryen tror på, at den anklagede er skyldig, viser vores data, at en følelsesmæssig beskrivelse af forbrydelsen har en større effekt på hjernens aktivitet og resulterer i, at nævningene udmåler en strengere straf, end hvis de tror, at den anklagede er uskyldig. Men vores arbejde er stadig kun på et beskrivende niveau, og endnu kan man ikke bruge det til noget i det strafferetslige system,« svarer han over mail.