En seriøs druktur med vennerne. Et 'one-night-stand' med den første, den bedste fra dansegulvet. Eller motion, til du segner.
Der findes rigtig mange gode råd og myter om, hvordan man bedst og hurtigst kommer sig over sine kærestesorger.
Men hvad er egentlig forskningens bud på dette?
Vi har sat to af Danmarks førende eksperter i sorg i stævne, og de har delt deres indsigter med os.
Sex med andre kan være godt
Det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager at komme sig over kærestesorger, men én ting er sikkert: Du må meget gerne forkæle dig selv, siger Mai-Britt Guldin.
»Man kommer ikke udenom smerten ved et brud. Men hvis man forkæler sig selv, kan det tage noget af den psykiske smerte, man befinder sig i. Det kan være alt fra at trøste sig selv med en god bog, tage i bio med vennerne eller gå ekstra meget i fitness,« siger Mai-Britt Guldin, postdoc på Institut for Folksundhed ved Aarhus Universitet.
Vi spurgte vores læsere, hvad de oplevede som det bedste råd, og de gav os mange bud på, hvordan man kommer sig hurtigst over kærestesorgerne, blandt andet gennem fest, alkohol og ’one-night-stands’. Klik på Facebook-opslaget nederst i artiklen, hvis du vil se alle svarene.
Fester med venner er ikke en dum idé, men man kan dog ikke umiddelbart drikke sig hurtigere ud af sorgen, vurderer Mai-Britt Guldin.
»Du kan sagtens gå ud at feste og have one-night-stands, hvis det gør dig glad. Det er en god idé at aflede sig selv fra at tænke for meget på det forliste forhold, men alt er med måde. Hvis du drikker dig så fuld, at du næste dag ikke føler dig ovenpå og i godt humør, så nytter det jo ikke så meget,« siger Mai-Britt Guldin.
En undersøgelse har vist, at sorgerne ikke kan druknes med alkohol. Faktisk kan alkohol forværre sorgprocessen.
Læserne har også foreslået træning og her gælder samme råd fra Mai-Britt Guldin:
»Hvis du synes det er rart og sjovt, og hvis det afleder dig fra at tænke på eks'en, så kan det være en god idé. Bare så længe det ikke bliver et misbrug.«
Sørgende mennesker har et højt fysiologisk stressniveau.
Deres kroppe udskiller meget stresshormon, der får hjertet til at hamre hurtigere. Det øger også blodtrykket.
Man kan samtidig se, at sorg øger risikoen for at udvikle depression, og forskere mener, at det skyldes det enorme fysiologiske stressniveau.
Stress kan nemlig også være forbundet med en øget risiko for at udvikle depression.
Forskellen mellem sorg og depression er, at den primære reaktion i sorg er, at du savner. Det findes ikke hos andre stresslidelser. I sorgen fylder savnet meget. Du kan læse mere om forskellen på sorg og depression i denne artikel.
Kilde: Postdoc Mai-Britt Guldin
Husk at reflektere over bruddet
Humlen er altså, at man skal forsøge at nyde livet og have det sjovt, når man er i sorg.
Men man skal dog også huske at finde tid til at reflektere over bruddet, konstaterer Adriana del Palacio Gonzales, der er postdoc på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.
»Det er godt at komme ud og se andre mennesker, og der er heller ikke noget galt i at feste, da det kan aflede dig fra gruble for meget over bruddet. Men man skal også sørge for at finde tid til at reflektere over bruddet, da det ellers kan forlænge sorgen,« siger Adriana del Palacio Gonzales, der selv forsker i parforhold og skilsmisse.
Men lad dig ikke opsluge for meget af bruddet
Når man mister en kæreste, mister man også ofte en god ven, man har delt interesser og omgangskreds med, og det skaber ændringer, man skal forholde sig til.
»Det kan være, at man mister venskaber, samtidig med at man mister kæresten. Det skal man gøre sig bevidst, så det ikke rammer som et chok. Det forværrer og forlænger sorgen, hvis man ikke forholder sig til de nye omstændigheder, single-livet byder,« siger Adriana del Palacio Gonzales.
På den anden side skal man også passe på med at fordybe sig for meget i bruddet, advarer Mai-Britt Guldin.
»Hvis man går for vidt og lader sig opsluge af tanker omkring bruddet, vil man forstærke eller 'komplicere' sorgen, hvor man ender med at sidde fast i den,« siger Mai-Britt Guldin.
I denne video fra Videnskab.dk's YouTube-kanal Skønhedslaboratoriet får du de bedste råd til, hvordan du kommer dig over et break-up. (Video: Skønhedslaboratoriet / Videnskab.dk)
Kronisk sorg kan kræve behandling
For at komme godt ud af sorgen, kræver det altså, at man balancerer mellem refleksion og distraktion, hvor man afleder tankerne med rare og sjove oplevelser, men samtidig minder sig selv om, at ens liv nu vil se anderledes ud.
Forskere og eksperter diskuterer i øjeblikket, om kompliceret sorg skal være en lægelig diagnose. Nogle mennesker lider nemlig så meget af sorg, at de har brug for behandling.
»Mennesker oplever sorg meget forskelligt. For de fleste går det over efter noget tid, men for nogle få kan sorgen blive kronisk og ende i en depressiv tilstand. Det kræver psykologisk og muligvis medicinsk behandling,« siger Adriana del Palacio Gonzales.
Sorg beskytter os
Men vi skal i virkeligheden ikke være så kede af at føle sorg, for det har hjulpet menneskearten med at overleve og med at holde sammen, fortæller Mai-Britt Guldin:
»Vi er programmeret fra naturens side til at reagere med stor smerte, når vi mister de mennesker, vi holder af. Det er en grundlæggende del af vores psykologi og en væsentlig grund til, at vores art har overlevet gennem så mange tusinde år. Det får os til at holde sammen og passe på hinanden,« siger Mai-Britt Guldin.
Dyr føler også sorg, hvis de mister medlemmer fra flokken. De mister energi og appetit, og det er psykisk pinefuldt for dem, forklarer Mai-Britt Guldin.
»Den smertefulde sorgfølelse skal sørge for, at vi beskytter vores familie og bliver i vores gruppe, så vores børn har større chancer for at overleve. Vi mennesker er flokdyr, ligesom mange andre dyrearter, og vi klarer os bedre sammen med vores flok. Derfor føler både mennesker og mange andre dyrearter sorg,« siger Mai-Britt Guldin.
Ingen kærlighed uden sorg
Man skal også huske på, at sorg kun opstår, fordi der også eksisterer kærlighed.
»Man kan ikke fokusere så meget på noget andet, at man glemmer sorgen, og vi kan ikke bare få sorg til at gå væk uanset, hvor gode vi er til at behandle det. Men det ønsker vi heller ikke, for det vil jo være det samme, som at kærlighed ikke tæller i vores liv,« siger Mai-Britt Guldin.
Her kan du se Facebook-brugernes bud på, hvordan du kommer dig over kærestesorger.