Du overværer en spillesituation mellem en ikke-spiller og en ludoman. Kontrolpersonen går benhårdt efter at vinde spillet. Ludomanen derimod satser på at tage de mest risikofyldte beslutninger, selv om han inderst inde godt ved, at det nok ikke vil lykkes.
De to spillere har forskellig tilgang til spillet, men jagter samme belønning i form af et skud af hjernens lyksalighedsskabende signalstof dopamin.
Det viser forsøg, der for nylig er gennemført ved Aarhus Universitet.
»Vores forsøg går grundlæggende ud på at finde ud af, hvorfor nogle bliver ludomaner af at spille, mens andre ikke gør. Forklaringen skal tilsyneladende findes i, at ludomaners belønningssystem bliver tricket af andre faktorer end raske menneskers,« siger forskningslæge og lektor Arne Møller, der har gennemført eksperimentet på PET-centret, Aarhus Universitetshospital og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab , Aarhus Universitet.
Alle kedede sig bravt
For at kunne finde ud af, om en ludomans belønningssystem adskiller sig fra en ikke-spillers, skannede Arne Møller og hans kolleger forsøgspersonernes hjerne, mens de spillede sammen med en computer. Ved denne skanning kunne forskerne se, hvordan spillere og ikke-spilleres hjerne agerer i en spillesituation.
Spillerne blev fundet i samarbejde med Center for Ludomani og bestod af ludomaner, der stadigt var aktivt spillende, selvom de havde et brændende ønske om at stoppe.
I den første time af eksperimentet var det computeren, der styrede spillet, der gik ud på at vælge de rette kort fra fire forskellige bunker.
I denne første runde lærte spillerne, hvad spillet konkret gik ud på, uden dog at kunne vinde noget. Da spillet var enkelt at lære og der ikke var nogen gevinst i sigte, kedede spillerne såvel som kontrolpersonerne sig bravt.
Ludomaner lever livet farligt
\ Fakta
Ud af de forsøgsdeltagere, der meldte sig, frasorterede forskerne de personer, der led af depression. Halvdelen af dem, der blev godkendt som forsøgsdeltagere, havde depressive symptomer. Denne halvdel af forsøgsdeltagerne brugte tilsyneladende spillet som en slags selvmedicinering – det vil sige, at man brugte spillet til at udviske symptomerne.
Næste runde var betydeligt mere interessant, for nu gjaldt det om at vinde spillet ved at vælge de rette kort, og her viste det sig hurtigt, at det ikke var tilfældigt, hvilke bunker man valgte fra. To af bunkerne rummede nemlig overvejende dårlige kort.
Ændringerne krævede opmærksomhed fra de to grupper af spillere, der dog viste sig at have vidt forskelligt fokus.
Hvor de ikke-spillende deltagere reagerede ved langt overvejende at vælge kort fra de to gode bunker, delte ludomanerne sig op i to grupper: Èn gruppe valgte de 'rigtige' bunker og den anden gruppe valgte kort fra de to dårlige, risikofyldte bunker.
»De ludomaner, der havde besluttet sig for at stoppe, traf de rette beslutninger undervejs gennem spillet og vandt derfor også. De mindre motiverede tog derimod de risikofyldte beslutninger. For disse spillere var det ophidselsen ved at tage en psykologisk risikofyldt beslutning, der var selve belønningen,« siger Arne Møller.
Dopaminniveauet afgør personligheden
For at blive klogere på, hvorfor nogle mennesker bliver afhængige af spil eller rusmidler, har Arne Møller og hans kolleger undersøgt, om ludomani og andre former for afhængighed er knyttet til en bestemt personlighed, og det bekræfter forskernes foreløbige resultater.
Forskningen viser, at der ikke skal så meget til for at gøre indadvendte personer opstemte og glade, for de kan typisk nøjes med at vende frimærker eller læse en bog. De kan klare sig med små udsving i dopaminniveauet og bliver derfor heller ikke så let afhængige.
Udadvendte mennesker har derimod brug for betydeligt større udsving i dopamin for at opnå tilfredsstillelse, hvilket de f.eks. opnår ved at kaste sig ud fra et højt bjerg. Det øger risikoen for at blive afhængig.
»Vores resultater er med til at belyse helt basale mekanismer i afhængighed, og det er især vigtigt at forstå i behandlingsøjemed. Vores håb er, at vores resultater kan føre til en behandling, der er mere målrettet mod den enkelte ludomans behov, så de kan få en hurtigere og større effekt af behandlingen,« siger Arne Møller.
\ Sidehistorie: Vi er skabt til at blive afhængige
At vi mennesker overhovedet kan blive afhængige af noget skyldes, at vores hjerner fra naturens hånd er udstyret med et belønningssystem, der udløser små eller større doser dopamin, hver gang vi gør noget godt for vores egen overlevelse.
For at kunne nedlægge et byttedyr, reproducere os selv eller finde en partner at få børn med, må vi øve os. Hver gang, vi går ind i læringsprocessen, sørger belønningssystemet for at gøre os opstemte.
Hver gang, vi holder pause, bliver opstemtheden afløst af en tomhedsfølelse. Det giver os trang til at gentage træningen igen og igen.
Det har så siden vist sig, at belønningssystemet kan trickes af andre faktorer end mad, sex og vold. Mange stimulanser, rusmidler og spil kan også fremprovokere dopamin. Jo større dopaminudsvingene er, des større risiko er der for, at vi bliver afhængige.
\ Dopaminreceptorer afgør, hvor sensationslysten du er
Arne Møller og hans kollegaer har fundet en sammenhæng mellem, hvor indadvendt et menneske er, og hvor stor en del af hjernens såkaldte dopaminreceptorer, der er besat af signalstoffet.
Receptorerne er en form for porte ind til hjernecellerne, som signalstoffet dopamin binder sig til og derved aktiverer hjernecellen.
Hvis en stor andel af receptorerne allerede er optaget af dopamin, skal der kun lidt dopamin til for at gøre personen opstemt. Er andelen derimod lille, skal der store doser dopamin til – dette naturligvis også afhængig af, hvor mange dopaminreceptorer man har.
Gruppens forskning viser, at der er sammenhæng mellem, hvor stor del af dopaminreceptorerne der er besat af dopamin, og hvor sensationssøgende en personlighed man har.
