Måske er det alligevel muligt at undgå forfald i den øverste etage - selv om man, efter menneskets målestok, bliver ældgammel? Opdagelser i en ny undersøgelse sætter i hvert fald spørgsmålstegn ved antagelsen om at Alzheimer og andre demenssygdomme vil udvikle sig ligegyldig hvad, hvis blot man lever længe nok. En hollandsk kvinde, Hendrikje van Andel-Schipper, der blev undersøgt både før og efter, at hun døde 115 år gammel, havde en helt normal hjerne. Kun lidt eller intet tydede på udvikling af Alzheimers, ifølge undersøgelsen. Kvinden havde for eksempel næsten ingen forekomster af stoffet beta-amyloid i hjernen. Dette er en slags 'plak' som lægger sig på hjernen hos patienter, som rammes af den frygtede demenssygdom.
Kvik og godt orienteret
Forskernes undersøgelser publiceres i augustnummeret af tidsskriftet 'Neurobiology of Aging'. Arbejdet blev ledet af læge og professor Gert Holstege fra universitetet i Groningen, Holland. Da kvinden var 112 og 113 år gammel, udførte forskerne en række neurologiske og psykologiske undersøgelser af hende.
Bagefter kunne de konstatere at kvinden var kvik og selvsikker - med stor interesse for verden omkring sig. Det gjaldt både indenfor politik og sport.
Resultaterne viste i praksis en hjerne som fungerede helt fint, uden tegn på demens eller problemer med opmærksomheden/hukommelsen. Hun klarede tests lige så godt som gennemsnittet for aldersgruppen 60-75 år, ifølge en artikel i det hollandske blad Elsevier.
»Kvinden var selvhjulpen til hun var 105 år. Da flyttede hun på et plejehjem, mest fordi hendes syn begyndte at svigte. Ironisk nok havde hun meget lav vægt ved fødslen, og man regnede ikke med at hun ville overleve,« bemærker forskerne bag undersøgelsen.
Enestående mulighed
Livets uransaglige veje ville det altså ganske anderledes. Kvinden var, ifølge artiklen i Elsevier, verdens ældste levende person, da hun rundede 115.
Det var egentlig en helt enestående mulighed Holstege og hans kolleger havde fået fingre i, siden de kunne sammenligne deres opdagelser med undersøgelser af kvindens hjerne fra kort tid efter, at hun døde i 2005.
Kvinden havde nemlig, allerede da hun var 82 år, sørget for at stille sin krop til rådighed for videnskaben efter døden. Men eftersom årene gik, begyndte hun at tvivle på, at forskerne fortsat mente, at hendes krop ville være til nogen nytte for videnskaben.
Så da hun rundede de 111 år, kontaktede hun dem. Svaret var det modsatte af, hvad hun havde troet - netop på grund af den høje alder var forskerne meget interesseret.
Kvinden var, på sin side, vældig entusiastisk over at være et vigtigt bidrag til forskningen, skriver Holstege og hans kolleger i undersøgelsen.
Som hos 60-80 årige
Bemærkelsesværdigt nok viste undersøgelserne, foretaget efter kvindens død, også at hun næsten ikke havde indsnævringer på arterierne noget sted i kroppen. Antallet af hjerneceller var desuden det samme som hos raske personer på 60-80 år, ifølge forskernes undersøgelser.
Den hollandske kvinde døde i øvrigt af mavekræft.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
