Mere end to og en halv million svenske børn har været med i et nyt studie, som er baseret på data fra det svenske sundhedsregister. Børnene er i gennemsnit fulgt i op til 10 år efter fødslen, og forskerne har set på, hvilke diagnoser børnene har fået.
Diagnoserne har forskerne sammenholdt med den anvendte undfangelsesmetode. Både god, gammeldags lagengymnastik og flere forskellige former for kunstig befrugtning, også kendt som in vitro fertilization eller IVF, er inkluderet.
Resultaterne viser en lille, men reel, øget risiko for, at børn, undfanget med IVF, får diagnosen ‘udviklingshæmmet’.
Forskellige IVF-metoder er vurderet sammen og hver for sig. I værste fald gav en metode 50 procents større risiko for, at et barn bliver udviklingshæmmet, hvis det blev undfanget med hjælp fra læger, sammenlignet med hvis barnet var blevet til på en traditionel måde.
På trods af det, bør studiet være mere betryggende end urovækkende, mener Sven Sandin, biostatistiker ved Karolinske Instituttet i Stockholm og en af forskerne bag resultaterne.
»Det er bedre at kende til en risiko og kunne tage hensyn til den, end ikke at kende til den i det hele taget,« siger han til forskning.no.
Liv Bente Romundstad, forsker ved NTNU (Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim) og overlæge på Fertilitetsseksjonen ved St. Olavs hospital i Trondheim, mener imidlertid, at fundene hovedsageligt ikke skyldes befrugtningsmetoden.
»Der er en risiko knyttet til det at føde flere børn, og historisk set har kunstig befrugtning oftere ført til flere tvillinge- eller trillingefødsler. Risikoen her ser ud til at kunne forklares med dét, og ikke med metoden,« siger hun.
Den almindeligste metode er sikker
En udviklingshæmning er ikke en psykisk lidelse. Betegnelser rummer ganske mange tilstande, men de har alle det tilfælles, at personen fra barnsben har en permanent ‘nedsat intellektuel funktionsevne’.
Det indebærer blandt andet en langsommere mental udvikling og dårligere evne til at tænke abstrakt. I studiet er diagnosen givet ved en IQ på under 70.
Forskerne bag det nye studie tjekkede først, om der er en øget risiko for udviklingshæmning med den mest almindelige form for kunstig befrugtning.
Den indebærer, at en ægcelle og en sædcelle møder hinanden i en laboratorieskål, men at selve befrugtningen – at sædcellen fastgøres på ægget – sker uden hjælp fra lægerne.
Den gode nyhed er, at sådan en behandling ikke gav en øget risiko.
Tidligere forskning har antydet en sammenhæng mellem kunstig befrugtning og autisme, men forskerne kunne ikke finde nogen kobling mellem den diagnose og behandlingsmetoderne, som blev tjekket i studiet.
Øget risiko, når sædcellerne har brug for hjælp
Risikoen dukker først op, når udviklingshæmning blev krydstjekket med de mindre almindelige behandlingsformer: Nogle typer IVF er lavet til at hjælpe ufrugtbare fædre. I praksis betyder det, at en sædcelle vælges ud og manuelt indsættes i morens æg i laboratoriet. Det er en variant af sådan en behandling, kaldet ICSI, som giver en øget risiko for udviklingshæmning på 50 procent.
»Vi ved ikke, om der er noget ved det at have et frugtbarhedsproblem, som øger risikoen, eller om det er behandlingen i sig selv,« siger Sven Sandin.
»For at få svar på det, skal man for eksempel se på, hvilken slags teknik og hvilke lægemidler, der er brugt, og så skal man have detaljeinformation om parret. Sådan information har vi ikke i et populationsstudie som dette.«
Blander metoden med risiko fra tvillingefødsler
»Jeg ville være meget forsigtig med at trække bastante konklusioner på baggrund af dette resultat. Hovedbudskabet herfra er at undgå tvillinge- og trillingefødsler, altså at man kun bør sætte ét æg ind ad gangen,« siger Liv Bente Romundstad i en kommentar til forskning.no.
Tidligere var det sådan, at lægerne som regel satte flere embryoer ind ved at IVF-forsøg, fordi det øgede sandsynligheden for, at mindst ét ville fæste sig. Ofte viste det sig, at mange af dem gjorde det, og dermed blev tvillinger og trillinger en almindelig konsekvens af kunstig befrugtning.
Der er en risiko både for mor og børn ved flerbørnsfødsler. Blandt andet stiger risikoen for, at børn fødes for tidligt, og for tidlig fødsel øger risikoen for udviklingshæmning.
Derfor har både norske og svenske læger ændret praksis, og ét embryo per forsøg er nu normen.
I studiet har Sven Sandin og kolleger tjekket, at risikostigningen, de har fundet, ikke kun skyldes den separate risiko ved flerbørnsfødsler. Selv da de kun så på enkeltfødsler, var der en øget risiko knyttet til IVF med ICSI, hvor sperm injiceres manuelt.
Liv Bente Romundstad er alligevel ikke overbevist.
73 af de 11.514 børn i studiet, som er undfanget ved hjælp af ICSI, er blevet udviklingshæmmede.
»I de undergruppeanalyser, som foretages her, er resultatet baseret på meget små tal, fordi tilstandene, som studeres, er sjældne. Der kræves flere studier for at kunne sige noget om risikoen ved disse behandlinger for enkeltfødsler med højere grad af sikkerhed,« mener Liv Bente Romundstad.
Højere risiko, men kun lille absolut fare
Det understreges flere gange, både i studiet, i pressemeddelelsen fra tidsskriftet JAMA, som publicerer studiet, og fra Sven Sandin selv, at faren for at dit barn bliver udviklingshæmmet, hvis det er undfanget med IVF, fortsat er meget lav.
»Den relative risikostigning skal ses i sammenhæng med den absolutte risiko. Det er kun lige under én procent af alle børn, der er udviklingshæmmede. 50 procent øget relativ risiko giver derfor alligevel en absolut risiko på kun én og en halv procent,« siger Sven Sandin.
Desuden er det svært at overføre risiko på gruppeniveau til individuel risiko, påpeger Sven Sandin.
Selvom alle nordmænd har en vis risiko for at få eksempelvis blodkræft, kan risikoen for enkeltpersoner være meget lavere eller meget højere, afhængig af livsstil, gener og en hel række andre faktorer. Det samme gælder i forhold til kunstig befrugtning.
Giver par muligheden for at foretage en bedre vurdering
Øget risiko er ikke ønskelig. Allerhelst ønsker de fleste af os vel, at faren for sygdomme og problemer for vores børn skal være så nær nul som overhovedet muligt.
Når verden alligevel ikke er risikofri, er det i det mindste bedre at være klar over de farer, der lurer, siger Sven Sandin.
»Par, som gennemgår IVF-behandling, ved allerede, at al klinisk behandling har en vis risiko knyttet til sig. Det kan være for sygdomme, for medfødte misdannelser og så videre. Så snakker de med deres læge om det, og de kan medtage både fordele og ulemper i vurderingen af, om det er det værd,« siger han.
Han mener, at det nye studie bidrager til, at risikovurderingen, som parrene skal foretage, bliver mere grundig og på korrekt grundlag.
»Når disse par har bestemt sig for, at de ønsker et barn på denne måde, tror jeg, at de allerede har godtaget, at der er en eller anden form for risiko. Sådan set burde denne nye viden være beroligende,« siger Sven Sandin.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
