Når man tager kokain, ryger pulsen og blodtrykket i vejret. Blodkarrene trækker sig sammen, og man risikerer at dø af en blodprop i hjertet eller hjernen.
Tre procent af alle pludselige, ikke-voldelige dødsfald i sydvestlige Spanien involverer kokainmisbrug, viser ny spansk-italiensk forskning.
»Vores undersøgelse viser, at kokainmisbrug fører til skadelige forandringer i hjertet og arterierne, og at forandringerne kan medføre dødsfald,« fortæller dr. Joaquin Lucena, der leder den retmedicinske afdeling i Sevilla.
21 døde havde taget kokain
De spanske og italienske patologer har været ganske grundige. De har nemlig kigget nærmere på 2.477 døde, der blev obduceret i den spanske by Sevilla fra november 2003 til juli 2006.
De fleste af dødsfaldene skyldtes mord, selvmord eller ulykker, men 668 af dem kom i kategorien 'pludselige dødsfald', der ikke umiddelbart lod sig forklare. Forskerne analyserede blod og urin fra de 668 lig og fandt spor efter kokain hos 21 af dem.
Alle 21 var mænd i alderen 21 til 45 år, og de blev undersøgt nærmere. 13 døde af blodprop i hjertet og tre af blodprop i hjernen.
Rygning, alkohol og fedme forøger risikoen
Ti af de 21 døde i weekenden. 17 af dem var rygere, og 16 havde også drukket alkohol. Ifølge dr. Joaquin Lucena udgør kombinationen af kokain, alkohol og tobak en dødelig cocktail.
\ Fakta
VIDSTE DU
I 2008 viste en undersøgelse, at 5,6% af alle danskere mellem 16 og 24 år havde prøvet kokain inden for det seneste år. Tallet er stigende; i 2005 var det 3,3%, og i 2000 var det 2,8%.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Og det hjælper absolut ikke, hvis man oven i købet er fed, hvilket var tilfældet for 11 af de 21 døde.
Ifølge overlæge Inge Birkemose fra Rusmiddelcenter Odense kan kokain kan være den dråbe, der får bægeret til at flyde over:
»Personer, der i forvejen har haft en forhøjet risiko for at få blodpropper som følge af hjerte-kar-sygdomme, forøger risikoen ved at tage kokain,« siger hun til videnskab.dk. »Indtagelsen af kokain har givet den ekstra belastning, som personerne ikke tålte i den givne situation.«
Men kokain er selvfølgelig også farligt, selv om man ikke i forvejen er disponeret for hjerte-kar-sygdomme, understreger Inge Birkemose.
Dødsfald skjuler sig i statistikken
Ifølge rapporten Narkotikasituationen i Danmark 2009 fra Sundhedsstyrelsen var der tre danskere, der døde af kokainforgiftning i 2008. Men ingen ved, hvor mange dødbringende blodpropper, der har kokainmisbrug som medvirkende årsag.
»Hvis man har et pludseligt dødsfald hos et ungt og i øvrigt rask menneske, vil man foretage en obduktion og måske konstatere, at dødsfaldet skyldes en blodprop i hjertet. Men typisk vil man ikke foretage retskemi,« fortæller Inge Birkemose. »Derfor ved man ikke, om der har været kokain involveret. Og det vil der sandsynligvis være ind imellem.«
Forskerne bag den nye undersøgelse, der publiceres i tidsskriftet European Heart Journal i dag, efterlyser da også faste regler for obduktioner af mennesker, der har lidt en pludselig død. De mener, at blod og urin altid bør undersøges for spor efter narkotika, så man kan finde ud af, hvor farligt det egentlig er.




































