Da Mohombi i 2010 sang ‘I wanna boom-bang-bang with your body, oh’ var det – muligvis – med henblik på at forhindre tidlig død blandt kvinder.
For et nyt studie indikerer nemlig, at kvinder, der har sex mindre end én gang om ugen, har en større risiko for at dø tidligere end deres modstykker, der er mere aktive på lagnerne, skriver IFLScience.
Selvom kvinder tilsyneladende kan stille træskoene tidligere, hvis de ikke har regelmæssig sex, gør det sig ifølge forskerne ikke gældende hos mændene. Forskerne observerede dog, at hyppig sex statistisk set reducerede en tidlig død for mænd og kvinder, der lever med depression.
»Sex er vigtigt for den kardiovaskulære (hjertet og blodomløbets, red.) sundhed,« skriver forskerne i studiet, som blev publiceret i Journal of Psychosexual Health i juni i år.
Forskerholdet analyserede data fra 14.542 amerikanere, der delte deres sundhedsoplysninger ved en national sundhedsanalyse foretaget mellem 2005 og 2010.
Her svarede 2.267 også på spørgsmål om deres sexliv: 94,4 procent påstod at dyrke lagengymnastik minimum én gang om måneden, mens 38,4 procent slog sig løs på lagnerne minimum én gang om ugen.
Tidligere studier har indikeret, at den gennemsnitlige voksne amerikaner dyrker sex 54 gange om året, hvilket svarer til omkring én gang om ugen, skriver forskerne.
Derfor inddelte forskerne folk ind i to grupper: Dem, der har sex en gang om ugen eller mere. Og dem, der har sex mindre end én gang om ugen.
Resultatet, som forskerne nåede frem til, var, at kvinder i gruppen, der havde sex mindre end én gang om ugen i sammenligning med de mere aktive, havde 1,7 gange højere risiko for at dø en tidlig død inden 2015 var slut – altså mellem 5 og 10 år efter.
Et af studiets resultater, der overraskede forskerne, var, at sex så ud til at have en afdæmpende effekt på de negative aspekter ved depression hos begge køn.
Og efter at have justeret deres data for andre mulige forklaringer som fedme, alderdom og socioøkonomisk status, fandt forskerne , at personer, der led af depression og samtidig havde et mere inaktivt sexliv, havde tre gange større risiko for at dø i opfølgningsperioden, der altså sluttede med året 2015.
En vigtig pointe er dog, at en direkte årsagssammenhæng mellem mindre sex og tidlig død ikke kan udledes af undersøgelsen. Men tidligere undersøgelser viser øget humør og velvære dagen efter sex, hvilket kan bidrage til en ‘midlertidig lindring’ for folk, der lever med depression, skriver forskerne.
Så selvom der ikke er en klar årsagssammenhæng, kan det altså stadigvæk være godt at dyrke sex minimum én gang om ugen, hvis man altså lige vil være på den sikre side.

































