»En dag kom en kvinde, der ammede et næsten nyfødt barn, op langs skibet og forblev der ud af ren og skær nysgerrighed, mens tøsneen faldt og smeltede på hendes nøgne bryst og på hendes nøgne babys hud.«
Ordene er Charles Darwins. HMS Beagle er gået i dok i Tierra del Fuego, og forskeren bemærker de lokales evne til at udholde kulden.
Japanske perlefiskere dykker i koldt vand uden våddragter, mens mange af os begynder at klynke, når Stillehavets eller Det indiske Oceans relativt varme vand når os til navlen.
Hvorfor er der - tilsyneladende - så stor forskel på, hvor meget vi fryser, og hvordan vi reagerer på kulde?
Hvorfor reagerer vi så forskelligt på kulde?
Vi begynder at opfatte kulden, når nerverne i huden sender signaler til hjernen om hudens temperatur. Signalerne reagerer ikke kun på hudens temperatur, men også på, hvor hurtigt temperaturen forandrer sig.
Vi fryser meget mere, når vi springer i koldt vand, og hudens temperatur hurtigt sænkes, end efter vi har været i vandet et stykke tid - når hudens temperatur er lav, men konstant.
Den eksplosion af nervesignaler, som et fald i hudens temperatur udløser, er en tidlig advarsel om, at kroppens kernetemperatur (temperaturen på de indre organer) sandsynligvis vil falde. Hvis kroppens indre temperatur ikke bringes under kontrol, kan det resultere i en livstruende afkøling, som kaldes hypotermi.
I sunde og raske mennesker forhindrer det fysiologiske system, at hypotermi indtræffer. Signaler fra huden til hypothalamus, et center i hjernen der kontrollerer kroppens indre, sender instrukser til centralnervesystemet, som forhindrer kroppens indre temperatur i at falde.
Nervesignaler sendt til musklerne skaber ekstra metabolisk varme gennem kulderystelser. De blodkar, der ellers ville transportere varmt blod fra de indre organer til den afkølede hud, hvor blodet ville tabe varme, trækker sig sammen og holder størstedelen af blodet og varmen i de indre organer.
Signalerne når hjernebarken, der står for vores fornuftsbeslutninger og danner informationer om, hvor meget vi fryser. Signalerne fra hjernebarken forenes med signaler fra det limbiske system, som er ansvarligt for vores følelsesmæssige tilstand, og sammen beslutter de, hvor meget vi fornemmer kulden.
Fornemmelsen af at fryse får os til at krumme os sammen eller tage mere tøj på - og til at beklage os.
\ Læs også
Sygdomstegn, arveligt eller ren og skær indbildning?
At føle at man fryser, er ikke det samme som at fryse. Det føles koldt at hoppe i en afkølet swimmingpool, men det kan få kroppens indre temperatur til at stige, da blodets varme fastholdes i kroppens indre og ikke føres ud i huden.
Kropstemperaturen kan forblive forhøjet i op til en time.
Mange føler, at de fryser, når de begynder at få feber, og kropstemperaturen begynder at stige. Når man har feber, sender særlige nerveceller, termosensorer, signaler til det termoregulatoriske center.
Centret kan ændre kropstemperaturen, så den bliver højere, og kroppen reagerer, som hvis den fryser, indtil dens temperatur stabiliserer sig. Feber er et sygdomstegn, men er der noget galt med at føle, at man fryser, snarere end egentligt at fryse?
Nogle er så uheldige, at de lider af Raynauds syndrom, hvor blodomløbet er for lavt til at holde fingre og tæer varme.
Hvis man fryser umådeholdent meget under en graviditet, hvor fostret agerer som en lille brændeovn, kan det være et symptom på lavt stofskifte, der skal behandles med stofskiftehormon-tabletter.
Følelesen af at fryse kan smitte
Nogle sunde og raske menneske føler, at de fryser mere end andre i de samme omgivelser. Kvinder fryser ofte mere end mænd. Det er sandsynligvis, fordi temperaturen på deres hud er lavere - en konsekvens af mere subkutant fedt, som er det fedt, der ligger lige under huden, og hormonet østrogen.
Man kan arve følelsen af at fryse meget. Et studie af tvillinger fandt, at følelsen af kolde hænder og fødder i høj grad er arvelig og antyder, at gener kan være skyld i en overdreven opfattelse af, hvor meget man fryser.
Nogle af os begynder at fryse, fordi andre omkring os gør. Dette fænomen kaldes 'kuldesmitte'.
Raske forsøgspersoner frøs mere, hvis de så en video med skuespillere, der lod, som om de frøs, end hvis skuespillerne lod, som om de havde det varmt.
Temperaturen på forsøgspersonernes hænder faldt, da blodkarrene trak sig sammen, på trods af at de ikke befandt sig i kolde omgivelser.
De fleste raske mennesker, som hævder, at de fryser meget, kan kun skylde skylden på sig selv. I modsætning til den kvinde, Darwin så i Tierra del Fuego, har vi vænnet os til at have det behageligt varmt.
I den udviklede verden udsætter vi sjældent os selv for kulde.
Vi køber tøj i dyre domme, som beskytter os, når vi er udendørs, og energiselskaberne opvarmer vores hjem og arbejdspladser. Ved at lade energiselskaberne gøre det arbejde, som vores forbrænding plejede at gøre, er vi faktisk med til at forværre fedmeepidemien.
Vi ville alle nok have det bedre, hvis vi frøs lidt mere.
Artiklen er oprindeligt publiceret på The Conversation og oversat af Videnskab.dk.
Duncan Mitchell modtager støtte af South African Medical Research Council, South African National Research Foundation, Australian Research Council og Oppenheimer Memorial Trust. Andrea Fuller modtager støtte af The National Research Foundation, Sydafrika. Shane Maloney rmodtager støtte af The Australian Research Council og Meat and Livestock Australia. Han er tilknyttet The National Tertiary Education Union.
