Så er det slut med at gemme på de erotiske hemmeligheder. Fra nu af kan forskere trække gardinet til side og afsløre vores inderste fantasier om sex ved hjælp af en simpel hjerneskanning.
Overlæge Hartwig Siebner fra Hvidovre Hospital har været med til for første gang at bruge en algoritme – et program – som ved hjælp af en hjerneskanner tolker aktiviteten i vores hjerner, når vi ser et billede af en penis eller vagina. Resultatet afslører, hvad vi tænker. Eller med andre ord: om vi er hetero- eller homoseksuelle.
Metoden virker i 90 procent af tilfældene, hvilket ifølge Hartwig Siebner er så godt som perfekt.
»Det her viser grundlæggende, at man kan aflæse folks holdninger i deres hjerner. Ved at analysere særlige aktiveringer i forskellige områder af hjernen kan vi nu se, om en fyr er gammel eller intelligent eller homoseksuel. I bund og grund er det en slags tankelæsning,« siger Hartwig Siebner, der ud over at være overlæge også er professor ved Københavns Universitet og forskningsleder på Danish Research Centre for Magnetic Resonances afdeling for MR-skanninger.
Hartwig Siebner har sammen med forskere fra Christian-Albrechts-Universität i Kiel i Tyskland offentliggjort resultaterne i tidsskriftet Journal of Sexual Medicine.
Tidligere metode kritiseret for at være usikker
Normalt bruger man såkaldt fallometri til at analysere, hvad en person tænder på. Det betyder ganske enkelt, at man måler, hvordan penis og vagina bliver påvirket fysisk af for eksempel et billede. Den udbredte metode bliver blandt andet brugt i retssager, men den er blevet kritiseret for at være usikker.
Forskernes nye analysemetode er kun afprøvet på hjerneskanninger af mænd, men den ser ud til at være mindst lige så god til at afsløre personers sex-ønsker som fallometri. Fordelen ved hjerneskanningen er, at den er lettere at lave og kan udføres mere behageligt end fallometri, og den kan desuden bruges til mange andre formål end at afsløre sex på hjernen.

Hartwig Siebner mener, at metoden åbner nye døre i behandlingen af sygdomme, fordi læger kan lave hurtigere og mere præcise diagnoser og derefter vælge den helt rigtige medicin. Forskere er allerede i gang med at udforske mulighederne for at bruge hjerneskanninger til at forudsige den bedste behandling.
Andre forskere i Danmark er interesserede i at finde ud af, om metoden også kan afsløre tendenser til ludomani, så man kan bremse en gambler, før han havner i bundløs gæld.
Mange muligheder
Den nye metode kan desværre ikke umiddelbart bruges til for eksempel at identificere pædofile eller terrorister, før de bliver kriminelle. Ifølge Hartwig Siebner kræver det flere og større studier, før man med sikkerhed ved, om hjerneskanninger kan kaste lys over alle de dunkle kroge i vores personlighed.
»Man skal passe meget på, så man ikke kommer til at drage forkerte og hasarderede konklusioner. Men umiddelbart ser det ud til, at denne metode giver mange og brede perspektiver,« siger han.
Siebner arbejder i øjeblikket sammen med forskere fra både Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet for at lave en kortlægning af, hvordan hjernen reagerer på blandt andet belønninger og nye produkter. Den del kan få konsekvenser for, hvordan reklamebranchen forsøger at få fat i vores penge.
Studiet af den nye algoritme blev lavet, fordi forskerne legede med ideen om, at hjerneskanninger kan bruges til at aflæse folks tanker. Det bygger på hjerneskanninger af 26 hetero- og homoseksuelle mænd, som blev skannet under én af Hartwig Siebners tidligere undersøgelser.
Ifølge Siebner selv er forsøgspersonerne så forskellige i for eksempel alder og uddannelse, at resultatet bør være solidt nok til, at større undersøgelser vil nå frem til det samme.
\ Kilder
- Artiklen ‘Assessment of sexual orientation using the hemodynamic brain response to visual sexual stimuli’; doi: 10.1111/j.1743-6109.2009.01233.x (Wiley InterScience, mere end abstract kræver betaling)
- Grundundersøgelsen af hjerner hos hetero- og homoseksuelle i artiklen ‘A functional endophenotype for sexual orientation in humans’; doi:10.1016/j.neuroimage.2006.08.002 (ScienceDirect, mere end abstract koster penge)
- Hartwig Siebners profil (Hvidovre Hospital)
- MR-skanninger (Danish Research Centre for Magnetic Resonance)
- Wikipedia om fMRI
\ Homoseksuelle har ingen hjernefejl
Hjerneskanningerne er en slags specialiseret MR-skanning, som hedder fMRI. Den bliver tit brugt til blandt andet psykologiske eksperimenter, hvor forskerne måler udslag i blodets iltindhold – ‘blood oxygen level-dependent’, forkortet BOLD.
Skanningerne blev oprindeligt lavet, fordi forskerne ville finde ud af, om man kunne se forskel på, hvordan hetero- og homoseksuelles hjerner reagerer på ophidsende billeder. Undersøgelsen viste, at homoseksuelle reagerer på fuldstændigt samme måde i hjernen som heteroseksuelle, bare på mennesker af samme køn.
»Så al den fordømmende snak om, at homoseksuelle har anormaliteter i hjernen passer simpelthen ikke. Homoseksuelle har en helt normal hjerne, som bare er tunet ind på en anden stimulus end hjerner hos heteroseksuelle,« konstaterer Hartwig Siebner.