Maven hopper, du snapper efter vejret, og ansigtet stivner i en henrykt grimasse. Det lyder ikke rart, men et godt gammeldags grineflip kan redde dagen for de fleste.
Ud over at løfte humøret helt i sky, bliver vi meget bedre til at ignorere smerte, fordi et kraftigt grineanfald udløser kroppens naturlige kemikalier, såkaldte endorfiner, i hjernen. Det viser en ny undersøgelse, der er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Proceedings of the Royal Society B.
»Resultatet viser, at et rigtig godt grin øger smertetærsklen i væsentlig grad,« fortæller den ledende forsker bag undersøgelsen, Robin Dunbar fra University of Oxford, til BBC.
’Mr. Bean’ og ’Venner’ fik latteren frem
En del af forsøget gik ud på, at forskerne først målte forsøgsdeltagernes smertegrænse, hvorefter deltagerne blev delt i to grupper.
\ Fakta
Udløsning af endorfiner hænger normalt sammen med fysisk aktivitet eller berøring, som for eksempel massage. Forskerne mener, at den lange række af udåndinger under et ukontrolleret grineflip forårsager en fysisk udmattelse af mavemusklerne, der også frigiver endorfiner. For at teste forsøgsdeltagernes smertetærskel placerede de en pose med is på deltagernes arme for at se, hvor længe de kunne holde smerten ud. Teorien var, at jo større stigning der var i smertegrænsen, jo større mængde endorfiner måtte være blevet produceret.
Den ene gruppe blev sat til at se sjove komedieserier som for eksempel ’Mr. Bean’ og ’Venner’ i 15 minutter, mens den anden gruppe blev sat til at se faktuelle programmer, der ikke påvirkede deres humør positivt, såsom dokumentarprogrammer eller golf.
Eftersom det er bevist, at latter er en meget social aktivitet, hvor man er 30 gange mere tilbøjelig til at grine, når man er sammen med andre, end når man er alene, blev deltagerne testet både i grupper og hver for sig.
Latter øgede smertetærsklen
Efter forsøget målte forskerne forsøgsdeltagernes smertetærskel igen, og resultatet viste på tværs af alle tests, at de forsøgsdeltagere, der havde set sjove klip og moret sig fyrsteligt under forsøget, efterfølgende kunne tåle flere smerter, end den gruppe der ikke havde grinet.
I gennemsnit steg smertegrænsen med 10 procent for de deltagere, der havde set 15 minutters komedie sammen med andre. Tallet var lidt lavere for de deltagere, der havde set komedierne alene, mens de deltagere, der ikke havde moret sig, havde en uændret eller tilmed lavere smertetærskel end før forsøget.
»Effekten kan bedst forklares med, at virkningen af endorfiner, som er frigivet af latter, spiller en stor rolle,« erklærer Robin Dunbar.
Dansk forsker er ikke overrasket over resultatet
Videnskab.dk har bedt Else-Marie Elmholdt Jegindø fra Dansk Smerteforskningscenter (DPRC) og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) på Aarhus Universitet om at se på studiet. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om tro og smertelindring.
»Det er et spændende og meget grundigt studie, som ligger fint i forlængelse af den viden vi har om, at man tolker smerte ud fra hvilken sammenhæng, man oplever smerten i,« fortæller Else-Marie Elmholdt Jegindø.
Hun mener, det lyder sandsynligt, at latter skulle have en smertelindrende effekt, eftersom det er kendt, at glæde og nydelse kan påvirke smerte i en positiv retning - både i forhold til, hvordan man rent personligt oplever smerten, men også i forhold til, hvordan hjernen i sig selv bearbejder smerteindtryk.
At latter skulle kunne lindre smerter overrasker mig ikke. Vi ved fra tidligere studier, at det at se mere lyst på en situation kan være med til at sætte gang i kroppens egne naturlige smertelindrende systemer. For eksempel i placebo-studier hvor deltagerne oplever mindre smerte, fordi de forventer at have fået et middel, der virker mod smerter.
Else-Marie Elmholdt Jegindø, ph.d., Aarhus Universitet
»Derudover er det interessant, at studiet viser, forsøgsdeltagernes smertetolerance blev højere, når de havde set komedierne sammen med andre. Det viser effekten af det sociale samspil mellem os mennesker, hvor latter fungerer som en slags lim, der knytter os sammen« forklarer Else-Marie Elmholdt Jegindø.
Resultatet kan måske forklare etablering af de første samfund
Robin Dunbar hælder også til den teori. Hans formål med undersøgelsen er ikke at udvikle nye behandlingsmetoder, men at udforske den rolle, latter har spillet for dannelsen af de første menneskelige samfund for omkring to millioner år siden.
»Alle aber er i stand til at grine, men det er kun mennesker, der er i stand til at grine helt ned i maven og udløse endorfiner. Det næste skridt bliver derfor at undersøge nærmere, om latter virkelig kan medvirke til at knytte os mennesker sammen som gruppe og få os til at opføre os mere generøst mod hinanden,«
Hvis det er tilfældet, mener Robin Dunbar, det måske kan være forklaringen på, hvorfor de første mennesker i sin tid var i stand til at danne større stammesamfund på op til 100 individer, mens andre aber og abelignende væsener fra samme tid kun var i stand til at danne lokalsamfund på op til 50 individer.
