Forskere: Sådan snød Penkowa med sine data

Fabrikerede data, opfundne dyr og sjusk med forskningsmetoder.

Anklagerne mod Milena Penkowa er alvorlige og førte til, at hun i 2010 blev meldt til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed af Københavns Universitet.

Videnskab.dk har talt med en række forskere i miljøet, der har haft en tilknytning til Milena Penkowa – enten som kollega, samarbejdspartner eller bedømmer af hendes forskning. Nogle af dem er i fuld gang med at gennemgå hendes studier og er i den forbindelse faldet over flere publikationer, hvor de vurderer, der er sket fusk og snyd.

Videnskab.dk tegner her et billede af, hvad Milena Penkowas forskning gik ud på, og kommer med konkrete eksempler på, hvad der giver anledning til anklagerne om snyd, og hvordan hun kan have båret sig ad.

Hvis vurderingerne er rigtige, har hun ikke kun snydt i den enkeltstående sag, hun er indklaget for. Så er svindlen noget, der går igen i mange af hendes videnskabelige publikationer.

Forskede i at beskytte nerveceller

Penkowa arbejdede med et område, der har relevans for mange patienter, nemlig regeneration og beskyttelse af nerveceller mod skader i hjernen. Nerveceller kan dø, hvis de bliver udsat for skader, og de resterende kan ikke dele sig bagefter.

Er skaden først sket, er der intet, man kan stille op. Det fortæller professor Morten Møller fra Institut for Neurovidenskab og Famakologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved KU.

»Konsekvensen er en uoprettelig skade i hjernen, som end ikke kan repareres, hvis hjernen rummede stamceller. Det er vigtigt at forsøge at finde måder at beskytte nervecellerne på, så risikoen for at få skader er minimal,« siger han.

Vidundermiddel mod alskens sygdomme

Nerveceller kan blive beskadiget på mange forskellige måder, f.eks. som en følge af iltmangel, kaldet anoksi, manglende blodforsyning, kaldet iskæmi, eller ved tryk og forfrysninger.

Også mange uhelbredelige sygdomme, som Parkinsons sygdom, multipel sklerose og Alzheimers sygdom, kan give nerveskader, ligesom man også finder det ved hjernekræft.

Professor, dr. med. Albert Gjedde, der er leder af instituttet, kender detaljerne i Penkowas arbejdede.

»Hovedemnet i Penkowas forskning var studier af proteinstoffet metallothionein, som hun mente havde en beskyttende virkning på hjerneceller i forbindelse med skader. Hun offentliggjorde den første videnskabelige artikel om det tilbage i 1995,« fortæller Albert Gjedde.

Penkowa udbygger kendt teori

Teorien om proteinstoffet metallothioneins beskyttende effekt er ikke ny. Den blev allerede fremsat tilbage i 1990 af den spanske fysiolog Juan Hidalgo og hans kolleger ved Universitetet i Barcelona.

Milena Penkowa gik skridtet videre og udbyggede sin teori ved at påstå, at stoffet også kunne bremse eller måske ligefrem behandle en række uhelbredelige hjernesygdomme.

Ved en hjernelæssion eller et udbrud af en hjernesygdom opstår der en art betændelsesreaktion i hjernen, der kan føre til programmeret celledød, og Milena Penkowa arbejdede ud fra den teori, at metallothionein kan dæmpe denne reaktion.

»Penkowa mente, at hun ved at behandle med metallothionein kunne reducere antallet af immunceller og dermed også nedsætte skadesomfanget,« fortæller lektor på instituttet Anders Hay-Schmidt, der var Penkowas kollega.

Farvede og talte immunceller

Penkowa forsøgte at underbygge sin teori ved at gennemføre en række forsøg med mus, der var genetisk manipulerede, så de var ude af stand til at producere metallothionein.

I nogle forsøg påførte Penkowa og hendes kolleger mus fryselæsioner i hjernen ved hjælp af en klump tøris, som de tog op med en pincet, hvorefter de holdt den oven på musens kranie i nogle sekunder. I andre forsøg påførte hun musene forskellige former for sygdomme, der under et kaldes for allergiske hjernebetændelser.

Når hjerneskaden var opstået, sprøjtede hun store mængder af metallothionein ind i dyrenes bughule. Metallothionein blev herefter transporteret rundt i kroppen og passerede via en blod-hjernebarriere ind i hjernen, hvis barrieren var gennembrudt af sygdommen.

Penkowa kunne nu undersøge, om stoffet fik flere nerveceller til at overleve.

Hendes speciale var at kigge på de beskadigede områder af hjernen og lave snit af dem – altså skære skiver af hjernen. Disse skiver farvelagde hun på en måde, der fremhævede forskellige immunceller, så de kunne tælles.

»Ved at tælle antallet af immunceller, kunne hun få en indikation af, hvorvidt behandling med metallothionein har en gavnlig effekt på nervecellerne,« siger Albert Gjedde.

For godt til at være sandt?

Albert Gjedde vil som institutleder og tidligere chef for Milena Penkowa ikke gå ind i, hvor man mener at hun har fusket, og det afstår de andre navngivne kilder i artiklen også fra. Men Videnskab.dk har talt med en højt kvalificeret kilde, der ønsker at være anonym. Den pågældende har fundet flere videnskabelige artikler fra Penkowas hånd, der ser mistænkelige ud. En af dem stammer helt tilbage fra 1999.

»Et gennemgående træk ved artiklerne er, at de opgivne data har en utroligt lille varians,« konstaterer kilden.

Varians i forsøgsdata er et udtryk for to ting. Dels vil to mus eller to rotter ikke være ens, og dels vil der være en måleusikkerhed på målingen af det enkelte dyr.

Der vil derfor altid være varians i et datasæt, og det er teknisk set særdeles usandsynligt, at man kan skabe resultater med så lille en varians, som tilfældet er i Milenas publikationer. Selv data fra organer, der varierer meget fra individ til individ, optræder utroligt ensartede i hendes studier.

»Det giver en stærk mistanke om, at data er fabrikerede,« pointerer kilden, der er ekspert i at vurdere den form for data.

»Dygtighed er ikke forklaringen«

En af de videnskabelige artikler, hvor denne erfarne forsker har mistanke om snyd, har titlen ”Role of metallothionein-III following central nervous system damage” fra 2003 og optræder i det videnskabelige tidsskrift ’Neurobiology & Disease”.

Artiklens pointe er, at metallothionein-III ikke påvirker betændelsesreaktionen i hjernen, som variationerne af stoffet I og II gør. I artiklen viser en figur et komplet sammenfald mellem kontroldyr og dyr, der er manipuleret til at mangle MT-III. (Se illustration nummer to her på siden).

»Der er faktisk to kurver, men sammenfaldet mellem kurverne er så stort, at det dårligt kan ses. Sådan et sammenfald virker højst usandsynligt. Jeg mener, der er stor sandsynlighed for, at der er tale om regulær svindel med et så perfekt sammenfald mellem de to grupper af dyr,« siger eksperten.

Variansen er usynlig

Penkowas store svaghed er, at hun overhovedet ikke lytter til faglig kritik. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle hende noget. Hun ved bedst selv.

Morten Møller

En anden artikel, der ser mærkelig ud, stammer helt tilbage fra 1999 og har titlen ”CNS Wound Healing Is Severely Depressed in Metallothionein and II-Deficient Mice,« som Penkowa er førsteforfatter på.

»Den første figur i denne artikel har også utroligt lav varians. Faktisk så lav at den visse steder ikke er synlig, og sådan er virkeligheden meget sjældent,« siger kilden. (Se illustration nummer et her på siden).

I det hele taget skulle de bjælker, der angiver spredningerne på Penkowas målinger i diverse artikler, være mistænkeligt små og kan ikke forklares med, at Milena Penkowa er exceptionelt dygtig.

»Man kan jo heller ikke få en flok soldater til at være mere ens i højden ved at være dygtig til at måle. Soldaters højde varierer nu engang, som de gør,« siger eksperten.

Hendes procedurer får kritik

Hjerneforskerens data er altså ifølge kilden lidt for gode til at være sande, men Penkowa selv har over for flere medier bedyret, at de er rigtige nok. Det er blot hendes kolleger, der ikke forstår hendes metoder.

Den forklaring køber professor Morten Møller fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ikke. Han er neuroanatom og fagkyndig i at tælle celler i hjernen, og han har gennem årene åbenlyst kritiseret Penkowa for hendes brug af forskningsmetoder.

»Jeg var oprindeligt ganske imponeret over denne unge, dynamiske, udadvendte kvindelige forsker, der fik nogle fantastiske data, som umiddelbart så fine ud. I forbindelse med, at fakultetet skulle udnævne en ’superadjunkt’ blev jeg bedt om at være bedømmer,« fortæller han og fortsætter:

»Mens jeg sad og læste, fik jeg store panderynker over den måde, hvorpå Penkowa udvalgte sit hjernevæv og talte sine celler. Selve metoderne var heller ikke beskrevet godt nok, og det hele virkede meget mystisk. Ud fra det, jeg så, blev min indstilling ikke særlig positiv.«

Omhyggelighed er afgørende

Milena Penkowas benyttede en metode kaldet immunhistokemi til at synliggøre celler, der rummer bestemte proteiner i hjernen. Hun talte, om antallet af såkaldte immunreaktive celler ændrer sig i en beskadiget hjerne i forhold til en rask kontrolhjerne.

En afgørende forudsætning for at kunne sammenligne tællinger er, at man som forsker er konsistent med, hvor man lægger sine snit, samt at man overholder bestemte regler omkring snittykkelse og afstand mellem snittene i forhold til den hjernestruktur, man studerer.

Men den slags klokkeklare regler var Milena Penkowa tilsyneladende helt ligeglad med.

»Hendes snit var ikke repræsentative og for få til at lave ordentlige tællinger på, og hun gik ind og lavede en subjektiv udvælgelse af snittene, så hun nøjedes med at analysere på dem, der passede med hendes hypoteser,« siger Morten Møller.

En celle er ikke bare en celle

Videnskab.dk har også talt med en professor fra et andet dansk universitet, der er specialist i den metode, Milena Penkowa har brugt, og han er helt enig med Morten Møller i hans overvejelser.

»Jeg giver Morten Møller fuldstændigt ret. På det her område er hun metodologisk meget svag,« siger den pågældende kilde, som på grund af sagens følsomme natur også udbeder sig anonymitet.

Den måde, Penkowa forsøger at vride tal ud af sine snit på angående antallet af celler, er ifølge professoren en meget gammeldags metode, der typisk kun går godt i to ud af tre tilfælde. Penkowas gammeldags metode tæller antallet af celleprofiler, ikke celler, hvorfor metoden også er afhængig af cellernes størrelse, deres form og deres retning.

»Den slags tog hun slet ikke hensyn til. Hvis metoden skal virke, skal hun enten sammenligne tællinger i to tynde nabosnit, eller også lave en optælling ved at scanne sig igennem et tykkere snit. Hun gør ingen af delene. Derfor vil hun ofte drage forkerte konklusioner.«

Kommentar fra Milena Penkowa

Milena Penkowa var god til at profilere sin forskning i Danmark, men på internationalt plan var hun og hendes forskningsresultater ikke lige så fremtrædende. Jeg er blandt dem, der indtil for nylig har levet i lykkelig uvidenhed om metallothioneins 'store betydning'. Efter min vurdering er området, som hun har beskæftiget sig med og de tidsskrifter, der er offentliggjort i, nærmest det, man kalder et nicheområde.

Albert Gjedde

Videnskab.dk har kontaktet Milena Penkowa for at få en kommentar til forskernes vurderinger, men hun ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

»Jeg har drøftet dit forslag med rette rådgivere og konklusionen er, at det vil være forkert -på nuværende tidspunkt - at svare til andre parter end UVVU, idet UVVU pt behandler spørgsmålet aktivt og skal have lov til at nå frem til deres afgørelse uden at andre fora indblandes utidigt.

Jeg vil personligt og naturligvis gerne give jer mit fyldestgørende svar - eventuelt i samme detaljeringsgrad og volumen, som det er leveret til UVVU - når UVVU har afsluttet deres arbejde,« skriver Milena Penkowa i en mail.

UVVUs behandling forventes at vare mellem et halvt til et helt år.