De beskytter os mod sved og regn i øjnene, kan udtrykke alverdens følelser og ser vidt forskellige ud. Vores øjenbryn er unikke, men hvor stammer de egentlig fra, og hvorfor ser menneskers bryn så forskellige ud?
Svaret kan ligge i vores gener, og nogle af disse har forskere nu identificeret.
Det skriver tidsskriftet Elsevier i en pressemeddelelse.
Der findes mere viden om de gener, der gør os syge, end om dem, der ligger bag vores sunde udseende. Men sidstnævnte gør et nyt studie os nu klogere på.
»Vores undersøgelse forbedrer markant vores genetiske viden om menneskets øjenbryns udseende ved at øge antallet af kendte gener fra fire til syv,« siger molekylærbiolog Manfred Kayser fra Erasmus University Medical Center Rotterdam, Holland, i pressemeddelelsen.

Han og teamet bag det nye studie, der er offentliggjort i Journal of Investigative Dermatology, kortlagde for første gang gener blandt 9.948 deltagere, der nedstammer fra fire forskellige grupper med europæiske aner.
Her identificerede de tre hidtil ukendte gener, der skulle være forbundet med øjenbryns tykkelse, nemlig SOX11, MRPS22 og SLC39A12.
»Ved at have demonstreret, at variation af øjenbryn både bestemmes af fælles og forskellige genetiske faktorer på tværs af kontinentale populationer, viser vores resultater et behov for, at man studerer populationer, der stammer fra forskellige forfædre. På den måde vil man kunne afsløre det genetiske grundlag for menneskelige egenskaber, blandt andet fysisk udseende,« siger studiets hovedforfatter, Manfred Kayser, i pressemeddelelsen.
smb

































