Evnen til at samarbejde i små grupper har været altafgørende for menneskets udvikling og fremskridt i alle aspekter af livet. Det gør spørgsmålet, om hvad der afgør en gruppes succes, helt centralt for forskning.
Tidligere forskning i gruppedynamik har især beskæftiget sig med demografi og psykologiske karaktertræk hos de individuelle gruppemedlemmer. Men biologien spiller også en rolle, skriver arstechnica.com.
Gruppemedlemmer med et højt niveau af testosteron og et lavt niveau af stresshormonet kortisol viste den bedste indsats i forskellige gruppeopgaver, konkluderer et nyt studie.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet PNAS.
For at undersøge hormoners indflydelse på gruppeindsatsen, indsamlede forskerne bag det nye studie spytprøver fra 370 MBA-studerende. Herefter blev de inddelt i grupper på mellem tre og seks og blev givet en prøve i kollektive beslutningsprocesser, hvis resultat blev vurderet ud fra niveauet af testosteron og kortisol i deres spytprøver.
Opgaven i beslutningsprocessen bestod i at styre et fiktivt laboratorium på en computer i syv dage med målet at maksimere rentabiliteten. Siden styringen af laboratoriet var i døgndrift og for kompliceret til én, krævede opgaven gensidig afhængighed og tillid mellem gruppemedlemmerne.
Hver enkel gruppemedlems testosteron- og kortisolniveau var afgørende for at forudsige indsatsen i gruppeopgaven, viste studiet. Gruppernes indsats var generelt bedst, når niveauet af testosteron var højt, mens niveauet af kortisol var lavt. Dette er formentlig fordi, disse hormonniveauer skaber en bedre social kontakt i gruppen, hvilket effektiviserer de indbyrdes afhængige beslutninger, skriver forskerne bag studiet.
Der er lavet meget forskning i, hvordan hormonniveauer påvirker individuelle indsatser, men det er første gang, at forskere kigger på sammenhængen mellem en gruppes kollektive ’hormonprofil’ og dens funktionalitet, skriver arstechnica.com.
Der er dog stadig brug mere forskning på området. Fremtidige studier kan eksempelvis kigge på, hvordan det påvirker gruppedynamikken, hvis et gruppemedlem med markant højt testosteronniveau eller markant lavt niveau af kortisol tilføjes.

































