Har du som mig stået og ventet på toget i det nordlige København og kigget ud over Nordhavns nybyggeri en tidlig morgen?

Næste gang skal du vende dig om og kigge mod Charlottehaven. Det er måske ikke så spændende at stå og kigge på SKAT eller Aldi, men for blot 80 år siden ville du have kigget på kryolitfabrikken.

Her forarbejdede man mineralet kryolit til aluminiumsproduktion. Men netop dette mineral skulle vise sig at være alt andet end uskadeligt for dem, der arbejdede med det.

Udsigt fra Nordhavn station i dag. Tietgens gården i forgrunden og Charlottehaven i baggrunden. (Foto: Jorid Birkelund Sørli)

Hvad er kryolit?

Kryolit siger dig måske ikke så meget, og det gjorde det heller ikke for mig indtil for nyligt, da jeg faldt over en passage i fagbogen 'Arbejdsmedicin'.

Her nævnes kryolit i en bisætning, og da det lød lidt for meget som kryptonit, stoffet der på få sekunder kan svække Supermans kræfter, pirrede det min interesse.

Grundstoffet flour udgør mere end 50 procent af indholdet i kryolit, og så vidt man ved, fandtes kryolit (Na₃AlF₆) kun i store mængder i Grønland i Ivittuut. Minen er tom nu, og mineralet findes kun i meget små mængder.

I 1865 startede udvindingen af større mængder kryolit i Ivittuut, og dette blev sendt til kryolitfabrikken på Strandboulevarden på Østerbro.

Kryolitten blev primært brugt i aluminiumsindustrien, men først blev den sorteret, knust, tromlet og siet på kryolitfabrikken. Dette arbejde genererede meget støv.

Opdagede ukendt sygdom på den støvede fabrik

Da arbejdstilsynet på dette tidspunkt havde en kampagne rettet mod fabrikker, som genererede støv, og faren for, at arbejderne udviklede støvlunger, også kaldet pneumokoniose, aflagde de kryolitfabrikken et besøg i 1931.

De fandt ikke støvlunger, men i stedet en ubeskrevet sygdom, som var resultatet af, at arbejde med kryolit, nemlig fluorose – en sygdom, der blandt andet giver smerter i led og stivhed i kroppen (mere herom om lidt).

Bearbejdningen af kryolit genererede som sagt meget støv. Målinger fandt koncentrationer på 30-40 mg/m³ af fluor – til sammenligning er grænseværdien, når det handler om arbejdsmiljø, i dag 0,2 mg/m³ for fluor.

Men det skulle vise sig, at det var knoglerne, snarere end lungerne, der var udsatte, når man arbejdede med kryolitten.

Kryolit får dit skelet til at tage på

Du har måske hørt folk bruge vendingen 'jeg er ikke tyk – jeg har bare store knogler!' Men for dem, der arbejdede med kryolit, var tykke og tunge knogler helt bogstaveligt et problem (se billeder i galleriet øverst i artiklen, hvor der også er billeder fra kryolitminen).

Dem, som arbejdede på fabrikken i Danmark, blev udsat for massive mængder fluor i form af kryolit, som blev indåndet eller slugt.

De fleste arbejdere havde fordøjelsesproblemer, men det var knogleændringer hos dem, der havde arbejdet på fabrikken i længst tid, som fangede arbejdstilsynets opmærksomhed. De blev opdaget, da man røntgenfotograferede arbejderne.

Omtrent en tredjedel af de ansatte havde smerter i deres led eller følte, at de var stive i kroppen.

Inden observationerne på kryolitfabrikken vidste man ikke, at udsættelse for fluor kunne påvirke knoglerne. Efter at arbejderne havde indåndet eller slugt kryolitten, gik den i opløsning og frigav derved fluor.

Fluoren vandrede gennem kroppen og bandt sig til kalcium i knoglerne og dannede det uopløselige salt kalciumfluorid – CaF₂. Dette medfører en fortykkelse af knoglerne specielt i rygraden, bækkenet og brystkassen.

Fabriksarbejdere fyldt med fluor

Fortykkelse af knoglerne gjorde rygraden så stiv, at det forhindrede naturlig bevægelse – for eksempel at bøje sig fremmover (se billeder i galleriet øverst i artiklen).

Analyser af knoglerne fra de af arbejderne, som senere blev obduceret, netop for at man kunne blive klogere på flourose, viste, at de havde 10 gange så meget fluor i knoglerne som normalt.

Og hvad skete der så med fabrikken, og de syge arbejdere? Det melder historien desværre ikke noget entydigt op.

Jeg har ledt med lys og lygte, men har ikke kunnet finde ud af, hvad konsekvenserne for arbejderne og fabrikken blev efter arbejdstilsynets fund i 1931 og frem.

Det sidste kryolit blev udvundet i Grønland i 1987, og kryolitfabrikken lukkede få år efter i 1990.

Den viden, som arbejdstilsynet og lægerne på Rigshospitalet genererede, er dog stadig værdifuld i dag, da der er befolkningsgrupper i eksempelvis Kina og Mexico, som får helbredsproblemer, fordi deres drikkevand indeholder for meget fluor.

Hvad kryolit angår, bruges det stadig i fremstilling af aluminium. I dag bliver det dog fremstillet syntetisk, da kryolitminen som nævnt er tom.

Syntetisk kryolit har de samme egenskaber som det naturlige mineral, men det betyder ikke nødvendigvis, at det også skaber de samme sundhedsfarer.

Problemerne på kryolitfabrikken kom af de enorme mængder støv, som blev genereret i bearbejdningen af mineralet – de støvmængder burde man kunne komme uden om ved syntetisk fremstilling.

Billeder af skader fra fabrikken og fra minen kan ses i galleriet øverst i artiklen. Skulle nogen læsere have viden om, hvad der blev konsekvensen for kryolitfabrikken og dens arbejdere efter arbejdstilsynets besøg, kan jeg kontaktes på jbs@nfa.dk.