Kan du huske Superman-filmen, hvor Superman sætter en glaskrystal ned i en konsol, hvorefter der afspilles en optagelse af hans forældre?
I den nærmeste fremtid bliver det samme muligt for alle os andre, der ikke har superkræfter eller bor i et is-palads på Nordpolen.
Forskere fra Southampton University har opfundet en metode, der gør dem i stand til at manipulere med molekylerne i et stykke glas og på den måde lagre data. Ved at bytte rundt på atomerne, kan de ændre på lysets bane gennem glasset og aflæse det, som man aflæser information på en cd i dag.
Glasset kan sammenlignes med de krystaller, som Supermans forældre lagrede information på.
»Glas er bestemt en god mulighed til at lagre data på. Det er meget holdbart, og ved lave temperaturer er det stabilt i flere tusinde år,« kommenterer lektor Jesper Lægsgaard, fra DTU fotonik, efter han har læst artiklen, der netop er offentliggjort iApplied Physics Letters.
50 GB på skærmen af en mobiltelefon
Ved at lave harddiske af glas kan man i fremtiden gemme data på et materiale, der er langt mere stabilt og holdbart end de nuværende materialer. F.eks. kan glas tåle temperaturer på flere hundrede grader, uden at informationen går tabt.
Ifølge forskerne bag opfindelsen kan man opbevare 50GB data, eller hvad der svarer til en hel blu-ray-film, på et glasstykke på størrelse med skærmen på en mobiltelefon.
Men vi skal ikke regne med at få installeret en laser til at skrive på glas i vores hjemmecomputere lige foreløbigt. De såkaldte femtolasere er nemlig hamrende dyre.
»Problemet er, at femtolasere vil være grotesk dyre at smide i en privat pc. Dog må man sige, at der sker meget med femtolasere i øjeblikket. De bliver billigere, og det kan være med til at gøre teknikken interessant,« forklarer Jesper Lægsgaard.
Information skal vare evigt
Forskerne bag opfindelsen har udviklet glashukommelsen for at kunne opbevare information for evigt. Specielt store organisationer, nationale arkiver og museer kan få gavn af opfindelsen. Her er man på nuværende tidspunkt nødsaget til at lave backup af information med 5-10 års mellemrum, hvilket er uhensigtsmæssigt for store mængder data.
»Hastigheden, man kan skrive og læse data i glas, er selvfølgelig vigtig. Derudover kan jeg ikke lige umiddelbart se andre problemer i at lagre data på glas, der ikke vil være for andre typer materialer,« fortæller Jesper Lægsgaard.
Til at lagre information på glas bruger forskerholdet femtolaseren, som laver små prikker kaldet ”voxler” i glasset. Når en lysstråle passerer gennem glasset, bliver det svagt ugennemsigtigt, og en optisk detektor kan så aflæse informationen, der er blevet gemt.
Forskerholdet har allerede indgået et samarbejde med en privat virksomhed for at bringe deres opfindelse på markedet så hurtigt som muligt.































