I en tid fyldt med vacciner og antibiotika, hvor den største sundhedsrisiko i den udviklede del af verden er at finde i stegt fisk og hamburgere, kan man hurtigt glemme, at smitsomme sygdomme stadig er årsag til en fjerdedel af alle dødsfald blandt mennesker i verden.
Selvom dette hovedsageligt er en udfordring, som de fattige lande står overfor, er ebolaudbruddet, som breder sig i øjeblikket, en dramatisk påmindelse om, at smitsomme sygdomme og den fare de medfører giver pokker i nationale grænser.
Sygdomme overføres fra dyr til mennesker
En af de største sundhedstrusler er de fremkommende sygdomme, som aldrig er set hos mennesker før eller – som med ebola – sporadisk dukker op nye steder.
De fleste af de sygdomme, som dukker op, er zoonoser, hvilket betyder, at de er forårsaget af patogener, som kan overføres fra dyr til mennesker.
Over 60 procent af de mere end 300 fremkommende infektioner, som er set siden 1940, er zoonotiske, og ud af disse stammer 72 procent fra vilde dyr.
Mens nogle zoonotiske infektioner, som eksempelvis rabies, ikke kan overføres mellem mennesker, kan andre sprede sig på tværs af befolkningsgrupper og grænser:
i 2003 bredte SARS, en coronavirus, som sættes i forbindelse med flagermus, sig til flere kontinenter i løbet af blot få uger, før den blev standset, mens HIV over flere årtier er gået hen og blevet en vedholdende pandemi.
Zoonotiske patogeners nye og uforudsigelige natur gør dem ekstremt svære at reagere på og forsvare sig mod. Da vi ved, at størstedelen af zoonoser kommer fra vilde dyr, kan vi forsøge at identificere højrisikozoner for virusoverførsel ved at bestemme, hvilke dyrearter der udgør den største fare.
Flagermus er vigtige for vores miljø
Blandt alle vilde dyrearter bringer især flagermus komplekse spørgsmål frem.
Det er den næstmest forskelligartede pattedyrsgruppe efter gnavere, de har mere end 65 kendte menneskelige patogener, herunder ebolavirus, coronavirus (årsagen til SARS), henipavirus (som kan forårsage dødelig hjernebetændelse hos mennesker) og rabies.
Men de er også en af de pattedyrsgrupper, som er mest sårbar over for overdreven jagt og ødelæggelse af levesteder, mens de samtidig bidrager med uundværlige miljømæssige funktioner, såsom skadedyrskontrol, når de spiser insekter, bestøvning og spredning af frø.
Tabet af flagermus, hvad enten det er gennem jagt eller for at kontrollere sygdomme, vil næsten med sikkerhed få langtrækkende og langvarige miljømæssige og økonomiske konsekvenser.
Mangel på studier af flagermus og mennesker
Så meget ved vi, og dog er mange af detaljerne, vedrørende hvordan zoonoser overføres fra flagermus til mennesker, alligevel umådeligt understuderede.
Indtil for ganske nylig var forståelsen for, hvordan mennesker og flagermus interagerer, aldrig blev undersøgt i Vestafrika og kun perifert udforsket andre steder i verden.
Hvis man kunne afdække den adfærd, som bringer mennesker i kontakt med flagermus og andet dyreliv og udsætter mennesker for zoonoser, ville det give uvurderlige løsninger til, hvordan man forhindrer zoonotiske udbrud.
For at tage fat på sådanne spørgsmål, sammensætter vi et internationalt netværk af samarbejdspartnere, ledet i Storbritannien af Zoological Society of London og University of Cambridge.
Fra Malaysia til Ghana, fra Australien til Peru, kommer flagermus i kontakt med mennesker oftere og oftere, i takt med at mennesker ekspanderer til tidligere uberørte områder.
Mennesker spiser flagermus
Frugtflagermus er også ofte tiltrukket af frugtplantager og haver tæt på deres territorier. Men en anden menneskelig adfærd bidrager særligt til risikoen for zoonotisk overførsel fra alle vilde dyrearter: jagt.
Indtagelsen af vildt er et globalt fænomen i storskala – det vurderes, at den samlede indtagelse af vildt i Centralafrika og Amazonområdet udgør en milliard kilo årligt.
I Ghana, hvor frugtflagermus er blevet testet positivt for antistoffer til henipavirus og ebolavirus, var flagermus' status som vildtkød grundlæggende ukendt, før vi påbegyndte vores forskning for fem år siden.
I to nye studier fra Ghana, kunne vi fortælle, hvor mange mennesker der jagede flagermus både som føde og for at tjene penge. Vi vurderede, at mere end 100.000 frugtflagermus blev indfanget hvert år.
Flagermuskød er formentlig en vigtig sekundærkilde til protein for jægere og deres familier, især når der er mangel på andre proteinkilder som fisk eller antilope.
Flagermuskød indbringer også en forholdsvis god indtjening på markeder, som er et godt supplement til jægerens ofte ustabile indkomst.
Jægere er uvidende om den fare, de udsættes for
Men jagere og de, der tilbereder flagermuskød til salg eller konsumering, udsætter også sig selv for en stor risiko for flagermusfødte zoonotiske patogener.
Sådanne patogener kan overføres via blod, sår, bid og urin. Når flagermusjægere ofte arbejder med sårede flagermus og flagermus, der lige er blevet slået ihjel, udsættes de for direkte kontakt med flagermusblod og risikoen for at blive bidt eller få sår.
Desuden er jægerne i høj grad uvidende om denne risiko, de løber.
Men forståelsen for, hvilke risici flagermus udgør, så lidt som vi nu ved, er kun toppen af isbjerget. At reducere risiko for zoonoser er ikke så lige til og slet ikke et simpelt spørgsmål om at sætte en stopper for flagmusjagt.
Risikoreduktion vil kræve en række indgreb
Hvad enten det drejer sig om, at de spiser sig tykke i insekter hver nat, eller at de spreder frø fra frugttræer over større områder, så bidrager flagermus med ydelser til lokale økonomier i hele verden, som er millioner af dollars værd.
Nogle mennesker er også afhængige af flagermuskød og andet vildt, både for deres overlevelse og levebrød.
Vildtjagt finder ofte sted i fattige områder, hvor der ikke er særlig meget infrastruktur, som støtter alternative leveveje eller endda håndhævelse af jagtlove.
Hvis man skal foretage en rimelig og vedvarende risikoreduktion, vil det derfor formentlig kræve en kombination af indgreb, som omfatter udviklende tilgange til at styrke lokale økonomier, udvidelse jobmuligheder og en vækst i beholdningen af alternative og mere sikre proteinkilder for at reducere behovet for jagt – sammen med uddannelse for at fremme en mere sikker jagtpraksis.
Ebola er ikke det sidste, vi har set
Samfund bliver måske nødt til at ændre den måde, de bruger land på, og begrænse vildtjagt og menneskelig ekspansion for at minimere risici for virusoverførsel.
Samtidig har vi behov for forbedringer i medicinteknologi og opsynssystemer for at kunne kontrollere og reagere hurtigt, når der opstår udbrud.
Sådanne indgreb kan være omkostningsfulde og komplekse, men livsnødvendige.
Mens ebolaudbruddet i 2014 er det største udbrud til dato, vil der næsten med sikkerhed opstå mange flere zoonotiske sygdomsudbrud i fremtiden.
Ved at samle ekspertise fra økologi, epidemilogi og samfundsvidenskab og fokusere på langtidsvarig risikohåndtering, håber vi på at hjælpe samfund til at bevare et sikkert og gensidigt fordelagtigt forhold til deres naturlige miljø.
Alexandra Kamins var medforfatter på projektet 'Uncovering the fruit bat bushmeat commodity chain and the true extent of fruit bat hunting in Ghana, West Africa', sponsoreret af University of Cambridge og the Gates Foundation. Hun arbejder som forsker for Colorado Hospital Association.
Marcus Rowcliffe var medforfatter på projektet 'Uncovering the fruit bat bushmeat commodity chain and the true extent of fruit bat hunting in Ghana, West Africa', støttet af the University of Cambridge og the Gates Foundation.
Olivier Restif er ansat ved University of Cambridge, modtager fondsmidler fra Royal Society, the BBSRC og US Federal Agencies. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation
