Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Din risiko for at dø tidligt afhænger måske ikke af sygdomme

Annonce:

Din alder og dine sygdomme hænger ikke nødvendigvis sammen med dit niveau af sundhed og velvære. Et nyt studie kaster et helt nyt lys over aldring og dødelighed, skriver weforum.org.

Forskerne foreslår på baggrund af studiet, at medicinalindustrien fokuserer på de helt forkerte faktorer, når det handler om risikoen for at dø. I stedet for at holde sig til faktorer som hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og højt blodtryk, burde man overveje en mere omfattende model, der tager højde for psykisk velbefindende, sensorisk funktion og mobilitet, påpeger forskerne.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

»Den nye model, vi foreslår, omklassificerer omkring halvdelen af de mennesker, vi i dag ser som sunde. Disse har nemlig betydelige svagheder, som påvirker chancerne for, at de kan dø eller blive uarbejdsdygtige inden for fem år,« siger professor og hovedforfatter af studiet Martha McClintock ifølge weforum.org.

Samtidig klassificerer den nye model nogle mennesker med kroniske sygdomme som havende mange styrker og derved en udsigt til et langt liv med arbejdsdygtighed, tilføjer professor og medforfatter af studiet Linda Waite, ifølge weforum.org.

Studiet bygger på en dybdegående spørgeskemaundersøgelse blandt 3.000 amerikanere i alderen 57 til 85 år.

De mest bemærkelsesværdige resultater fra studiet er, at kræft i sig selv ikke er relateret til andre sygdomme, der forværrer helbredet. Det er også værd at bemærke, at dårligt mentalt helbred og lavt engagement i socialt samvær forringer ens helbred betydeligt.

Annonce:

Forskerne klassificerede undersøgelsespersonerne i forskellige kategorier efter sundhedsniveau. 22 procent af de ældre amerikanere hørte til den sundeste kategori. Personerne i denne gruppe var overvægtige og havde højt blodtryk, men havde færre organsygdomme, bedre mobilitet, bedre sensorisk funktion og psykologisk tilstand. Denne gruppe havde lavest risiko for at dø eller blive uarbejdsdygtige.