KORT NYT FRA DANMARK
Isbjørnen har været en del af en stor undersøgelse, der både afslører, at den brune bjørn og isbjørnen splittede op i to arter for mindre end 500.000 år siden, og at isbjørnen hurtigt tilpassede sig en langt mere fedtholdig kost. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Tidligere vurderinger af isbjørnens alder lå mellem 600.000 – fem millioner år, men ved at sammenligne arvemasserne hos den brune bjørn og isbjørnen kom forskerne frem til den noget mindre alder.
Samtidig har forskerne set på, hvordan isbjørnen genetisk har tilpasset sig de store mængder fedt, som findes i dens føde.
De gener, som forskerne har undersøgt, er relateret til fedtsyrestofskiftet og hjertekarfunktioner, som delvis kan forklare isbjørnens evne til primært at leve af hval- og sælspæk. De kan nemlig undgå fedtansamlinger i arterierne og hjertekarsygdomme.
»Vi har haft stort fokus på at kortlægge de gener, der forårsager, at isbjørnen kan klare en livslang fedtholdig kost uden at blive påvirket af hjertekarsygdomme. Genom-sammensætningen viser, at i løbet af en periode på få hundrede tusinde år drev den naturlige selektion større ændringer i de gener, der relaterer sig til fedt-transport i blodet og til fedtsyrestofskiftet,« siger Eline Lorenzen, der er postdoc og hovedforfatter på artiklen fra University of California, Berkely, og Center for Geogenetik, Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.
Disse gener kan ifølge pressemeddelelsen give forskerne indblik i, hvordan man kan beskytte mennesker mod de negative effekter ved fedtholdig kost.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell.
Læs også:
Klimaændringer fylder isbjørne med gift
Hvordan skal isbjørne klare sig uden is?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml