Mange sygeplejersker bliver bedt om at genbruge handskerne eller blot at skrubbe deres hænder med klorin efter konsultationer.
Og desværre er dette ikke et enkeltstående tilfælde. Drew Hinshaw fra Wall Street Journal skrev om en hjerteskærende episode fra Sergeant Kollie Town, Liberia i august:
»Gummihandsker var næsten lige så sjældne som læger i denne del af Liberia, så Melvin Korkor måtte tage plasticposer på hænderne, når han skulle tage imod babyer. Hans medarbejdere gjorde sig end ikke denne ulejlighed, da en kvinde i 30’erne kom forbi og beklagede sig over en hovedpine.«
»Fem sygeplejersker, en laboratorietekniker og derefter en lokal kvinde, der hjalp til, tog sig af hende med bare hænder. Inden for få uger døde de alle sammen. Det var allerede for sent, da de opdagede, at kvinden med hovedpine havde ebola.«
En gentagelse af uligheder i Afrika
Der er en særlig ironi over historien om manglende handsker i Liberia, eftersom landet også er hjemsted for verdens største enkeltstående naturgummivirksomhed, Firestone Natural Rubber Company.
Selvom liberiansk gummi primært bruges til bildæk, siger virksomheden, at de også leverer gummi til virksomheder, der producerer vitale medicinske komponenter, såsom latexhandsker, der er desperat brug for i sundhedsfaciliteterne i regionen.
Manglen på handsker er en gentagelse af ulighederne i Afrika, men denne gang er det i lys af nutidens konfigurationer om global sundhed.
Hvordan kan det være, at der efter årtier med uovertrufne finansielle investeringer i sundhedssystemer i udviklingslande, og særligt i Afrika, stadig mangler de mest basale forsyninger i sundhedsfaciliteterne?
Numeriske mål antages at holde fremdrift igang
I de seneste årtier har sundhedsinitiativer, med hjælp fra de Forenede Nationers Millennium-udviklingsmål (MDGs), fået usædvanlig meget opmærksomhed og økonomisk støtte, og der er gjort store fremskridt. Men sammen med FN’s udviklingsmål opstod der en særlig ramme for sundhed og sundhedsinterventioner.
MDGs prioriterer HIV og malaria og 'andre sygdomme', såvel som underernæring, børnedødelighed og mødresundhed – og det har konsekvenser i det virkelige liv for politik og beslutninger om økonomisk støtte. HIV, malaria og tuberkulose modtager stadig den største andel af den finansielle støtte.
Alle MDGs har klare numeriske mål. For eksempel: 'Reduktion af børnedødelighed med to tredjedele mellem 1990 og 2015'.
Dette entydige numeriske fokus har stærk indvirkning på resultaterne, da det gør sundhed og fremskridt målbart og ansvarligt. Så det antages, at det er med til at holde fremdriften i gang og sponsorerne ombord.
»Vi kan ikke rette op på sundhedssystemet i Afrika«
Men de numeriske mål har dog også betydet, at vi i de seneste år har haft et overvældende fokus på særlige enkeltstående sygdomsinterventioner.
Rationaliteten bag dette er eksemplificeret i en udtalelse fra Melinda Gates i 2007, da hun introducerede Gates Foundation’s vægt på malariaudryddelse:
»Og eftersom vi ikke kan rette op på hele sundhedssystemet i Afrika … er den eneste måde at sætte en stopper for malariadødsfald på at sætte en stopper for malaria.«
For mange var og fortsætter disse stærkt prioriterede interventioner og teknologiske løsninger med at være pragmatiske. Løftet er, at fremgang kan måles med de rette værktøjer og målestokke, og de rodede realiteter i international politik og lokale infrastrukturer undgås for mere effektive resultater.
Fragmentering i prioritering af projekter
Dette har medført en profilering af højtprioriterede projekter, mange af dem hybrider, der involverer internationale donorer, NGO'er, offentlig-private foretagender, forskning og dataindsamlingsfirmaer.
Samfundsstudier af global sundhed har vist, at dette har medført en fragmentering af tilvejebringelse af sundhedspleje, hvilket yderligere har resulteret i omfattende usikkerheder for patienter.
Under betegnelsen evidensbaseret medicin, afprøves nye interventionsstrategier og teknologier, opskaleret og derefter alt for ofte overleveret til sundhedsministerier, der mangler finansielle og operationelle midler til at fastholde interventionerne, selv hvis de ikke mangler ekspertise.
Vestafrikas ebolaepidemi viser på smertelig vis, at denne uensartede logik om stærkt fokuserede og tidsbundne projekter har betydelige bagsider.
Infrastrukturer i sundhedsplejen er uundgåelige, når man ønsker at forbedre bæredygtig sundhedspleje. Velfungerende infrastrukturer er fleksible og tilpasningsdygtige. De kan skifte gear og reagere på skiftende sygdomslandskaber.
Præcis som høsten af gummi og produktionen af handsker, har de rødder i historien og er konfigureret i specifikke politiske økonomier.
»Alt jeg ved er, at jeg intet ved«
En lang række globale sundhedsinitiativer lader til at være baseret på en fattig forståelse for sundhed og velvære.
Vi går ud fra, at vi ved, hvilke sygdomme og lidelser der er relevante og vigtige at tage fat på. Ebola lærer os, at vi gør klogt i ikke at arbejde ud fra denne frimodige formodning.
En ydmyg version af klassisk Sokrates: »Alt jeg ved er, at jeg intet ved« lader til at være en bedre opskrift på, hvordan vi bør navigere i komplekse og hurtigt skiftende sygdomslandskaber.
Manglen på handsker, personligt beskyttelsesudstyr og dygtigt personale i Vestafrikas sundhedsfaciliteter er ikke alene et resultat af krig og sårbare stater, men også af den nuværende logik for udvikling af global sundhed. Det er et vigtigt opråb om forandring i tilgangen til global sundhed og logik.
Uli Beisel arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
