Videoen her forklarer det nye studie (Video: Københavns Universitet).
Hvis du skærer ned på hvede, rug eller byg, kan det give en bedre mavefornemmelse, skriver Politiken.
Den type kostfibre, som man finder i for eksempel fuldkornsmajs og ris, quinoa, boghvede og grove grøntsager, forandrer sammensætningen af dine tarmbakterier, så du vil føle dig mindre oppustet.
Det antyder et nyt dansk-internationalt studiet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Forskere: Ændringerne skyldes nok ikke gluten
I studiet undersøgte forskerne især, om sammensætningen og funktionen af nogle af tarmenes hundredvis af forskellige bakteriearter ændrer sig, hvis man udskifter en fiber- og glutenrig kost med en fiberrig, men glutenfattig kost.
Det er vigtigt at understrege, at kosten altså var forskellig på mange punkter, og det er derfor ikke muligt at afgøre, om det er gluten eller et andet stof, der gav effekten.
Ifølge leder og seniorforfatter på det nye studie Oluf Borbye Pedersen skyldes ændringerne i tarmenes bakteriesamfund ikke så meget ændringer i, hvor meget gluten forsøgspersonerne spiste:
»Det tyder på, at det var skiftet til en helt anden slags kostfibre end dem, der findes i hvede og rug, der gavnede forsøgsdeltagernes oplevelser i deres maver. Nemlig de specielle typer af kostfibre, der kommer med en fiberrig, men low-gluten-kost«, siger Oluf Borbye Pedersen til Politiken.
Den samme melding kommer fra forskere fra DTU, der også har været involveret i studiet:
»Forskerne bag studiet peger dog på, at den primære årsag formentligt er en anderledes sammensætning af kostfibre og ikke fraværet af gluten. Derfor giver studiet i sig selv ikke anledning til, at de vil anbefale folk at spise en glutenfattig kost – med mindre de har cøliaki eller glutenintolerance,« skriver DTU i en pressemeddelelse.
Forsøgspersoner blev sat på to diæter
For at undersøge tarmbakterierne inddelte forskerne 60 raske voksne danskere i to grupper. I to perioder a otte uger skiftede den ene gruppe deres almindelige kost ud med fiberrig, men glutenfattig kost, mens den anden gruppe skulle spise fiber- og glutenrig kost.
I den fiber- glutenrige mad kom kostfibrene mest fra hvede, rug og byg, mens forsøgspersonerne, der fik fiberrig kost med et lavt glutenindhold, spiste kornsorter som fuldkornsmajs og -ris, -quinoa og -boghvede samt grove grøntsager.
Når forsøgspersonerne spiste den fiberrige kost med lavt glutenindhold, fik de færre tarmbakterier, der afgiver gasser i tarmen, og de følte selv, at de havde mindre udspilet mave og en bedre fordøjelse, forklarer Oluf Borbye Pedersen.
Forskergruppen understreger overfor Politiken, at studiets resultater skal gentages i flere videnskabelige undersøgelser, før vi kan begynde at overveje, om der skal laves ændringer i de officielle kostråd. Samtidig bør fremtidig forskning også undersøge, om der kan dokumenteres en længerevarende effekt.