D-vitamin kan booste immunforsvarets kamp mod en af verdens største dræbere
D-vitamin styrker immunforsvarets evne til at bekæmpe tuberkulose, lyder konklusionen i et nyt dansk studie. I fremtiden kan vitaminet måske hjælpe mange millioner mennesker, der er i fare for at dø af sygdommen. Men der skal flere studier til, mener forsker.
tuberkulose D-vitamin immunforsvar mulig kur håb afrika HIV aids

En tredjedel af verdens befolkning er latent inficeret med tuberkulosebakterien, der kan udvikle sig til sygdom, når immunforsvaret er svækket. Men måske kan et D-vitamin-tilskud hjælpe de mange millioner mennesker, der årligt er i fare for at miste livet til sygdommen, viser ny dansk forskning. (Foto: Colourbox.com)

En tredjedel af verdens befolkning er latent inficeret med tuberkulosebakterien, der kan udvikle sig til sygdom, når immunforsvaret er svækket. Men måske kan et D-vitamin-tilskud hjælpe de mange millioner mennesker, der årligt er i fare for at miste livet til sygdommen, viser ny dansk forskning. (Foto: Colourbox.com)

Ny dansk forskning giver håb til millioner af mennesker fra fattige dele af verden, der hvert år bliver ramt af tuberkulose.

Tuberkulose i Danmark
  • I 2014 fik 312 personer i Danmark konstateret tuberkulose. Mere end halvdelen af de inficerede var indvandrere.
  • Der er generelt en meget lille smitte mellem indvandrere og etniske danskere, men der er en høj grad af smitte mellem danskere, der er socialt udsatte og hjemløse grønlændere, der er misbrugere eller psykisk syge.

Kilde: Statens Serum Institut

Noget så simpelt som et tilskud af D-vitamin kan måske forebygge og hindre, at patienterne dør af sygdommen, som i 2015 kostede omkring to millioner mennesker livet.

D-vitamin hjælper nemlig immunforsvaret med at bekæmpe tuberkulosebakterierne, forklarer professor Carsten Geisler, der er en af forskerne bag det nye studie.

»Vores studie lægger op til, at patienter, der er inficeret med tuberkulose, får målt deres D-vitamin-niveauer. Skulle disse niveauer vise sig at være lave, ville man på baggrund af vores resultater kunne argumentere for at give patienterne D-vitamin,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.

Carsten Geisler har sammen med blandt andet postdoc Martin Kongsbak-Wismann og ph.d.-studerende Anna Rode fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet lavet de indledende forsøg af D-vitaminets effekt på immunforsvarets evne til at bekæmpe tuberkulose.

Indtil videre har de testet effekten af D-vitamin på celler fra bloddonorer på Rigshospitalet, men mangler stadig at lave flere kliniske forsøg.

»Det er et mærkelig paradoks, at D-vitamin virker«

Egentlig kom det som en overraskelse, at D-vitamin ser ud til at have et positiv effekt på immunforsvarets evne til at bekæmpe tuberkulose, forklarer Martin Kongsbak-Wismann.

tuberkulose D-vitamin immunforsvar mulig kur håb afrika HIV aids

Tuberkulose er en bakterie, der sætter sig i lungerne og medfører kronisk hoste, blodigt opspyt og hurtigt accelerende vægttab. Sygdommen er ofte dødelig, men kan dog behandles med antibiotika i nogle tilfælde. (Foto: Colourbox.com)

»Når man er inficeret med tuberkulosebakterien, producerer immunforsvaret et molekyle kaldet interferon gamma, der hjælper med at bekæmpe infektionen. D-vitamin lukker faktisk ned for produktionen af det her gavnlige molekyle. Så hvordan kan det være en fordel at tage D-vitamin?,« spørger Martin Kongsbak-Wismann retorisk.

Efter flere eksperimenter fandt forskerne dog en forklaring på paradokset: Hvordan D-vitamin på den ene side er gavnlig, men samtidig bremser det gode molekyle interferon gamma.

Ved at tilsætte stoffet interleukin-12, der naturligt produceres i kroppen under en tuberkuloseinfektion, og som øger produktionen af det gavnlige molekyle interferon gamma, kunne D-vitamin pludselig booste immunforsvaret uden problemer.

»Vi tilsatte stoffet interleukin-12, der normalt er til stede under en tuberkuloseinfektion, og så blev produktionen af interferon gamma ikke hæmmet af D-vitamin i samme grad som før. På den måde, kan D-vitaminet modvirke den hæmmende effekt, som tuberkulose normalt har på immunforsvaret,« forklarer Carsten Geisler.

Flere undersøgelser er nødvendige

Studiet er interessant og overbevisende, men placerer sig i en kontroversiel debat om effekten af D-vitamin, påpeger Jens Lundgren, der er professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

tuberkulose D-vitamin immunforsvar mulig kur håb afrika HIV aids

Selvom en D-vitaminpille er meget lille, kan den have store positive virkninger på vores immunforsvar, konkluderer forskerne bag det nye studie. Dog skal effekten testes yderligere, før man kan være 100 procent sikker. (Foto: Colourbox.com)

»Forskning i D-vitamin er kontroversiel, fordi data generelt stritter i mange forskellige retninger. Der er ingen tvivl om, at personer med lavt niveau af D-vitamin har dårligere odds mod infektionssygdomme end folk med normale niveauer. Det, vi mangler at dokumentere, er, at man får det bedre ved at tage D-vitamin. Det skal undersøges i kliniske studier, før man kan sige noget præcist,« siger han, der er bekendt med studiets resultater.

Studiet peger på en positiv effekt af D-vitamin i bekæmpelsen af tuberkulose og kan give håb om en nem behandling, mener Carsten Geisler, men understreger samtidig, at flere forsøg er nødvendige for endeligt at dokumentere effekten af vitaminet.

»Specielt i fattigere lande, hvor tuberkulose er mere udbredt, og behandlingsmulighederne sparsomme, kunne D-vitamin-tilskud være en relativt nem og billig behandlingsform. Det er sandsynligt, at dette vil kunne hjælpe immunforsvaret med at bekæmpe tuberkuloseinfektionen, men større kliniske forsøg er nødvendige for med sikkerhed at fastslå de gavnlige effekter af D-vitamin over for tuberkulose-infektion,« skriver han slutteligt.

 

Mere viden om forskernes forsøg

Ud over, at forskerne fandt ud af, at stoffet interleukin-12 gjorde det muligt for D-vitamin OG det naturlige molekyle interferon gamma at hjælpe mod tuberkulose samtidig, opdagede de også en anden gavnlig effekt af D-vitamin.

»D-vitamin modvirker også den skadelige effekt, som tuberkulose har på et andet vigtigt molekyle kaldet cathelicidin, som immunforsvaret bruger i bekæmpelsen af tuberkulosebakterien. Det vil sige, at D-vitamin er afgørende for produktionen af cathelicidin, og samtidig hindrer D-vitaminet ikke produktionen af det nødvendige interferon gamma, så længe der er interleukin-12 til stede,« forklarer Carsten Geisler.

Det er igen med til at dokumentere D-vitaminets gavnlige effekt på vores immunforsvars evne til at bekæmpe tuberkulose, mener han, men erkender også, at der mangler kliniske studier, der kan fastslå effekten endelig. 

Podcasten Brainstorm

Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk