I takt med, at COVID-19-pandemien spredte sig tidligere på året, frygtede mange, hvad der ville ske, når virussen nåede Afrika.
Bekymringer for de overbelastede og underfinansierede sundhedssystemer samt de allerede eksisterende smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme var årsag til, at det hele fik et dommedagsagtigt skær, når vi talte om det.
Men helt så galt gik det dog ikke.
Påfaldende forskel mellem forudsigelser og reelle data
29. september rundede verden 1 million bekræftede COVID-19-dødsfald (det sande tal er naturligvis højere).
Den samme dag var det samlede kumulative (COVID-19-relaterede, red.) dødstal i Afrika 35.954.
Afrika tegner sig for 17 procent af den globale befolkning, men kun 3,5 procent af de rapporterede globale COVID-19-dødsfald.
Alle dødsfald er vigtige. Vi må ikke se bort fra tilsyneladende lave tal, og de indsamlede data fra så mange meget forskellige lande er naturligvis også af varierende kvalitet, men forskellen mellem forudsigelserne for Afrika, og hvad der faktisk er sket, er alligevel meget påfaldende.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Større smitteoverførsel, men langt lavere dødelighed
Der har været stor debat om, hvad det rent faktisk skyldes.
Vi leder African Academy of Sciences' COVID-19-team, og vi har nøje fulgt udviklingen samt de mange fremsatte forklaringer.
Det billede, som dukker op, er, at smitteoverførslen har været større, men sværhedsgraden og dødeligheden har været langt lavere i Afrika end oprindeligt forudsagt, baseret på erfaringer i Kina og Europa.
Er Afrikas yngre befolkning forklaringen?
Vi hævder, at Afrikas yngre befolkning er forklaringen på en stor del af den tilsyneladende forskel.
En del af den resterende forskel skyldes sandsynligvis underrapportering af hændelser, men der er en række andre sandsynlige forklaringer, som spænder fra klimatiske forskelle, eksisterende immunitet, genetiske faktorer og adfærdsmæssige forskelle.
Når vi tager højde for den enorme variation på tværs af kontinentet (med 55 medlemslande) vil hver faktors nøjagtige bidrag i et bestemt miljø højst sandsynligt variere.
Men hvad, der i første omgang lader til at være et mysterie, er straks mindre gådefuldt, i takt med at mere og mere evidens dukker op.
Alder spiller en stor rolle
Den mest indlysende faktor for det lave dødstal er befolkningsaldersstrukturen. I flere lande er risikoen for at dø af COVID-19 for personer, som er 80 år gamle eller ældre, cirka 100 gange så stor som for personer, som er i 20’erne.
Det kan bedst illustreres med et specifikt eksempel:
- 30. september rapporterede Storbritannien 41.980 COVID-19-specifikke dødsfald.
- Kenya rapporterede 691.
- I Storbritannien er befolkningstallet cirka 66 millioner og medianalderen 40 år.
- I Kenya er befolkningstallet 51 millioner og medianalderen 20 år.
Når vi korrigerer for befolkningsstørrelse, kan vi forvente, at antallet af dødsfald i Kenya er cirka 32.000.
Men hvis man også korrigerer for befolkningsstrukturen (det vil sige, at vi antager, at den aldersspecifikke dødelighed i Storbritannien også gælder for befolkningsstrukturen i Kenya), kan vi forvente omkring 5.000 dødsfald.
Der er dog et stort spring fra 691 til 5.000; hvad er årsagen til forskellen?
Andre medvirkende faktorer
Det er muligt, at man i Kenya ikke identificerer eller registrerer dødsfald.
Ligesom de fleste andre lande havde Kenya oprindeligt kun lille testkapacitet, og specifik registrering af dødsfald er en udfordring.
Kenya opbyggede dog hurtigt testkapaciteten, og ekstra fokus på at afdække dødsfald betyder, at det er usandsynligt, at en difference af denne størrelse helt og holdent skyldes manglende informationer.
Det skorter ikke på teorier om, hvad der så måtte være medvirkende faktorer.
Spiller klimaet en rolle?
For nylig rapporterede et stort tværnationalt studie i Europa et signifikant fald i dødeligheden koblet til højere temperaturer og fugtighed.
Studiets forfattere antog, at det skyldes, at de mekanismer, som hjælper vores åndedrætsorgan med at fjerne virus, fungerer bedre ved varmere og fugtigere forhold. Kort sagt, vi får færre viruspartikler ind i kroppen.
Det er dog værd at bemærke, at en systematisk gennemgang af globale data - som bekræfter, at et varmt og fugtigt klima lader til at reducere spredningen af COVID-19 - viser, at disse variabler ikke alene kan forklare størstedelen af variationen i sygdomsoverførsel.
Det er også vigtigt at huske på, at der er betydelige vejrforskelle på tværs af Afrika; det er ikke fugtigt og varmt overalt, og selv hvis det er, er det ikke nødvendigvis sådan året rundt.
Hvad med genetiske faktorer?
Andre teorier er blandt andet allerede eksisterende beskyttende immunrespons som følge af enten tidligere eksponering for andre patogener eller BCG-vaccination (vaccine mod tuberkulose tildelt ved fødslen i de fleste lande i Afrika).
En stor analyse - der involverede 55 lande, som repræsenterer 63 procent af verdens befolkning - viste en signifikant sammenhæng mellem stigende BCG-dækning i en ung alder og bedre udfald af COVID-19.
Genetiske faktorer spiller muligvis også en vigtig rolle.
En nylig beskrevet haplotype (en gruppe af gener) associeret med øget risiko for et alvorligt forløb af COVID-19, som er til stede i 30 procent af de sydasiatiske genomer og 8 procent af europæiske er næsten helt fraværende i Afrika.
Disse samt andre faktorers rolle - eksempelvis potentielle forskelle i de sociale strukturer eller mobilitet - bliver på nuværende tidspunkt gransket.
Mere effektiv respons
Det er også muligt, at folkesundhedsresponsen i de forskellige afrikanske lande ganske enkelt var bedre forberedte på at inddæmme smittespredningen end andre lande som følge af tidligere sygdomsudbrud og epidemier.
I Kenya bliver det imidlertid anslået, at epidemien rent faktisk var på sit højeste i juli med omkring 40 procent af befolkningen i byområder smittet.
I andre lande kan vi se et tilsvarende billede.
Det indikerer, at tiltag og restriktioner ikke havde meget effekt på selve den virale transmission, selvom det belyser muligheden for, at flokimmunitet i dag spiller en rolle ved at begrænse yderligere smitte.
Infektionsdosis er en mulighed
På samme tid er der en anden vigtig mulighed: Teorien om at den såkaldte infektionsdosis (eller ‘viral load’; det vil sige antallet af viruspartikler, en person bliver eksponeret for), er afgørende for, hvor alvorligt et sygdomsforløb de smittede risikerer.
Det er blevet foreslået, at mundbind reducerer infektionsdosis, og at udbredt brug af mundbind kan begrænse risikoen for at udvikle alvorlig sygdom.
Selvom Verdenssundhedsorganisationen anbefaler, at vi bruger mundbind, har tilslutningen været svingende og mindre i Europa end i mange områder i Afrika.
Har Afrika klaret sig igennem skærene?
Så har Afrika klaret sig igennem skærene? Nej, selvfølgelig ikke.
Der er stadig en masse virus rundt omkring, og vi ved ikke, hvad der kan ske, når interaktionen mellem virussen og mennesker udvikler sig.
Men én ting lader til at være sikker: Pandemiens sekundære konsekvenser vil blive den virkelige udfordring i Afrika.
Den er effekten af afbrydelsen af sociale og økonomiske aktiviteter, såvel som de potentielt sønderlemmende effekter af reduceret levering af tjenester, der beskytter millioner af mennesker, blandt andet rutinemæssig vaccination samt malaria-, TB- og HIV-kontrolprogrammer.
Forskningens dagsorden
Store konsekvenser er blandt andet behovet for at reevaluere dagordenen for den afrikanske COVID-19-forskning. Mens mange af de oprindeligt identificerede prioriteter stadig står ved, er den relative betydning sandsynligvis ændret.
Det vigtigste er i dag at tackle problemerne, som de er på nuværende tidspunkt - og ikke, som, vi forestillede os, de var for seks måneder siden. Det samme gælder for folkesundhedspolitikken samt andre tiltag.
Naturligvis er grundlæggende foranstaltninger som håndvask fortsat vigtige (uanset om COVID-19 er i samfundet eller ej), og brugen af mundbind bør fortsætte, men der stadig er risiko for COVID-19-smitte.
Andre foranstaltninger med bredere samfundsmæssige konsekvenser, især begrænsning af uddannelsesmæssig og økonomisk aktivitet, bør dog løbende evalueres.
Nu er det afgørende, at smittesporing bliver øget, samt at vi sikrer, at en fleksibel respons er baseret på realtidsdata af høj kvalitet.
Moses Alobo og Kevin Marsh hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
