For to år siden besøgte jeg den brasilianske by Manaus i forbindelse med en rejse gennem Amazonas.
Fra barnsben har jeg været fascineret af denne plet på verdenskortet ved Rio Negro-floden, nær udmundingen i Amazonfloden.
Manaus, som er delstatshovedstad i Amazonas, er ultra-tropisk, og livet leves i høj grad udenfor i gaderne.
Byen gav mig en lidt klaustrofobisk fornemmelse. Det føltes, som om enten floden eller den altomsiggribende skov til enhver tid kunne kræve området tilbage.
På den baggrund var det interessant at høre, at Manaus nu betragtes som en af de mest coronavirusinficerede byer i verden: Mellem 44 og 66 procent af befolkningen er smittet, og byen er i dag fokus for en debat om flokimmunitet.
Flokimmunitet: Fra fagterm til hverdagsbegreb
For eksperterne er flokimmunitet en ganske almindelig term, men nu er ordet også ved at blive et hverdagsbegreb.
Interessant nok, selvom flokimmunitet er afgørende for begrænsningen af smittespredningen, forstår kun ganske få af os rigtig begrebet, og endnu færre af os er i stand til at måle flokimmunitet.
Mange smitsomme sygdomme bevæger sig naturligt gennem befolkningen i bølger, hvorimod stigning og fald i smitteraten er cyklisk.
Før vaccinationsprogrammerne svingede forekomsten af sygdomme som kighoste og mæslinger over en periode på flere år. Det blev til dels forklaret med flokimmunitet.
Når en sygdomsbølge bevæger sig gennem en by eller region, bliver befolkningen immun, og sygdommen dør hen.
Immuniteten kan aftage over tid. Desuden bliver der født børn, og personer i riskogrupperne flytter til byen, så flokimmuniteten falder, hvilket fremskynder en ny bølge.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Flokimmunitet bryder smittekæden
Flokimmunitet handler i vid udstrækning om at bryde smittekæden.
Beskyttede personer beskytter andre mod sygdommen ved ikke at videreføre smitte og derigennem bryde smittekæden.
Det reducerer det såkaldte reproduktionstal R. Tallet kaldes også smittetrykket, smittetallet eller kontakttallet, og det beskriver det antal mennesker, som hver smittet person bærer smitten videre til.
Det er ikke helt let at forstå, fordi visse sygdomme (eksempelvis influenza) undviger immunitet ved at variere deres struktur, og andre (eksempelvis tyfus) manipulerer naturlig immunitet, så det er vanskeligere af opbygge immunitet.
Selv med flokimmunitet forsvinder sygdommen ikke; den bliver blot holdt nede.
Patogenerne, der er sygdomsfremkaldende, kan leve videre i jorden eller vandet (som eksempelvis kolera) eller endda i mennesker (som eksempelvis tyfus).
Vacciner giver kunstig beskyttelse
Flokimmunitet kan opnås gennem naturlig smitteoverførsel eller vaccine.
Vacciner er kunstigt fremkaldt beskyttelse i mennesker, der aldrig er blevet smittet, og vaccinerne bryder den naturlige smittecyklus.
Vaccinationsprogrammer har mindsket sygdomsforekomsten af mange sygdomme og udryddet én, nemlig kopper, som i 1980 blev erklæret udryddet på verdensplan af WHO.
Det er vigtigt at forstå, at vacciner almindeligvis fremkalder en bekyttelse, som er anderledes end ved naturlig smitte: Selv for sygdomme, hvor naturlig smitteoverførsel ikke leverer total beskyttelse, kan vaccinerne levere total beskyttelse. Det misforstår medierne ofte.
Men selvom vaccinerne beskytter os, udrydder de ikke nødvendigvis sygdommen i befolkningen.
Et klassisk eksempel er kighoste, som kan leve videre som en næste asymptomatisk sygdom i voksne, som kan smitte ikke-vaccinerede børn.
Meget svært at måle flokimmunitet
Hvordan måler vi flokimmunitet? Det er faktisk rigtig svært.
Mange mennesker tror, at vi bare kan måle antistofferne i blodet, men det er desværre ikke tilfældet for mange infektioner - antistoffer korrelerer (at det ene fører til det andet, red.) ikke altid med beskyttelse.
Det er til dels problemet med påstanden om, at Manaus er ved at opnå flokimmunitet.
Antistoffer har også en tilbøjelighed til at fortage sig over tid, og flokimmuniteten kan forsvinde hurtigt.
For at måle flokimmunitet nøjagtigt, har vi brug for et omhyggeligt feltstudie, som er udformet, så det kan skelne mellem personer, som er beskyttet direkte gennem vaccine, og personer, som er indirekte beskyttet gennem vaccinerede individer.
Det er en statistisk udfordring, som forholdvis få undersøgelser har formået.
Er smitteraten igen på vej op i Manaus?
Det bliver en udfordring at bevise, om Manaus har opnået flokimmunitet uden sikker viden omkring årsagssammenhæng, hvad angår beskyttelse, eller et omhyggeligt udformet studie.
Det bliver dog interessant at følge COVID-19-smitteraten det kommende år.
Tidlig evidens indikerer, at smitteraten igen er på vej op i Manaus.
Debatten om flokimmunitet vil utvivlsomt fortsætte, men videnskaben er langt mere 'grumset' samt vanskelig både at forstå og måle.
Gordon Dougan receives modtager støtte fra Wellcome og UKRI. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
