Forestil dig, at dit blod ikke størkner, når du får et sår. I stedet bliver blodet ved at flyde, uden at du kan gøre noget for at stoppe det.
Sådan er virkeligheden for folk, der lider af blødersygdommen hæmofili (se faktaboks).
De er derfor afhængige af blodkoagulerende medicin for at standse eventuelle blødninger. Uden den kan de dø af deres sygdom.
Problemet med medicinen er blot, at bløderpatienternes immunforsvar kan udvikle resistens mod medicinen, så den ikke længere virker. Det er dødsensfarligt for op imod 50 procent af folk med givne typer hæmofili.
Men der er håb forude. Et nyt internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse viser nemlig, hvordan dette problem muligvis kan omgås i fremtiden.
Hvis personen allerede er blevet udsat for blødermedicinen, mens han blot var et foster inde i morens mave, vil immunforsvaret ikke i samme grad udvikle resistens mod medicinen senere i livet, viser studiet, der er foretaget på mus.
»På den måde tror immunforsvaret senere i livet, at medicinen er en del af kroppen selv, og så vil medicinen fortsætte med at virke,« fortæller postdoc Sune Justesen fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Det nye studie er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine.
Kollega: Princippet er elegant
Professor emeritus og dr.med. Jørgen Ingerslev fra Institut for Klinisk Medicin – Klinisk Biomedicinsk afdeling på Aarhus Universitet forsker i blødersygdomme, men har ikke selv deltaget i det nye studie.
Ifølge Jørgen Ingerslev er det nye studie komplekst, men alligevel elegant i dets tilgang til at løse et problem for de 30-50 procent af patienterne med denne form for blødersygdom, som oplever, at deres medicin fejler.
Dog mener Jørgen Ingerslev også, at der er forhindringer i vejen, før denne form for behandling kan blive brugbar.
»Princippet er elegant, men man kan rejse tvivl om den praktiske anvendelse, da sygdommens tilstedeværelse ofte er ukendt før barnets fødsel,« siger Jørgen Ingerslev.
Behandlingen kan bruges ved andre sygdomme
Sune Justesen medgiver, at det nok kommer til at gå lang tid, før en lignende procedure kan bruges i behandling af mennesker.
Men han forestiller sig alligevel, at det i fremtiden muligvis kan være en behandlingsform, som forældre kan benytte sig af, hvis der er stor risiko for, at deres ufødte barn vil lide af blødersygdom – eksempelvis hvis en af forældrene også lider af sygdommen.
\ Fakta
Hæmofili mindsker blodets evne til at koagulere. Det betyder at både indre og ydre blødningerne bliver svære at stoppe. Blødersygdommen hæmofili deles op i hæmofili A og B. Hæmofili A rammer 1 ud af 5.000 drenge, mens hæmofili B rammer 1 ud af 25.000. Hæmofili rammer primært mænd, da sygdommen videreføres via X-kromosomet, som mænd kun har ét af, mens kvinder har to.
I det tilfælde kan moren få en sprøjte med blødermedicinen, så barnet allerede møder medicinen i fosterstadiet, og barnets immunforsvar narres til at tro, at blødermedicinen er en del af kroppens egne molekyler.
På den måde kan forældre sikre, at deres barn ikke senere i livet udvikler resistens over for den medicin, der kan redde barnets liv.
»Det er måske endda en generel måde, som man kan narre immunforsvaret til at tro, at noget fremmed gerne må være i kroppen. Det kan være gavnligt for en lang række andre sygdomme, hvor behandlingen er afhængig af vedvarende medicin, som kroppen ofte udvikler resistens imod,« siger Sune Justesen.
Immunforsvaret angriber medicinen
Det nye studie omhandler specifikt de bløderpatienter, som lider af blødersygdommen hæmofili A. Sygdommen gør, at de ikke kan producere det blodkoagulerende protein ’faktor VIII’.
Derfor er behandlingen til disse patienter at give dem netop faktor VIII, når de eksempelvis får et sår.
De fleste hæmofili-patienter producerer intet faktor VIII selv, og derfor vil patientens immunforsvar opfatte udefrakommende faktor VIII som ’fremmed’ og begynde at danne antistoffer mod medicinen.
Når immunforsvaret opbygger antistoffer mod faktor VIII, binder antistofferne til proteinet og fjerner dermed den medicinske effekt. Konsekvensen kan være fatal, og personen med blødersygdom kan bløde ihjel.
Tanken bag det nye forskningsarbejde var derfor at narre immunforsvaret til at tro, at den terapeutiske faktor VIII rent faktisk var en del af kroppen selv, så medicinen ikke ville miste sin virkning.
Fostret lærer medicin at kende
I deres forsøg har forskerne benyttet et transportmolekyle, der bringer forskellige stoffer fra moderen ind i fostret.
Dette transportmolekyle går under navnet neonatal FC-receptor og benyttes naturligt til at udveksle antistoffer mellem mor og foster – det gælder både i mennesker og i mus.
Neonatal FC-receptor benyttes også senere i livet til at give antistoffer et langt liv.
I forsøgene fusionerede forskerne FC-fragmenter med faktor VIII og sprøjtede det ind i gravide mus. På den måde blev faktor VIII bragt fra moderen ind i fostret ved hjælp af den neonatale FC-receptor som blandt andet sidder i moderkagen.
Proceduren betød, at fostrenes immunforsvar lærte den terapeutiske faktor VIII at kende på et tidspunkt, hvor immunforsvaret var i gang med at lære, hvilke molekyler som hører til kroppen, og som derfor ikke skal angribes.
»Resultatet af forsøget blev, at de nyfødte mus’ immunforsvar troede, at faktor VIII var en del af kroppen, og derfor angreb immunforsvaret ikke medicinen, når musene fik den givet senere i livet,« fortæller Sune Justesen.

































