Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

9-årig så godt som kureret for HIV

Annonce:

Der er nyt håb i jagten på en vaccine mod HIV.

Et ni år gammelt sydafrikansk barn, der blev født med HIV, er nemlig helt uden tegn på aktiv virus efter at have fået medicinsk behandling som spæd. Det skriver bbc.com.

De fleste personer med HIV må tage medicin hver dag for at forhindre, at HIV ødelægger immunforsvaret og fører til udbrud af AIDS. Men det sydafrikanske barn, hvis identitet bliver beskyttet, har ikke haft brug for behandling i 8,5 år, og dette vækker opsigt.

Britiske og sydafrikanske forskere præsenterer i denne uge resultaterne ved IAS Conference on HIV Science i Paris. De forsøger nu at forstå, hvordan barnet kan være beskyttet mod virussen, således at de kan bruge denne viden til at komme nærmere en vaccine mod HIV.

Barnet blev smittet med HIV af sin mor, og fik som led i et klinisk forsøg tidlig antiretroviral behandling i en alder af ni uger. Efter 40 uger kunne aktivt HIV ikke spores i kroppen, og behandlingen blev stoppet. Virussen har ikke været aktiv i barnets krop siden.

»Vi tror ikke, at antiretroviral behandling alene kan føre til bedring. Vi ved ikke helt, hvordan dette barn er nået hertil – vi tror det enten er genetisk eller relateret til immunforsvaret,« siger Avy Violari, leder af pædiatrisk forskning på Perinal HIV Research Unit i Johannesburg, til bbc.com.

Selvom aktivt HIV ikke har været at finde i barnets krop, er virussen blevet målt i barnets immunceller. Virussen ligger således latent i kroppen, og der er derfor stadig fare for, at barnet kan få behov for medicinsk behandling i fremtiden.

Annonce:

Forskerne i Johannesburg samarbejdede med University College Londons MRC Clinical Trials Unit, hvor Diana Gibb er professor. Hun mener, at man skal huske, at dette kun er ét barn ud af de 36,7 millioner mennesker verden over, der lever med HIV.

»Alligevel styrker denne nye case håbet om, at vi kan spare folk for byrden og konsekvenserne ved livslang terapi ved at behandle HIV-smittede børn i en kort periode som spædbørn,« siger hun til bbc.com.

pmd