I et nyt litteraturstudie har forskere fra Aarhus Universitetshospital, Herlev Hospital og Aarhus Universitet samlet op på den nuværende viden om p-piller taget i lang cyklus. Det vil sige, hvor man tager pillerne i mere end 21 dage i træk.
De foreløbige resultater tyder på, at der ved langvarig brug af p-piller er samme risiko for blodprop i benene, lunger, hjerte og hjerne, som ved almindelig anvendelse af p-piller, men der er dog behov for mere omfattende langtidsstudier for at kunne sige det med sikkerhed, skriver Aarhus Universitetshospital.
P-piller er den hyppigste præventionsform i Danmark. Det er almindeligt at tage pillerne 21 dage i træk og herefter holde 7 dages pause, hvorefter der kommer en blødning. Mange kvinder foretrækker dog at undgå denne blødning af praktiske hensyn ved for eksempel sport eller ferie.
Mange kvinder oplever menstruationssmerter, hovedpine og andre gener i p-pille-pausen. Det undgår man ved at tage pillerne uden pause. Ved at tage p-piller i lang cyklus har man færre blødningsdage per år. I begyndelsen kan der dog være pletblødninger, og blødningerne kan være uregelmæssige, men efterhånden aftager de eller ophører helt.
Slimhinden i livmoderen bliver ikke bygget op som ved en almindelig menstruationscyklus, og det er derfor ikke nødvendigt at få den afstødt ved den månedlige blødning. Således er der ved p-piller i lang cyklus ikke øget risiko for kræft i livmoderen.
Kvinder med endometriose (livmoderslimhinde udenfor livmoderen) kan også have gavn af at tage p-piller i lang cyklus, fordi de netop oftest har smerter under menstruation eller i p-pille-pausen.
P-piller i lang cyklus er altså en god behandling for kvinder med svære menstruationsrelaterede symptomer eller med endometriose.
Langtidsstudier hvad angår risiko for kræft i brysterne og tarm samt for blodpropper afventes dog stadig, og indtil disse studier foreligger, kan man ikke anbefale p-piller i lang cyklus som generel metode til svangerskabsforebyggelse.
Læs også på Videnskab.dk