Lavt niveau af D-vitamin kan være årsag til depression
27 marts 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Når solen bryder frem, så hæves dit niveau af D-vitamin i kroppen, og når vinteren kommer, og solen forsvinder, så falder niveauet. Amerikanske forskere har netop koblet et lavt niveau af D-vitamin sammen med depression blandt unge friske kvinder. Det skriver University of Oregon i en pressemeddelelse.

Forskerne mener, at sammenhængen er så tydelig, at det ikke kun kan skyldes tilfældigheder. Selv når forskerne tog hensyn til årstidernes skiften, og dermed ændring i D-vitamin niveauet, ændrede det ikke ved resultaterne, der stadig viste en sammenhæng mellem lavt D-vitamin niveau og depression blandt unge kvinder.

Studiet, som blev udført af forskere ved University of Oregon, inkluderede 185 studerende i aldersgruppen 18-25 år. Resultaterne viste, at mellem 35-61 procent af kvinderne havde alt for lidt D-vitamin i kroppen. Derudover viste resultaterne også, at en tredjedel af kvinderne havde svære depressive symptomer, mens undersøgelsen stod på.

»Mange vil nok være overraskede over, at det her gælder så mange unge kvinder, der ellers er sunde og friske. Men på trods af sammenhængen, bør vitamintilskud alligevel ikke betragtes som et alternativ til kendte behandlinger af depression,« siger lederen af studiet, professor David Kerr i en pressemeddelelse fra University of Oregon.

Ifølge David Kerr burde det næste skridt bør være et klinisk studie, der undersøger om D-vitamin kan forhindre eller lindre depression.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Psychiatry Research.

Læs også:

Gener kan styre dit niveau af D-vitamin – og få dig til at dø tidligere

Mangler du D-vitamin? Så kan du have større risiko for at udvikle diabetes

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

rs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.